The Keys to the Portals

Vildtblod er den største tåger

En beretning om en spadseretur i fremmede bjerge, som oplevet af deres ydmyge tjener Spade.

Hood havde det rigtig skidt, da vi kom tilbage til byen. Vi skyndte os at lede efter en troldmand, fordi det var det bedste bud på en, der kunne hjælpe ham. Det var heldigvis ikke svært at finde en troldmand og få ham til at hjælpe os.

Desværre var der den kedelige nyhed, at Hood var blevet “rørt” af det onde, en såkaldt horror.

Det er de lokales ord for det, jeg bedst kan beskrive som en dæmon fra helvedes dybeste cirkler. Der var ikke noget troldmanden kunne gøre ved det mærke, horroren havde sat på Hood. Men troldmanden kunne lave en amulet – jeg går ud fra det er en form for focus eller fetich – der ville holde styr på mærket og undgå at horroren for eksempel pludselig dukkede op og åd os allesammen.

Det bad vi ham selvfølgelig gør og fik betalt ham for amuletten med en af vores orichalcum mønter og havde endda penge tilovers til at købe nogen helbredende drikke af troldmanden. Han brugte en af dem på Hood, og jeg må godt nok sige, at jeg var imponeret. På næsten ingen tid forsvandt næsten alle Hood’s sår og skader.

Mens troldmanden lavede en amulet til Hood, og Hood forøvrigt var godt beskyttet i en magisk cirkel, brugte vi andre lidt tid på at kigge lidt mere på byen, specielt biblioteket, hvor vi scannede alt, hvad vi kunne, af bøger, skriftruller og kort over det land, vi var i.

Da Hood var færdig med at ligge og dase, øh, jeg mener, da Hood var kommet til hægterne igen, tog vi med det flyvende skib nordpå for at jagte Vildtblod op gennem bjergpasset og ind i Scol bjergene.

Turen derop forløb uden de store hændelser. Det eneste, jeg egentlig bed mærke i, var, at efter primært at have levet af tundrabæst i over en uge savner jeg virkelig at sætte tænderne i en stor, saftig bøf!

Vores kaptajn satte os af så tæt på passet, som han kunne få skibet uden at risikere, at det styrtede ned i de kraftige vinde. Vi aftalte med ham, at vi han ville vente på os et stykke fra passet, så han ikke ville være i alt for stor fare for at blive set og overfaldet af Vildtblod.

Oppe i passet fandt vi en masse styrtede luftskibe. Et af dem var styrtet for nyligt og på afstand kunne vi se nogen skikkelser gå rundt ved det. Det så ud til at være to mennesker og det, de i denne verden kaldte en trold. Efter at have overvejet situationen og taget passende forholdregler – noget med en snigskytte oppe i klipperne og andet godt – gik Hood og jeg ned for at se lidt nærmere på dem og se om det var nogen af Vildtblods folk, eller om de kunne give os informationer om ham eller anden hjælp.

De var påpasselige og stolede ikke umiddelbart på os. Det var naturligvis forståeligt, og det gav god mening, at den ene af dem var forsvundet ud af syne, da de så os gå hen mod dem. Hood prøvede at prakke dem en eller anden skør hipster wanna-be øl på, men det var de ikke meget for. De brokkede sig blandt andet over kulsyren, men primitive folk åbenbart bare ikke vant til at få godt brok. Deres bud på en god øl var en flad, ret jordet gang ufiltreret splat. Føj! Det var lige ved, jeg rent faktisk ville kunne finde nydelse i den gang pisgule vand en Bud nu engang er. Men også kun næsten.

Vi snakkede lidt frem og tilbage med dem, og de fortalte, at de levede oppe i bjergene og jævnligt snuppede ting fra de styrtede luftskibe. Dog stjal de aldrig noget vigtigt eller værdifuldt, typisk kun mad og lignende, for på den måde undgik de, at Vildtblod ville blive alt for interesseret i, hvad de gik og lavede.

Lidt tid efter trak de sig tilbage, for de frygtede, at Vildtblod snart ville kigge forbi. Vi bød dem farvel.

Det viste sig, at de havde ret, for inden længe kunne vi se et lille luftskib komme flyvende hen imod os. Vi skyndte os at gemme os, for at bevare overraskelsesmomentet.

Lang historie kort: Vildtblod har nogen meget sejlivede ork håndlangere. Bare spørg Hood, der fik en rimelig kraftig lussing eller to af en af dem. Men de var ikke mere sejlivede end, at de alle otte relativt hurtigt var nedkæmpede, og vi havde hurtigt kontrollen med luftskibet.

En af dem beholdt vi i live for at prøve at få informationer ud af ham. Vi fik lidt, men ikke særlig meget brugbart: Vildtblod boede oppe i den anden ende af dalen, havde en masse orker under sig, havde så mange spejdere, at han ville se os komme på lang afstand og blah, blah, blah. Som sagt, ikke noget særlig brugbart.

Efter at have aflivet vores fange stak vi ild til et par af skibene for at fange Vildtblods opmærksomhed. Hvis han alligevel ville se os, før vi kom op til hans fæstning, kunne vi lige så godt prøve at lokke ham ud derfra, så vi kunne snige os ind, mens han ikke var hjemme.

Da vi var kommet et godt stykke op gennem bjergene kunne vi se en tågesky komme imod os. Fra vores skjul kunne vi høre lyden af, hvad der kun kunne være Vildtblod og hans orker på et luftskib. Godt! Så kunne vi måske finde en måde at snige os ind i fæstningen uden for meget bøvl. Med lidt held ville vi også kunne finde Nova og vende næsen hjemad.

Næste morgen kom vi frem til fæstningen og det lykkedes Frank at kravle og af klippevæggen, skyde verdens sløveste vagthund og fæstne et reb, så vi andre også kunne kravle op.

Indenfor i fæstningen var der relativt roligt. Der var en enkelt vagtpost, der dog hurtigt gik i gulvet. Ellers var der ikke så meget andet end nogen tjenestefolk, der dog virkede fuldstændig ligeglade med, hvad vi rendte rundt og lavede.
Vi fik os en enkelt overraskelse, da vi var færdige med at gennemrode borgen (og negle lidt fine smykker og ædelsten – som jeg forstod det på Nova er det sådan man gør i eventyrverdener). Nede i spisestuen sad der en mørkelver og fik serveret mad. Det var vi en smule mystificerede over, men eftersom vi praktisk talt var vadet direkte ind i fjæset på ham, var vi nødt til at tænke hurtigt.

Da de andre ikke virkede som om de havde tænkt sig at gøre noget, valgte jeg at fyre en god, gammeldags con af. Princippet er simpelt: lad som om du ejer det hele, så følger langt de fleste bare med og tror på det. Ulempen er, at hvis ens mark også tror, han ejer det hele, og har backup med, så kan man komme i uendelig store problemer.

I det store og hele lykkedes det. Vi lavede lidt banter, der endte med, at jeg fik bekræftet, at han var en eller anden form for big wig, men hans manglende respons fortalte mig, at han ikke har nogen vagter i nærheden. Hvis han havde nogen form for backup var de formentlig ude på Vildtblods skib.

Da jeg havde forladt rummet (mest for at øge forvirringen) rejste mørkelveren sig og begyndte at gå mod udgangen af fæstningen. Det var Jack tydeligvis ikke tilfreds med, så han greb på heroisk vis sin laserpistol og skød ham i ryggen. Alt i alt var det nok en meget god idé, for lige bagefter ankom Vildtblods skib ude foran fæstningen.

Lang historie kort: det var et kaos og, bogstavelig talt, et sandt inferno. Vildtblod sendte både sine slavekrigere ind for at slå os ihjel og skød ind i fæstningen med en form for fire elemental kanon. Det gik hårdt udover os alle, så selvom vi gjorde et stort indhug i Vildtblods mandskab var det alligevel tilsidst nødvendigt for os at trække os tilbage.

Og derfor sidder Frank Moses og jeg selv nu oppe på første sal og prøver at finde ud af, hvad vi kan gøre ved Vildtblods skib, der igen er så indhyllet i tåge, at vi ikke kan se det, og da slet ikke skyde på det eller mandskabet.

Comments

skjalm

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.