The Keys to the Portals

Seattle igen.

Efter at vi var landet i Afrika, og Ami var blevet slukket, kontaktede vi Kofstein via det astrale plan.
Efter noget ventetid blev vi samlet op i af hans fly og fløjet til Østrig, det var en lang og søvnrig flyvetur.

Vi ankom til ørneborgen, og blev indlogeret, det sted giver mig kuldegysninger, kælderen er for skummel, og sidst vi var der gik det helt galt.
Dagen efter vi var ankommet begyndte vi alle at få det dårligt, Mike og jeg klarede det fit nok, det var bare en smule snue, men Spade var dårlig, og Nova var lige til hundene, en af tjenerne fik det også dårligt, vi blev enige om med Kofstein om at sætte den fløj vi var indlogeret i, i karantæne, vi ville være sikre på at vi ikke tog gaver med fra Alfa city.
Efter nogle dage var vi alle kommet oven på, Kofstein tilbød at købe alle de ting vi havde med fra den anden verden til en pæn sum penge, det accepterede vi, vi ville alligevel ikke være i stand til at sælge det i Seattle uden at tiltrække al for meget opmærksomhed fra de forkerte organisationer.

Med bank kontoen tanket godt op, kom vi tilbage til Seattle, hvor vi kunne konstatere at alle hjem på nær Spades ver blevet pakket sammen i Safe-Box, og min familie havde valgt at forlade mig.

Sting havde sørget for det praktiske i forbindelse med at pakke huse sammen.
Vi besluttede os for at lukke Safe-Box og flytte til et mere øde sted i Puyallup.
Da vi så SNN opdagede vi at en grav ved siden af Olgas grav var blevet gravet op og var tom.
Dette vakte vores opmærksomhed.

Jeg vi undersøgte lidt nærmere, og Abstergo var villige til at betale penge for at vi kiggede lidt nærmere på det.
Da vi undersøgte det nærmere kunne vi konstatere at graven tilhørende en Jack Hardigan var tom, men at han lå i Olgas grav, og han havde ikke ligget der i 3 måneder som hans dødsattest sagde.

Da vi togu blødprøver kunne vi konstatere at han var nylig afdød.
Jack var forhenværende CTO i et medicinalfirma kaldet Doci Corporation, og var også medejer af et beton firma i Seattle, i starten var vi interesserede i beton firmaet, da Jack var begravet i beton og ikke jord.

Vi var bogstavligt under jorden og undersøge hans grav.

Vi sendte nogle betonprøver til nogle firmaer og noget at Jacks blod til et laboratorium for at finde ud af hvad for noget beton det var og om det var Jack, det var det, men betonen kunne ikke identificeres som en kendt type. Vi fandt dog ud af at den formegentlig kom fra hans eget firma, under påskud af at vi var føderale agenter fik vi mere eller mindre fuld adgang til beton firmaet, deres chef ingeniør ville undersøge det for os, und mente at det var deres letvægts og åndbare beton og hun ville vende tilbage med svar når hun kunne bekræfte det, men hun vendte aldrig tilbage.
Dagen før havde jeg fundet ud af at jeg var dørsælger, da jeg havde prøvet at få aftalt et møde med Vivian Hardigan, for at få mere historie om Jack, så vi måtte finde på en anden plan for at snakke med hende.

Jeg ringede til hende og udgav mig som agent Johnson, hvorefter hun indvilgede i et møde inden kl. 1430 fordi hun skulle til Hawaii, vi havde hendes lejlighed under observation, og opdagede at hun stak hjemmefra med børnene, næsten øjeblikkeligt efter at vi havde lagt på, før dette havde Mike kigget astralt i hendes lejlighed og lagt mærke til at hun havde en kuffert for meget, og fundet et billede at Advokaten, Jack Hardigan og Desmond Milles på fisketur.

Vi stoppede hende på motorvejen, Doktoren og jeg, tog en snak med hende, hun sagde at hun skulle rejse med hendes bror, hvilke vi mistænkte ikke passede, men vi holdt facaden og lod hende gå , Sting kaprede efterfølgende taxien hun var med for at få sandheden frem , men forhøret blev spoleret af nogle hyrede bodyguards hun havde entreret med for at hun skulle komme sikkert frem til sin flyver, under kampen, blev Vivian og hendes børn desværre ofre af omstændighederne, så der kunne vi ikke få mere information, Doktor Jack fik en af de hyrede bodyguards under behandling altså læge behandling, men han kunne ikke sige andet end de var hyret til at passe på dem fra punkt A til B.

Om natten blev børnene stjålet fra lighuset, det var Hardigans advokat der havde taget dem, han var tydeligvis andet end advokat.

Chef ingeniøren på beton fabrikken fandt vi død, pladsformanden nåede at stikke af inden vi fik fat i ham, men vi mistænkte at han bare var hyret til jobbet, advokaten stod nok bag, vi undersøgte det vi skulle og overlod resten til myndighederne, som vi nu lavede en skygge efterforskning for. En whistleblower fra Doci havde skrevet noget at der foregik noget forfærdeligt i firmaet og det måtte stoppes, de havde betalt os 10k for at kigge på det fordi de ikke havde noget konkret at gå efter.

Vi kontaktede whistlebloweren, en sød kvinde i tyverne, jeg snakkede med hende som agent, der var forklædt som pizzabud, det virkede som om hendes hukommelse var blevet ændret, jeg inviterede hende på kaffe på del lokale cafe, hun indvilgede, og de andre stødte til, hun var lidt svær a komme ind på – se kvinde i en ordbog, det står sikkert på side 10000000 hvorfor. Så vi valgte at tage hende med mod hendes vilje.

Hun blev kørt til Mikes dækadresse, hvor vi satte hende ind i hvad der nok var sket, og hun indvilgede i at lade Mike læse hendes hukommelse, Mike kunne se at den var blevet ændret, og at Advokaten var tilstede da det skete, hun var gået ind af en forkert dør på sit arbejde og havde set en portal åbning hvor der var ”spøgelser”, fangede sjæle der blev brugt til at lave et medikament, som vi mistænker at kunne give døde liv igen. Efterfølgende blev hendes hukommelse ændret igen så hun ikke kunne huske sin de-tour og vores møde, dette var for hendes egen sikkerhed.

Advokaten var nu yderst interessant, og vi besluttede os for at besøge ham, jeg informerede Peter, min kilde hos myndighederne om vores fund, og han satte det store apparat i gang, så de kunne være klar når vi fandt ”the smoking gun”.
Vi besøgte Advokatens hjem, han var ikke hjemme, det gik desværre ud over hans tjenste folk, det var vel hvad der ventede dem, så de arbejder for sådan en mand, det kostede dem livet, efterfølgende valgte vi at brænde huset for at efterlade så få spor som muligt. Det lykkedes os at komme væk med Mikes hjælp uden at tiltrække os politiets opmærksomhed.

Vi lavede efterfølgende en observation på hans kontor, under påskud af at være service folk der skulle kigge på den lift der pudser vinduer på et højhus, vi fik hvad vi skulle ha, og fandt ud af at der skulle komme em leverance til Doci kl. 22 samme aften, noget der efter sigende skulle virke godt på børn, før vi måtte bilde nogle sikkerhedsvagter ind at vi havde serviceret denne lift i stedet for den i nabo bygningen, vi besluttede os for at slå til på Doci omkring kl. 22, vi ville malke deres lukkede systemer for informationer og derefter agere ud fra de informationer vi fik fat i, så opgaven var at komme ind, få etableret et uplink, hhv til FBI og et til vores decker, billeder til FBI så de kunne rykke ind og beslaglække de ulovlige ting og informationer til os så vi vidste præcis hvad de lavede, hvem vi skulle jage og om det kunne føre os til Desmond Milles der er øverste mål på vores liste fra Abstergo.

Myndighederne blev varslet, min decker modtog hasteopgaven og var klat til at vi uplinkede, vi gik ind, og det gik ret stærkt ind i bygningen, efter en kort ildkamp på en trappe kom vi hen til det laboratorie vi skulle ind i, der hvor portalen var, døren var sikret, så vi satte en ladning på den, samtidigt kunne Sting fornemme at der var en troldmand på den anden side af en branddør 15 meter væk, så vi valgte at kaste 2 graneter ned af gangen samtidig med at vi detonerede ladningen, sekundet efter var Jack, Sting og jeg omklamret af luft elementer, vi kæmpede hårdt, men få sekunder efter sortnede det for mig…

Ugens citat: Mike Hawkins: ”Jeg kan godt forstå hvordan Nova har det engang i mellem?” i forbindelse med at vi snakkede om Jack Hardigans aktieposter.

View
Home

Efter vores lille kamp på lvl 4, fik vi mere eller mindre kontrol med bunker Zeta eller hvad den nu hed og vi kunne så småt begynde at kalde den for vores hjem. Jeg sendte Jane, Hood og Spade sammen med Ami ned til læge området, for at hun kunne komme i gang med de undersøgelser hun skulle have lavet. Nova og jeg begyndte at undersøge basen vider op, mod kontrol tårnet. Vi kunne efter lidt tid høre fra Hood og Spade at de havde kontakt med nogle lang ansigter, men som de selv sagde så havde de ikke brug for hjælp. Nova og jeg stødte på en mindre horde på lvl 2, som blev ned kæmpede efter noget tid. Ami fandt ud af det hun manglede og begyndte at lave det. Vi andre undersøgte resten af basen så den var sikker for lang ansigter og AI’er. Vi begyndte også at gøre basen mere sikker for folk, AI’er, lang ansigter, der ville prøve at komme ind i basen. Da Ami havde fået det bedre begyndte hun, sammen men Hood at lave den portal ting der laver orme huller og efter en 2 ugers tid i bunkeren fik vi et stabilt orme hul og det var i vores verden. Jeg glemte lige at sige at vi havde jo kigget rundt i bunkeren og da det jo var en militær bunker så fandt vi en masse udstyr og energi celler, samt våben og vi fik rigtigt meget med os hjem. Ja nu siger jeg godt nok hjem, men hvad jeg mener er vi kom til jorden men var et eller andet sted i central Afrika uden nogen form for telefon eller noget til at kontakte folk, så det var en tur til det Astrale plan og så en løbetur til Seattle finde Sting og få han til at ringe til Kofstein og få ham til at sende et fly ned til os, så en tur tilbage for at finde ud af om Spade havde fundet ud af hvor vi var og derefter tilbage til Sting så han kunne fortælle Kofstien det og så kom vi hjem eller det vil sige nej. Kofstein ville gerne have os med til Østrig på hans slot der for at høre hvad der var sket og alt det der, men det fik han ikke lov til at høre før vi alle havde fået en godt bad god mad og en rigtig seng at sove i. Så kunne det jo være at du troede at der ikke skete så meget mere, men der var jo lige nogle små ting som jeg ikke lige kom ind på. Den smukkeste farvel sene mellem Spade og Jane hvor Jane var lige ved at overtale Spade til at blive eller komme med til jorden. Hood der bestemte sig for at få en tur i E-tanken og få alt hans Cyberware fjernet og ny har en ung og frisk krop, med et patten der ser helt forket ud, men hvad jeg skal nok være den sidste til at sige noget, jeg har jo lavet Nova og når vi så snakker om Nova, så var der jo den hygge tur jeg tog hende på til de “smukke” marker de havde på 13 og 14 tror jeg. Men vi er ikke færdige, for vi mødte en flok lang ansigter mere dog var der rigtig mange denne gang tror en 400 – 500 og ja jeg ved ikke helt hvad der skete men jeg blev væltet og kunne til sidst ikke røre mig så Nova Spade og Hood må have klaret resten dog skal jeg sige at vi havde store kamp rustninger på så de kunne ikke skade os og nu slutter vi, men nej der er en lille ting mere som skal med og jeg tror Web ville blive glad, for som vi stod der i Afrika og snakkede med Ami gik Nova om bag hende og stille og roligt skød hende i hoved, jeg må sige der kom en lille tåre i mit hjerte, for jeg er ved at tro at hun er ved at forstå at man nogle gange bare bliver nød til at gøre det der skal til. Men her vil jeg også sige godnat for der er stadigvæk langt hjem til Seattle.

View
Getting Back

Jane hvor sikker er vi lige her hvor vi er. Jane kiggede sig omkring skrot handleren, Vi er rigtig sikker her, der kommer ikke nogen fra CA her nede. Ok Jane så kigger vi lige om der er nogle andre ting vi kunne for brug for her. Nova, Hood kig efter noget der kunne ligne våben og den slags. Aldrig har jeg set en pige få så store julelys i øjnene. Mike hvor meget må vi bruge på det vi finder. Lige meget Nova vi skal ikke tilbage hertil igen hvis alt går som det skal så vi skal bare have et par tusind til at handle med der ude så omkring 47k vil jeg sige vi kan bruge. Nova begyndte hurtigt at led og jeg tror ikke helt hun hørte det sidste der kom ud af min mund så jeg sendte Hood efter hende for at holde lidt styr på hende og 4 øjne ser bedre end 2.
Så efter noget søgen rundt fandt de en del pistoler, et par as rifler, 1 sniper rifle, 8 laws, 1 stor kanon og af alt en flamme kaster. Nova en flamme kaster. Ja man ved ikke hvornår man lige står og mangler en.
Ok alle de våben og lidt ekstra udstyr som klatre tøv og en lille bil var det vi fik ud af vores penge, alt i alt en god samling for 47k stiks.
Vi læssede det hele i bilen og kørte ud for at møde vores bil vi havde fået af West gate og Spade.
Det var en efter forholdende en rigtig lækker bil og bare det at se Novas øjne da hun så den store kanon der var på toppen, som sendt fra guderne.
Vi begyndte at køre i den retning som vi nogen lunde kunne kalde for syd syd vest, efter Ami’s anvisning. Vi begyndte at finde ud af hvordan vi skulle indrette vores bil så der var plads til os alle.
Vi nåede til den sydlige grænse, hvor der lå et stort krigs skib, der nok engang har været et hangar skib under navnet enterprise. Det var nok sådan ca. i midten af middelhavet. Vi kørte vider på vores kurs hvor vi blev mødt af en af de store sandstorme som der havde været så meget snak om, men vi aldrig havde set.
Jeg prøvede at mindske skaden på vores bil og os selv, ved at lave en sand hule til os. Det virkede fint i noget tid men da sandstormen var væk fandt vi ud af at stormen havde fjernet 3 meter sand fra området og længere fremme var der kommet nogle robotter frem, hvilket vi blev enige om nok bare ville være bedst hvis vi skød dem på lang afstand.
Vi fortsatte vider på vores kurs og fandt et gammelt vej skilt der viste mod Cairo. Ami ville gerne til Cairo for hun mente at der var en klinik der som hun måske kunne bruge til at undersøge sig selv da hun ikke helt kunne finde ud af om hendes krop var blevet syg, så vi ændrede kurs mød Cairo og jeg begyndte at bruge mine evner til at holde hendes sygedom nede.
Cairo var en spøgelses by, hvor tidens tand havde ramt hårdt. Vi kørte mod klinikken hvor vi kort blev beskudt af en robot, men vores bil tog ingen skade fra den og da den løb ind i en bygning tog vi os ikke mere af den og fortsatte til klinikken.
Vi besluttede so for at gå stille og roligt in i klinikken og undersøge den mere eller mindre rum for rum og jeg lærte noget om de evner Spade kunne. Hvor jeg kan se lidt ind i fremtiden og bruge den information i kamp, så kunne Spade bruge sine evner som en form for scanner og det kom virkelig til sin ret, for her inde var der nogle af de der væsner / mennesker der var blevet syge og var mere zombi end noget andet, men med Spades evner var det ikke noget problem for vi vidste hvor de var før de vidste vi var der, så lang historie kort, klinikken var ikke noget vi var bange for, men vi kunne ikke finde det vi ville da der ikke var mere strøm i bygningen og vi ikke havde tid til at undersøge resten af byen for måske at finde noget vi kunne bruge til at lave strøm til de maskiner som Ami ville bruge.
Vi forlod Cairo og genoptog vores kurs.
Da vi nåede til der hvor Victoriasøen nok ville have været engang fik vi en besked fra noget der ville være en maskine men ikke Ami’s søster. Bip bip bip bip biiiip, frit oversat kom ikke længere. Vi sendte en besked tilbage om at vi havde brug for hjælp og om de kunne hjælpe. Deres svar kom bliv hvor i er og vi komme og hjælper jer. Der var noget på den måde det blev sagt i beskeden som fik os til at tænke os om igen og vi fortsatte vider, indtil Ami fortalte at der var nogle ventilations rør som vi kunne bruge til at komme ind, så vi tog vores ting af bilen og satte den til at køre vider uden os.
Med mine evner lavede jeg en jord elevator rundt om os indtil vi nåede røret. Vi skar hul i det og bevægede os mod basen.
Inde i basen kom vi til en lille smule kamp med et par AI’er, men igen ikke noget vi ikke kunne håndtere.
Så nu stør vi så her. Vi har mere eller mindre fuld adgang til hele basen. Der er nogle AI’er på fri fod og Ami skal til læge området, det bedste er at vi har masser af energi på denne base.

View
A new day in Alpha

Efter at have brugt nogle dage på toilettet, var jeg igen klar til at udforske Alpha City med Nova og Mike, Spade var a-wall, vi regnede med at han var hos Jane men det skulle senere vise sig at dette ikke passede.

Vi fulgte op på Novas interesse i den anden person i byen der havde identisk DNA, det viste sig at være en spændende parallel, Maria Craft, hedder hun, hendes liv har sammenfald med novas, hendes forældre har lidt samme skæbne – præcis samme, og frøken Craft er i samme branche som Nova, dog er hun tilsyneladende singel.
Hun deler også en hvis lighed med Nova i det at hun kan skifte form til en trold. Dog adskiller hun sig væsentligt ved at være ekstremt snobbet, rig og meget langt oppe i skyerne.
Det interessante er at Mike efter lang tids overtalelse fik kommunikeret med hende uden at hun forsøgte at skyde hans hologram, Nova fik også lejlighed til at kommunikere med hende via video telefon.

Min DNA broder, har også nogenlunde samme historie, men det valgte vi ikke at undersøge nærmere.

Vi fandt dog ud af at vi tilsyneladende ikke er de eneste der er fanget i denne verden, der er åbenbart også nogle sortelvere fanget her, og der var spor af blodmagi der hvor de havde lokaler eller hvad man kalder der, de kan tilsyneladende lige som os ikke komme hjem, men før vi kunne undersøge nærmere sprang den bygning hvor deres ting var i luften.

Vi fik bestilt våben og andet udstyr hos ham den fede der ligner Jaba the Hutt, men nåede aldrig at hente det.

Nova og jeg fandt byens park, det er en stor park der ligger i midten af byen, stedet er nok det sted i byen der kommer nærmest på den natur vi kender fra vores verden, dog er det ekstremt overvåget, bevæbnede CA vagter, masser af kameraer, selv nogle af fuglene er kamera droner.

Mens Nova og jeg var i parken var Mike på tur på det astrale plan og udforskede verden, han fandt byer Rom bl.a. ødelagt og fuld af mennesker der bare stod og stod, tilsyneladende smittet med noget der i vores termer kan sammenlignes med VITAS. Ellers var de byer vi kender på planeten ødelagt efter krigen, Mike konstaterede også ”Geysere” af magi hvor der ikke var de samme begrænsninger som Mike og Spade ellers har oplevet på planeten.

Dagen efter tog vi Mike med i parken, i parken mødte vi Simon Freeman, en såkaldt Templar, der havde viget sit liv til menneskeheden og bekæmpelse af AI’er, de er åbenbart meget velansete i byen og får gratis kaffe i parken. Han sagde at han havde hørt Mikes kald, men han havde svært ved at finde ham fordi han ikke var fra denne verden. Han var flink men efterlod ikke tvivl om at han var det man kunne sammenligne med en religiøs fundamentalist i vores verden.

Mike konstaterede også at den magiske energi i parken var væsentlig højre end andre steder, og at lige præcis parken var stedet vi skulle lave ritualet for at komme hjem hvis det skulle have en chance for at virke.

Kl 0400 om natten den sammen nat blev vi kontaktet af Jane, der sagde at vi havde 10 minutter til at pakke og komme væk, AMI var kommet i CA’s besiddelse, de havde givet den en krop og nu var den stukket af, og CA holdt os ansvarlige fordi vi havde bragt den til byen. AMI er en klasse 12 AI og kun op til klasse 3 er tilladte.

Jane afslørede for os at hun var agent for West Gate, og at de ville hjælpe os væk og trække tiden lidt før de begyndte at samarbejde med CA.

Vores lejligheder blev neutraliseret og vi tog flugten, ved vores første stop kommunikerede jeg med AMI på fransk og aftalte et mødested, ved porten til Gamle Alpha City, dette blev vi dog nød til at udsætte da det også viste sig at være tilholdsstedet for Templar ordnen i byen, så Mike og jeg tog på sightseeing og jeg aftalte nyt mødested med AMI.

Dagen efter forlod vi vores safe house og samlede AMI op, den havde fået en teenage pige krop og vi måtte forklare hvordan den vedligeholdte sin krop, da kroppen hverken havde fået noget at spise eller drikke siden flugten.

I vores første safe house sørgede Jane for at vi fik alt det udstyr og udrustning vi havde behov for, Nova og jeg har vekslet alle vores Credits til Sticks, Jane har skaffet en PMV til os så vi kan køre i ørkenen, vores mål er Bunker Bravo – en kopi af Bunker Alfa, AMI rapporterede at denne fandtes, da man under krigen lavede dupletter af alt for at fjenden ikke kunne destruerer de teknologiske fremskridt, og man havde sikkerheden i at have en backup, i Bunker Bravo var man dog ikke lige så langt fremme med ormehullet som i Bunker Alfa.

Jane fortalte os at hun havde haft kontakt med Spade og han ville støde til os ved køretøjet.

Mike afslørede over for Jane at han kunne magi, og servede saltet snot, også kendt som østers for hende, og en del andet mad, så vi spiste byens bedste mad på et af byens mest snuskede hoteller.

Nu venter vi bare på Spade så vi kan komme afsted.

View
Welcome to Alpha City

Efter vores undervisning i Alpha Citys sprog og kultur var overstået blev vi ført til det sted, hvor vi skulle bo. Det var vores såkaldte “midtvejsofficer”, Miles Young, der førte os derhen. Endnu en Miles. Det kilder min detektivhjerne, at der er en Miles tilbage i Seattle, en Miles Johnson og en Miles Young. De to sidste her i Alpha City. Jeg har lavet en mental note om, at der skal holdes lidt øje med, om det er tilfælde, om Miles er et meget udbredt navn her, eller om der ligger noget mere dystert bag.

Desværre har the powers that be valgt at være så “flinke”, at de har købt næsten alt vores udstyr for en håndfuld “credits”, som møntfoden her hedder. Heldigvis lykkedes det mig at overbevise dem om, at mine vigtigste ting som amuletter og ingredienser til at fremmane elementaler ikke skulle sælges. Måske det lykkedes fordi jeg påstod, at amuletterne var arvestykker og det andet var livsvigtig medicin. Det sidste forklarede jeg dem dog på så gebrokkent alphask, at de ikke kan hænge mig op på det, hvis de på et senere tidspunkt undrer sig over, at jeg ikke tager det.

Vores nye hjem er et par lejligheder i M17 blokken: en toværelses til Nova og Mike, og to etværelses til Hood og mig. Vores standardreaktion var naturligvis at gennemsøge det hele for mikrofoner og andet overvågningsudstyr. Selvom vi ikke fandt noget var vi dog ikke overbeviste om, at der ikke var noget. Og når først vi har fået den tanke ind i vores hoveder, bliver vi bare ved med at lede, indtil vi finder noget. Det gjorde vi også her. Med lidt snilde fik vi i løbet af dagen pillet de eksisterende kameraer ned og sat vores egne op i et forsøg på, at finde ud af, om der kommer nogen forbi og gennemroder vores ting.

Den første dag brugte vi på at finde os lidt til rette, gå lidt på indkøb i det lokale butikscenter og hænge ud med en af vores naboer og hendes venner på McLane’s, en lokal bar. Jane, som naboen hedder, har taget godt i mod os og har bestemt været et lyspunkt her i byen. Faktisk så stort et lyspunkt, at hun ganske hurtigt er blevet mere end bare en tilfældig nabo. Det skader ikke at have godt selskab, når man er langt hjemmefra.

Efter en herlig morgenkaffe (leveret af Mike “Barista” Hawkins) brugte vi vores anden dag på at finde ud af, om vi kunne lave en portal og komme hjem til vores egen verden. Det kunne vi desværre ikke, da det astrale plan er for beskadiget til, at Mikes ritual virker. Det var en ordentlig streg i regningen, da en returrejse har allerhøjest prioritet for os. Selvfølgelig er det spændende at være et nyt sted, men før vi er sikre på, at vi kan komme tilbage, vil jeg ikke kunne nyde Alpha City. Mit indtryk af de andre er, at de har det på samme måde. Specielt Hood, der efter vi ankom til M17 har lukket sig helt inde i sin egen lille verden. Jeg er nervøs for, om han kan klare det eller om han på et tidspunkt knækker. Det bliver ikke et kønt syn, hvis han gør…

Udover forsøget på at lave portalen undersøgte Mike og jeg også vores magis begrænsninger. Der sker nogen rigtig mystiske ting i dette univers, og selvom de enkelte formularer ser ud til at være nogenlunde konsistente i deres ændrede virkemåde, er der absolut ingen mening i, hvordan de forskellige formularers effekt har ændret sig. Og det astrale plan, puh! Lad mig nøjes med at sige, at det bestemt ikke kan anbefales at projicere sig selv astralt uden et stort lager af hovedpinepiller inden for rækkevidde!

Om aftenen kunne vi på overvågningskameraerne se, hvordan en mand i jakkesæt var gået ind i vores lejligheder og set nyt overvågningsudstyr op. Dette skulle vise sig at fortsætte i adskillige dage og tyder på et temmelig højt niveau af grundighed fra regeringens side. Eller hvem det nu er, der helt præcist har valgt at holde øje med os.

På trods af de på overfladen afslappede forhold (relativt mange penge, et sted at bo, en nabo at hygge sig med) så var vi alligevel en anelse rastløse. Dels fordi vi gerne ville hjem hurtigst muligt, dels fordi ingen af os har det godt med bare at sidde og trille tommelfingre.

Heldigvis kom der lidt hjælp fra uventet kant.

Jane og jeg havde snakket lidt om, hvad vi hver især lavede, og det viste sig, at hun har været hjælper for en privatdetektiv af en eller anden art. En af den slags hjælpere, der er gode til at lægge pres på folk, fremskaffe forsvunde ting udenom de officielle kanaler og så videre. Med andre ord: hun er en form for shadowrunner. Og minsandten om ikke hun kunne bruge lidt hjælp fra vores side.

Helt konkret skulle vi hjælpe hende med at fremskaffe en lille metalbeholder med nogle frø. Den var blevet stjålet et eller andet sted og hun havde et godt spor til, hvor den ville skifte hænder. Så vi fik en ganske glimrende chance for at komme ned i Helvede, som den nederste del af Alpha City så kært hedder.

Lang historie kort: vi fremskaffede beholderen uden nogen problemer. Det kan godt være, vores magi har fået stækket vingerne, men vi er stadig meget stærkere end almindelige mennesker. Så hæleren Slim fik hurtigt givet os beholderen, som vi så kunne aflevere til Jane.

Den eneste krølle på halen ved vores lille “run” i Helvede var, at Slims nabo viste sig at være magisk aktiv. Ikke meget aktiv, men dog aktiv.

Jane virkede passende imponeret over vores måde at håndtere situationen med Slim på, så hun spurgte lidt ind til, om vi kunne være interesserede i mere af den slags arbejde. Selvfølgelig var vi det, men vi blev enige om, at vi i starten skulle tage den med ro og ikke kaste os ud i for store projekter.

Efter en veloverstået mission var der ikke meget andet at gøre end at tage Jane med ud og spise. Hun havde fået skaffet et bord på en fin restaurant oppe i Himmelen, og der var masser af dejlig mad. Jeg har intet problem med at lave af mikrobølgemad i længere perioder. Men der er nu intet, der slår en god gang pasta med frisklavet flødesovs.

Nu hvor det så ud til, at vi skulle lidt i gang med denne verdens variant af shadowruns, besluttede vi at undersøge det sorte marked med henblik på at skaffe våben, ammunition og alle de dejlige ting, en runner ikke kan leve uden. Mike og Nova smuttede ned i Helvede igen for at finde en gut ved navn Fat Boy. Han skulle efter sigende være en form for fixer, der måske skulle kunne fremskaffe det udstyr, vi manglede. Ikke overraskende lykkedes det dem ikke blot at finde Fat Boy, men også at overbevise ham om, at det ville være særdeles sundt for hans helbred, hvis han hjalp os med at fremskaffe udstyr. Mod passende betaling, naturligvis.

Den næste par dags tid skete der ikke det helt store. Det eneste interessante var, at Janes chef kontaktede os fordi han havde brug for hjælp til en opgave. Det var vi naturligvis interesserede i at høre mere om. Vi takkede pænt nej tak, da vi fandt ud af, at det drejede sig om at bryde ind på et beskyttet område og stjæle en energikilde fra en af Core Energys kurerbiler. Core Energy er et af de større firmaer i Alpha City og de sidder rimelig godt og sikkert på magten over byens energiforsyning. Ikke lige et godt sted at starte en ny runnerkarriere, når man ikke har mere end en plutpistol i lommen og lidt vådt bølgepap til at stoppe kugler med.

Som en lille sidenote bør jeg måske indskyde, at jeg på en af mine astrale rejser kiggede indenfor hos Jane. Ikke mens hun var hjemme, naturligvis, for min interesse var ikke i hende, men i hvad hun mon gemte i sine skabe. Okay, det er måske ikke en fair ting at gøre overfor sin partner, eller hvad hun og jeg nu er, men paranoia er som bekendt ikke et problem men en livsstil. Og det var egentlig en ganske idé, skulle det vise sig. I hendes skabe fandt jeg diverse våben af tungere kaliber, tung armour og andet runner-agtigt gear. Hun har helt sikkert gang i mere end blot at være en detektivs hjælper. Men om hun er rigtig runner eller noget andet er vi ikke klar over. Det må fremtiden vise…

View
From Russia with love part II

Jeg kunne mærke på mig selv at jeg havde svært ved at forstå det hele. Der var sket så meget de sidste par dage. Vi var kommet ind i denne verden ved et uheld eller hvad det nu hedder. Få at vide af en computer at stedet var ved at ned smelte komme ud af den bygning og ende i en ørken, finde ud af at vi var på jorden eller en form for jorden, bare længere ude i fremtiden eller i en alternativ fremtid / jord. Vi blev fundet i ørknen af nogle soldater fra en by kaldet Alpha city, som tog os med til deres base. På basen fik vi et læge eftersyn, der viste at vi havde det næsten godt eller som de sagde vi havde omkring 20 til 25 % mulighed for at leve i 30 år, men det var ikke noget problem for de havde en kur i Alpha city og de ville gerne hjælpe os med at få den kur, så hvad kunne vi gøre andet end sige ja tak. Basen var ca 1200km fra Alpha city og det ville tage os 3 dage at komme der til i en eller anden form for luft pude båd eller hvad de kalder dem og efter 3 dage kom vi til denne lille by, med de små 800000000 mennesker. Byen havde en mur rundt om sig der var 200m høj og 50m tyk eller noget. Vi kom ind i en militær lejer som blev kaldt for West gate Academy. Vi kom ind til deres læge og vi fik sovet i et døgn, mens de gjorde det de skulle, med deres nanobots. Ja fik jeg sagt at vi fik en chip ind i os mens vi sov, ja vi var nu også blevet til civile i Alpha city og da vi vågnede fik vi hver et kort med vores navn og alle andre oplysninger der skulle være på det, og der var så også lige 50k på som tak for vores udstyr. Vi fik vores værelser og vi skulle nu til det næste gode. 3 måneder med sprog kursus i deres verdens sprog. Jeg kan ikke altid forstå hvorfor der normalt er så nemt for mig at lære så mange sprog som det nu har været for mig, men deres sprog må være et meget svært sprog, selv om jeg kan de to sprog som deres er lavet op omkring, for det virkede som om Nova lærte det hurtigere end mig, men det kan måske være jeg er ved at være fyldt op eller også kan det være at det er de nanobots som hun har i sit system der hjælper hende nu, bare de kunne hjælpe hende til at forstå køkken redskaber bedre. Når men hvor er vi så nu, ja vi er i en verden som vi ikke kender. Jeg er en kamp klon af en gammel type, Nova er en nydelse klon, Hood er en klon som de har prøvet at give for meget cyberware i. Vi kan deres sprog nogen bedre end andre, tror Nova skal være tolk, og vi har penge på lommen og en lejlighed inde i byen. Nu skal vi så bare finde et sted hvor de ikke bare kigger efter os og finde ud af om vi kan åbne en portal så vi kan komme igennem og hjem eller om vi skal på en længere tur før vi kan komme hjem.

View
From Russia with love.

Tingene var pakkede, og vi var klar til afgang, det var tungt denne gang, vi havde gjort klar til en mindre krig, vi havde fået af vide at vi skulle være klar til alt, så det var vi.
Vi blev samlet op i en lille lufthavn uden for byen, derefter var det 16 timers flyvetur til, Yakut, denne gang blev der heldigvis ikke snakket tysk til mig, men det var tydeligt at Kofstein var indblandet, da det var hans fly der hentede os.
Vi landede i Yakut og tog til lejren, det skulle vise sig at det var en mindre militær og forsknings lejr, forskerne var blevet sendt hjem, da der var begyndt af foregå underlige ting i området.

Astralplanet var i følge Mike og Spade ikke som det skulle være.
De havde fundet en hule, for 120 år siden havde der været aktivitet i hulen, da holdet havde prøvet at undersøge de havde de mistet kontakten til deres drone, derfor var vi her, vi skulle undersøge hvorfor kontakten var tabt. I hulen havde holdet fundet en meget moderne 120 år gammel kæbe mine, det satte gang i tankerne.
Det stod klart at der skete underlige ting i området, der kom jordskælv i interval på 2 timer.
Efter en kort introduktion til folket i lejren for vi hvile og ro, Mike skulle lige prøve badet udenfor, det var åbenbart ren nostalgi for ham.

Vi fik den lokale hus rigger til at undersøge hulen med droner og vise os sonarfilmen af hulen og kunne se diverse ting i hulen, blandt andet noget der lignede en kamprobot.
Dagen efter tog vi af sted mod hulen, bevæbnede til tænderne, Miller der var lederen og hans hold gik først ind, de ville recce, og undersøge og derefter kalde os frem når det var noget vi skulle se på, vi fandt en kamprobot der var ude af funktion, den bar Spade ud af hulen.
Da vi kom længere ind i hulen fortalte Mike og Spade at der var noget der mindede om en grænse i astralplanet, vi gik igennem grænsen, Nova og jeg først, vi er ikke så magiske som de andre, vi ville være sikre på at der ikke skete noget.

Vi trak længere ind i hulen, forbi det sted hvor kontakten til dronen avr blevet mistet, der røg vores kontakt med omverdenen også, vores elektronik virkede ikke mere, så vi lukkede ned ofr den, ligeledes havde Mike og Spade problemer med at få de samme ud af deres magi som de plejer.
Længere inde røg forreste hold i et baghold, vi hørte ildkampen, og hvordan der blev stille.
Da vi trak frem for at undersøge fandt vi holdet delvis sønderskudt, delvis skåret i stykker, og noget der mindede om en robot, også skudt i stykker, det hele endte i en hule hvor der lå en del skeletter der var skåret i stykker, det havde uniformer på fra noget der hed United Army, i rummet var der noget der mindede om en portal.

Vi fandt en masse efterretninger og våben, dem samlede vi sammen og begav os mod udgangen igen, det gjaldt om at komme væk nu, frekvensen på jordskælvene var faldet fra to timer til 20 minutter, og vi havde en fornemmelde af at det havde med portalen i rummet var ved at falde sammen, ”Ormehullet” som de fremmede kaldte den i de materialer vi havde fundet, det skulle åbenbart have været en portal hvor der skulle have være reddet en helt masse krigsflygtninge fra deres hjem, men noget var tydeligvis gået galt.
Da vi begav os ud blev vi mødt af en lys levende kamprobot der mente at vi var fjenden, det var ikke så godt, dens teknologi lå i vores målestok stadigvæk nogle hundrede år ude i fremtiden – øv.

Spade fik kontakt til riggeren i lejren og informerede dem om situationen og de sendte kampdroner ind, kampdronerne kæmpede og dødr, hulen faldt sammen i den ene ende, og ikke engang Novas operasanger var i stand til at lave andet end buler i robotten, og jorden rystede nu så meget at hulen begyndte at falde yderligere sammen – vi havde kun en vej ud, det var gennem portalen.

Vi riggede til så protalen ville blive sprunget i luften på vores side og så gik vi igennem.
Da vi kom ud stud vi i et virvar af sønderskårne skeletter, robotten i hulen var formodentlig kommet igennem portalen og havde fortsat hvor den slap.
Stedet blev kaldt bunker A, og det var 120 år siden der sidst havde været kontakt til mennesker, Central Enheden kunne snakke til os og den fortalte os at anlæggets reaktorer var ved at nedsmelte, vi fik lokaliseret enheden, fik den til at vise os vej til motorpoolen og en pmv med 10% strøm.

Vi fik åbnet porten og lagt afstand til bunkeren før nedsmeltningen, det var voldsomt, men vi klarede den fordi vi var i køretøjet.

Nu meldte sig den første af mange udfordringer, vi stod i en ørken øst for det der havde været Bagdad, og havde 470 km til nærmeset liv ifølge computeren, men vi vidste ikke hvad der var hvor, og vi var ved at løbe tør for strøm.
Vi havde fået tæv da vi var gået igennem portalen, det var åbenbart hårdt for kroppen at gå igennem, Mike kunne heale os heldigvis.

Al vores elektronik fra Seattle var ristet, på trods af at vi havde slukket det.

Vi var ved at løbe tør for strøm, Mike havde prøvet at lade batterierne, der var krystaller op, men det ar ikke gået så godt, Spade havde prøvet at levitere op i luften for at få et overblik, men han kunne åbenbart ikke levitere levende ting. Vi var på den – dog kunne vi skaffe med og drikke uden problemer, eneste udfordring var hvilken vej vi skulle gå.

Generelt havde Spade og Mike en anelse svære ved at bruge deres magi.

Da det blev mørkt havde vi lagt mærke til nogle små prikker der var blevet affyret i ballistisk bane, vi overvejede at søge mod dem men var nervøse for om vi kunne nå frem grundet strømsituationen på bilen.

Vi lagde os til ro, Mike holdt første vagt, lidt inde i vagten blev vi overrasket af en patrulje soldater, de insisterede på at undersøge om vi var robotter før de ville have noget med os at gøre, og sagde at vi var i den røde zone.

Da vi alle var blevet undersøgt, nogle af os var allerede blevet stemplet som kampkloner, tog de os med mod det de kaldte Alfa City, en lille by med 800 millioner indbyggere.
Vi er nu på vej til deres base til ”debreefing” og vil åbenbart få valget mellem at aflevere alle vores ting for en smule penge, eller prøve at klare den i ørkenen på egen hånd.

Det bliver spændende at se om det bliver ørken eller storby.

View
Abstergo

”Det er da en pæn stor bygning, – måske vi alligevel skulle skaffe os nogle plantegninger”. Vi stod foran en stor, gammel kontorbygning, midt i Puyallup, og da vi kun var Sting, Hood og mig, vækkede vi heldigvis ikke så meget opmærksomhed. Det kunne selvfølgelig også være fordi, at det var mørkt, vi havde mørkt tøj på og sørgede for at holde os skjult, imens vi observerede bygningen.
Vi havde for kort tid siden, modtaget besked fra vores nye arbejdsgiver (Abstergo), som informerede os om, at Desmond Miles og måske også nogle af hans medsammensvorne, kunne opholde sig i denne bygning. Der var hovedsagligt mørkt i bygningen, men vi kunne se lys, i enkelte lokaler rundt omkring, så vi besluttede os for at tage hoveddøren, bevæge os stille og tage konfrontationen, hvis vi blev opdaget. Vi havde ikke bevæget os langt ind i bygningen, før Sting kunne meddele, at Desmonds lugt, var til stede, men han kunne ikke definere hvor gammel lugten var. Kort tid efter, havde Hood skaffet plantegninger over bygningen og vi kunne se, at der var 3 plan, – kælder, stueplan og 1. sal. Da vi kom til trappeopgangen, kunne vi høre musik fra 1. salen, og besluttede os derfor, at tage kælderplanet først. Et af de første spændende rum vi fandt, var et laboratorium, fyldt med remedier, som godt kunne indikere, at Desmond Miles havde udført sit arbejde her. Bl.a. så vi noget af det udstyr, som vi i sin tid, havde skaffet til Desmond, da han opførte sig som en grøn Mr. Johnson. ”Spøjst, – Jeg har egentlig aldrig stillet spørgsmål til, hvorvidt min arbejdsgiver var god eller ond, men her på det sidste, har det ligget og luret i mine tanker. – Pisse irriterende”.
Nå, men efter dette rum, kunne vi se på plantegningen, at der skulle være et meget større rum, med en dør i hver sin ende. Det spændende ved dette rum var, at Sting kunne fornemme en magisk barriere derinde, så vi besluttede os for at dele os op og derved dække begge døre i rummet. Sting og jeg bevægede os langs gangen, ned til døren i den anden ende, mens Hood forsøgte at åbne den første dør ind i rummet.

Det næste der skete var meget FUBAR…. Jeg kunne høre over com link, at Hood blev opdaget af en mand og at Sting skyndte sig ned til ham. Hood havde vist pacificeret ham, da Sting nåede ned til ham og jeg kunne høre at Hood slæbte ham ind i et andet rum. Derefter bliver det endnu mere mystisk?? Hood sparker pludselig døren ind til det store rum og lyden af børneskrig og stemmer fylder gangen (og com link). Kort tid efter hører jeg Hood sige over com link, at han skrider nu, efterfulgt af skyderi ude i gangen. Jeg prøver febrilsk at få svar på mine spørgsmål over com link, men intet svar, – ”Så amatøragtig plejer Hood da ikke at være? Og der skal da mere til at skræmme ham?” Nu begynder der at komme liv i butikken… Sting prøver at tale med den mand, som åbenbart er i rummet og jeg kan høre, at han gerne vil beskytte sine små brødre. Jeg kan høre folk komme fra min ende af bygningen og ligger mig i baghold, stadig med forsøg på, at komme i kontakt med Hood, over com link. Jeg beslutter mig for, at bygningen skal gennemsøges hurtigt, nu når vi er blevet opdaget, så lige så snart der var fri bane, bevægede jeg mig videre.

Bygningen var formet som en stor firkant, med en åben gårdsplads i midten, så jeg ville på et tidspunkt komme hele vejen igennem kælderplanet og mødes med Sting, hvis jeg fortsatte. Jeg var ikke kommet langt, da jeg pludselig hørte Hood sige over com link, at han var tilbage. ”Han havde godt nok noget han skulle forklare senere”. Hood befandt sig nu i rummet med Sting og manden med børnene, – det gjorde mig ikke specielt rolig… Jeg bryder mig ikke om utilregnelige kollegaer i sådanne situationer, men havde på fornemmelsen, at der måtte havde været magi på spil. På min runde gennem alle lokalerne finder jeg en kvinde gemme sig i et hobbylokale, af en art (børnekunst over det hele), jeg tager hende med mig, selvom hun påstår hun ikke ved hvem Miles er og at hun kun har været her et par dage. Kort tid efter, får jeg øje på et barn, stående ved et badeområde, og stirre tomt på mig. Jeg genkender barnet, som en af de stjålne børnelig og skynder mig at sætte en kugle i hovedet på ham. Nu er det jo ikke normalt, at jeg bare render rundt og skyder børn, men jeg havde helt fra start, besluttet mig for, at hvis jeg fandt nogle af disse børn, ville jeg bringe dem ud af deres lidelser, med det samme. ”Det er ikke normalt, at de døde skal rende rundt og være eksperimentalt legetøj, for en gal videnskabsmand”.

Pludselig lyder der et ordenlig brag, fra en eksplosion, – ”Er det Sting der er på spil igen?”. Flere brag… og ingen svar på com link.. Hmmm, er jeg mon alene nu? Jeg er nu nået næsten hele vejen rundt og har i mellemtiden placeret kvinden i et rum (uskadt), så hun ikke kom i vejen hvis der blev skyderi. Det sidste rum, inden jeg kan komme over til de andre, er en kantine med et køkken. I kantinen kan jeg se 4 mænd, med våben, dække døren ud mod gangen, hvor Hood og Sting nok er. I den anden ende af rummet står en kvinde klædt i troldmandstøj. Ja, troldmandstøj… Sådan noget mørkeblåt med stjerne, spids hat og den slags. Ved siden af hende, står 4 børn, som jeg ikke helt ved om er nogle stjålne børnelig, eller nogle ganske almindelige børn. Jeg kaster en granat (uden at aktivere den) midt imellem de 4 mænd, mens jeg råber ”granat”, og vender min ”opera-sangerinde” mod kvinden. Da hun virkede som om hun var irriteret over situationen og ikke bange, kunne jeg formode, at hun var en af Miles’ folk, eller i hvert tilfælde en person, som kunne være farlig. Så… Skyd først og spørg bagefter. Kvinden blev delt i to og de fire børn reagerede ikke andet end at de begyndte at løfte deres hænder mod mig og kaste en form for magi. De døde hurtigt (for anden gang i deres korte liv), især fordi jeg pludselig fik hjælp fra Sting, som dukkede op ude fra gårdspladsen. ”Pyha.. Så er jeg ikke alene”.

Da der kom mere ro på, kunne jeg endelig tale med Sting og danne mig et overblik. Sting havde sprunget noget i luften, ind til det rum, hvor der stod en mand og nogle børn. Han var åbenbart en troldmand (måske ham som havde påvirket Hood?) og gik fuldstændig bersærk, da et af børnene døde i eksplosionen. Han lavede noget magi og flygtede derefter med de to sidste børn. Om det var Stings eksplosion eller troldmandens magi, ved jeg ikke, men Hood var hårdt såret og havde trykket på knappen til DocWagon. Vi stabiliserede ham og placerede ham i midten af den åbne gårdsplads, så de kunne hente ham uforstyrret. Derefter gennemsøgte vi resten af bygningen fuldstændigt. Vi fandt en pung og nogle papirer, tilhørende kvinden i kantinen. Hun hed Olga og havde skrevet nogle notater omkring børnenes udvikling og deres reaktioner på kemikalierne. Hun nævnte også at ”skaberen” var sluppet fri og at Dr. Miles var sur over dette. Olga ville gerne lave et nyt ritual. Hun var tydeligvis også irriteret på Primogenitus (den unge troldmand, som gik bersærk), da han knyttede sig for meget til børnene. Af papirerne fremgik det, at Primogenitus var Miles’ første zombiebarn. Vi fandt også et lokale fyldt med ritualremedier og en masse kåber. Resten af bygningen var indrettet, som en form for minisamfund, med en stor skole-del, med undervisningslokaler, henvendt til børn i forskellige aldersgrupper. Midt i gårdspladsen fandt vi en kæmpe ritualcirkel, som vi ødelagde og så var det på tide, at vende næsen hjemad og studere Olgas papirer lidt bedre og besøge Hood på hospitalet.

View
Døde Børn

”og det var alt hvad vi oplevede i Sunnyville”… Sting og jeg, havde liget sat Hood ind i vores nuværende opgave. Tja.. ”opgave” var vel så meget sagt. Vi havde selv taget sagen op, efter den vækkede vores interesse, med stjålne børnelig og tomme/døde områder i Seattle og i byen Sunnyville. Det var en af den slags opgave, hvor man ikke fik penge, men derimod viden og måske mulighed for at stoppe noget ”ondt”. ”Hvad er ondskab egentlig?” Jeg havde længe gået med en fornemmelse af, at Desmond Miles havde stjålet børnenes lig, med misforstået, gode hensigter. Men efter episoden i hans gamle hytte ved Sunnyville, hvor vi befriede et væsen, som han havde holdt fanget, så var jeg ikke længere så sikker på han gode intentioner. Jeg tror, jeg har det med at undervurdere hvor onde og egoistiske de fleste folk er…

”Abstergo, siger i?” Hood refererede til det firma, som vi havde fortalt, Miles engang arbejdede i. Derefter hev Hood et visitkort frem og fortalte, at det var da det firma, som juristen, der havde kørt ind i ham, arbejdede for. Fedt… så har vi jo en forbindelse til firmaet allerede. Vi gik straks i gang med at undersøge Connor Kenway, som juristen hed. Han var tidligere militærmand, været ansat i Abstergo i 10 år og boede alene i et rækkehus i et middelklasses-kvarter. Sting og jeg tog hen til hans bolig, for at holde lidt øje med ham og Hood ringede og aftalte et møde med ham, med undskyldningen om, at han var interesseret i et job i firmaet. Da Connor ikke var hjemme, besluttede Sting sig for, at nærstudere boligen indefra, men da han så kameraerne inde i huset, blev han nød til at opføre sig som en simpel indbrudstyv, – stakkels Connor, han ville ikke blive glad for at se sine dyre møbler, blive ødelagt på den måde.

Imens vi ventede på Hoods møde med Connor, undersøgte vi lidt flere løse ender. Vi fik fat på overvågningsbilleder fra gaden, hvor Desmond Miles’ motel lå, – det motel han havde brugt, da han legede Mr. Johnson. Vi var interesseret i at vide hvem, der havde været ude på gaden, kort tid før eksplosionen på motellet. Billederne viste et professionelt, kampberedt hold, rykke ind på motellet, lige efter vi havde forladt det. Kort tid efter eksplosionen, kommer holdet såret ud og kører væk.

Hoods møde med Hr. Kenway forløber desværre på neutral grund, så der bliver ikke mulighed for ham, at placere overvågningsudstyr i Abstergo’s lokaler, som vi havde snakket om. Til mødet får vi ikke så mange brugbare oplysninger, men det er tydligt, at Connor er meget glad for sit arbejde og han virker også meget loyal overfor firmaet.

Da Connor kommer hjem til sin bolig, får han besøg af nogle folk, som godt kunne ligne gamle militærkammerater. De medbringer en masse udstyr, som vi formoder, skal bruges til at sikre hans bolig bedre, mod indbrudstyve.
Da det bliver lørdag, tager vi ned til en bar, som Connor åbenbart holder af, at besøge. ”En oplagt mulighed for at tage en pæn kjole på, nyde lidt vin og danse med nogle flotte, rige mænd, – nogle gange er arbejdet ikke så slemt”. Jeg snakkede kun kort med Connor, lige inden han gik, da jeg ikke ville tage unødig kontakt med ham.

”Nu bliver vi snart nød til at stikke en pind i myretuen, så nogle andre personer kommer frem i lyset”. Det er lidt trættende, at skygge den samme mand hele tiden, vel vidende, at manden vi egentlig søger, stadig holder sig skjult. Vi beslutter os for at lave et lille eksperiment. Mandag sender vi et brev til Abstergo, Att.: Desmond Miles, hvori vi fortæller, at vi ved hvad han render og laver og at vi er interesseret i et møde. Tirsdag middag, placere vi en hjemløs mand (i pænt tøj) ved tankstationen, hvor mødet skal foregå, og så observere vi fra en god afstand. Vi ser en snigskytte på et tag, en drone i luften og en ukendt mand, som henvender sig til vores lokkedue. ”Hmm, så de er interesseret i at snakke”.

Næste dag tager vi den et skridt videre. Vi ringer til Soren Smith, Abstergos afdelingschef i Seattle, og aftaler endnu et møde, – denne gang med reelle intentioner om at snakke. Mødet foregår i en forlystelsespark, med Sting, som den eneste synlige person (Mr. Johnson). Manden fra tankstationen dukker op og efter lidt snakken frem og tilbage, får vi at vide, at vi vil blive kontaktet om et par dage.

To dage senere, mødes Sting med tankstation-manden, i Seattle zoo (gorillaburet). Abstergo er også interesseret i at finde Desmond Miles og stoppe ham, og de er villige til at samarbejde. De vil give os flere oplysninger om Miles og hans arbejde, hvis vi dukker op i firmaet senere. Sting (Mr. Johnson) tager alene op til Abstergo’s afdeling og snakker med Connor Kenway, som fortæller at Desmond Miles, igennem sit arbejde i Abstergo, har erhvervet sig viden, som han nu bruger til at samle energi i de døde børn (som en slags batterier), med henblik på at åbne en portal/dør. Abstergo vil have ham (og de 20 medsammensvorne) stoppet og er villige til at give os 200.000 nu og flere penge senere, hvis vi finder (og uskadeliggøre) dem alle sammen.

Og sådan fik vi en arbejdsgiver, på ubestemt tid. Nu må vi bare se om vi kan finde de 21 og hvor lang tid det tager. Indtil videre vil vi kun bruge Sting, som vores kontakt til Abstergo, så vores andres identitet vil forblive ukendt. Vores næste skridt vil være at gennemlæse oplysningerne fra Abstergo, om Miles og hans samarbejdspartnere, tage til magiskolen og kontrollere nogle oplysninger og evt. tage på ”hyttetur” til Sunnyville og se om der er dukket noget/nogle op.
Sting fik desuden sat nogle mikrofoner op i Abstergos lokaler, så vi kunne lytte lidt med. Håber ikke de finder dem :)

View
New beginnings

Efter at have spildt lidt tid på de lokale landsbyboere foreslog Nova, at vi kunne ringe til Fiddler for at høre, om han var interesseret i at tage op og hjælpe os. Alt i alt lød det for mig som en god idé fordi det virker som om han har meget mere erfaring med at undersøge (og kæmpe på) det astrale plan.
Han var frisk på at tage herop, så vi besluttede at bruge lidt mere tid på at snakke med de lokale indtil han kom.
Der var ikke det store at hente. Alt i alt blot, hvad man kunne forvente af sådan en by. Det eneste lidt interessante var, at der på Fru Andersens hotel boede en hel masse spirits af forskellig art. Jeg havde ikke lyst til at undersøge dem nærmere – enten var det free spirits, der godt kunne finde på at angribe mig, eller også var de styret af en rigtig nasty mage et sted. Umiddelbart virkede de flinke nok, men som bekendt fanger man flere fluer med honning end med eddike, så det var bedst ikke at stikke snuden for langt frem.
Næste dag tog vi allesammen op til Desmond Miles’ hytte for at undersøge den nærmere. Da vi kom derop så vi en gigantisk summoning circle. Den var cirka
0 meter i diameter, så hvis den blev gjort aktiv ville det være muligt at hente noget meget, meget stort frem fra de dybeste steder af det astrale plan… eller fra endnu længere væk.
Inde i hytten fandt vi ud af, at der var godt med magisk beskyttelse og, til min store forbløffelse, en bunden lysånd af en eller anden art. Den var meget interesseret i at vi skulle sætte den fri, men ville ikke fortælle, hvordan vi skulle gøre, før vi havde lovet at gøre det.
Yeah, right!
Never trust an elf, never deal with a dragon… and don’t let a spirit fuck you in the ass.
Anyway, Sting og Nova insisterede på, at den skulle sættes fri og det måtte jo ligesom være deres hovedpine. For at være i sikker afstand kørte Fiddler og jeg et stykke tilbage mod hytten. Langt nok til, at vi ikke umiddelbart burde kunne blive ramt af noget, spiriten kunne smide efter Sting og Nova, men ikke længere væk end at vi kunne hente dem, hvis de overlevede.
Dog kunne vi ikke helt holde os udenfor og valgte derfor at projicere os astralt og smutte tilbage til hytten for, på god afstand, at se, hvad der skete.
Ganske som forventet var det ikke en god idé. Godt nok kunne spiritten efter dens frisættelse fortælle os lidt om, hvad Miles og hans kumpaner havde været igang med. Men inden den gjorde det var det åbenbart nødvendigt først at give Nova tredjegradsforbrændinger over det meste af kroppen og bagefter skulle den lige besætte hende.
Stakkels Nova. Som om hun ikke har været nok igennem skal hun nu enten trækkes med nogen fæle ar eller igennem en masse plastikkirurgi.
Alt i alt fik vi ikke meget andet at vide end, at Miles og 19 andre mages har brugt deres magiske energi til at animere døde børnekroppe. Selvom Miles var dens mester kunne den ikke sige præcis, hvor han var. Den kunne dog pege os i den generelle retning af Sunnyville og Seattle (de ligger i cirka samme retning fra hytten) og han befinder sig åbenbart et mørkt og fugtigt sted.
Spirits. Pah! De kan ikke bruges til en skid.
Vi besluttede os for, at der ikke var meget mere, vi kunne gøre oppe ved Miles’ hytte, så vi tog tilbage til byen. For at være på den sikre side holdt vi øje med den eneste indfaldsvej, bare for det tilfældes skyld, at nogen af de andre mages havde været i nærheden, da Sting og Nova satte spiriten fri.
Den sidste ting, vi havde brug for at tjekke inden vi satte kursen tilbage mod civilisationen, var om der nu også lå to lig begravet under Miles’ families gravsten.
Det krævede et hurtigt lille midnatsrun ned til kirkegården og med lidt kærkommen hjælp fra Fiddlers earth elementals var vi hurtigt igang med at bryde kisterne op. De to lig vi fandt passede med, at de godt kunne være Miles’ kone og barn. Der var i hvert fald ingen af os, der var i stand til at finde tegn på, at det ikke skulle være dem.
Vi pakkede graven sammen igen så godt som muligt og næste dag tog vi hjem til Seattle.
Det var skønt at være tilbage.

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.