The Keys to the Portals

Me thinks me saw a puddycat!

San Francisco. For 100 år siden var den hjemsted for alverdens outsiders, græsrødder, hippier, homoseksuelle og andre, der ledte efter et sted at høre hjemme.

I dag er den styret af et Japan, der er blevet mere fremmedhadsk end de nogensinde har været før. Siden de første metahumans dukkede op er den officielle tone fra Japan blevet hårdere og hårdere. Grænserne er lukkede, næsten ingen ikke-japanere kommer ind eller ud. Og de har ikke holdt det indenfor deres eget land. I mange år har San Francisco været under japansk kontrol og ingen kan føle sig sikker.

Tingene er blevet en smule bedre i SF efter en del af den japanske besættelsesstyrke brød med hovedhæren og oprettede deres San Francisco Defence Force (SFDF) styrke. Soldaterne i SFDF har valgt at bosætte sig i SF og vil ikke tilbage til Japan. Det kan jeg ikke bebrejde dem, men jeg synes dog, at det havde været bedre, hvis de havde skiftet nationalitet og fået SF tilbage til CAS. Ikke fordi jeg har nogen nationalistiske eller patriotiske følelser overfor SF. Det var bare en fed by at gamble i tidligere. Åh, hvor jeg kunne fortælle historier! Men det må blive en anden dag.

På vej herned i hurtigtoget fra Seattle fik jeg fat i en SF avis og læste lidt op på situationen. Ikke noget nyt og stort. SF er stadig i konstant klammeri med sine naboer, for ikke at tale om “moderlandet” Japan. Det kommer ikke til åben kamp nogen steder, i hvert fald ikke officielt, men hele området er sprængfarligt som en antændt dynamitstang.

Så hvorfor er jeg taget herned?

Jo, det skal jeg fortælle jer. Vi, dvs folkene fra SafeBox samt et par hangers-on, har taget et arbejde for en afdeling af Seattles yakuza. Jeg kender ikke de præcise detaljer. Det er heldigvis kun Jack, der har haft kontakt til dem. Og sådan foretrækker jeg, at det bliver ved med at være. Min erfaring med dem er, at man altid ender med at skylde dem mere end man har fået fra dem.

Målet med vores tur herned er at finde Arthur Brown, som ikke blot yakuzaen men også Abstergo er interesserede i. Han har lavet en del arbejde og forskning omkring magiske ritualer og har været blandet ind i et eller andet, der har med Desmond Miles at gøre. Vi skal finde ham, hvis muligt, og finde ud af, om han har arbejdet aktivt for Miles, eller om han er uvidende om, hvad Miles har været blandet ind i. Det burde ikke være nødvendigt at sige, at vi er meget påpasselige med, hvordan vi angriber denne mission. Hvis Brown har arbejdet aktivt for Miles risikerer vi at få alverdens l*rt i hovedet, hvis vi ikke passer på.

Vores eneste spor hernede er en en vis Daiko Yamakana, der er tidligere VP for YamaTechs våbenafdeling. Han er nu pensioneret, og lever tilsyneladende det søde liv i sydens varme med japansk beskyttelse.

Resten af holdet var taget i forvejen, så jeg skyndte mig hen til deres hotel, da det endelig lykkedes mig at komme frem til SF og finde min bagage, som det skide togpersonale var “kommet til” at lægge om i postvognen. Jeg er sikker på, det er hævn fra purseren, der var muggen over, at jeg vandt et par runder poker over ham i spisevognen.

På hotellet blev jeg hurtigt briefet om, hvad de havde fundet ud af indtil videre. I forhold til, hvor kort tid, de havde været i SF havde de præsteret at fremskaffe en del info, der havde stor nytte for os. De havde en adresse på Daiko og Frank havde fulgt op på, hvad der var blevet af Kara tilbage i Seattle. Tilsyneladende havde der, ifølge hans kilder i politiet, været et angreb på det hotel, Kara boede på, og hun var nu blevet sat under Knight Errants beskyttelse. Angrebet havde ikke båret præg af at være paranormalt, men det betyder ikke, at de små missekatte med store kløer ikke stod bag.

Da jeg havde fået et værelse og dumpet mine ting besluttede vi, at det ville være en god idé, hvis jeg tog en lille astral aftentur hen i nærheden af Daikos hus og se, hvad vi kan finde ud af. Som sagt så gjort: mens Frank og Nova ævlede løs om våben, satte jeg mig over i et hjørne og savlede lidt for mig selv. Jeg hader den del af at være en magiker, men kan åbenbart bare ikke lære at styre mine kropsfunktioner. Det er så pinligt! I det mindste er det kun savl og ikke noget mere ulækkert.

Alt i alt var der ikke noget overraskende ved Daikos hus. Han bor überlækkert. Bør man ikke sige über? Sådan af respekt for det gamle nummer, der går noget i stil med “California über alles” eller noget i den stil? Der var lidt barriers, et par patruljerende spirits og den slags. Som sagt: ikke noget overraskende.

Da jeg kom tilbage igen (og havde fået vasket mig selv lidt) fortalte jeg, hvad jeg havde set. Vi begyndte at snakke lidt om, hvordan vi skulle gribe det an, men endte i en længere snak om Det Onde, moral, dobbeltmoral og hvem/hvad Koffstein og Kali egentlig er. Frank har helt klart hjertet på rette sted, og selvom han ikke lige nu og her helt har forstået det enorme omfang af, hvad Det Onde er, så er han meget interesseret i at lære mere om det med henblik på at hjælpe i kampen. Der går nok noget tid, før han (desværre) får personlig erfaring med, hvad Det Onde kan gøre. Og hvis han er heldig finder han aldrig ud af det. Men han er en frisk knægt, og om ikke andet så kan han lokkes med jagt efter de critters, der er i de verdener, vi besøger som en del af vores kamp.

Da vi havde snakket færdigt begyndte jeg at gennemgå de bøger og artikler, Brown har fået udgivet. Det er ikke så lidt. Der er en håndfuld bøger om både ritualmagi, religiøs magi og noget, Brown kalder “livskraftmagi”. Det meste af det er rimelig almindeligt skole/universitets materiale, men der var et par af artiklerne, der var en kende skræmmende. Brown tager som videnskabsmand en neutral indstilling til tingene og beskriver på den måde måder, man kan finde energi til at drive sin magi. Han skriver ikke direkte om blodmagi, men han kommer så tæt på, at det virker som om han godt kunne have arbejdet med det.

Mens jeg var forsvundet ind i bøgernes univers var Hood og Frank taget ud fra at lede efter andre spor. Desværre var det ikke lykkedes dem at finde noget nyt. Så Frank besluttede sig for at hoppe ind i The Matrix og decke lidt for at finde ud af så meget som muligt om Daiko gennem lidt mere uofficielle kanaler. Hvad kan jeg sige? Han virker herresej til at decke. Det er virkelig en helt anden verden, end hvad jeg er vant til.

Frank fandt ud af en masse interessante ting om Daiko, først og fremmest at han har været overhovede i Goda Ikka yakuzaklanen indtil for to år siden. Da var han 69 år. De sidste to år har han boet i SF og har ingen officiel tilknytning til klanen, men vi går ud fra, at han stadig har forbindelser og kontakter til dem.

Det næste stykke tid brugte vi på at lave overvågninger af Daikos hus og prøve at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Ingen af os havde lyst til at lave hverken et frontalt angreb på huset eller forsøge at lege ninjaer og snige os ind af bagvejen. Da vi dermed var lidt gået i stå besluttede vi os for at tage kontakt til Koffstein for at høre, om han kender nogen i byen, som vi kan snakke med. Det gjorde han selvfølgelig. Den bastard kender folk alle steder. Så vi fik kontakt til en vis John Winters, der er Koffsteins øjne og ører i SF. Udover information kunne han også hjælpe os med våben og andet udstyr, vi helst ikke ville fanges med af myndighederne.

På deres sædvanlige obskure vis lykkedes det Hood og Nova at få sat et møde i stand med den lokale yakuza. Det ville forhåbentlig give os noget mere information om Browns opholdssted og andre relevante informationer. Da de sætter mødet i stand får de at vide, at de skal have en gave med. Og vi snakker ikke en lille pakke Bogø chokolade nede fra den lokale tankstation. Det skal være noget ordentligt. Noget, som Daiko vil være både glad og taknemmelig for. Et våben vil være en god idé fordi Daiko efter sigende er ekstremt glad for våben. Heldigvis er det ikke et problem at skaffe blankvåben i SF. Det er kun skydevåben, der er ekstra meget kontrol med.

Efter en munter snak om, hvad der vil være en god gave ender vi med at finde et autentisk sværd fra Custer’s Last Stand. Eller en sabel. Eller hvad det nu engang hedder. Det bliver pakket ind på passende vis og vi gør os klar til at mødes med yakuzaen aftenen efter.

Da vi ankom til Daikos hus fik jeg bekræftet, at det var en god idé ikke at lave et frontalt angreb. Der var mindst en dygtig magiker i huset, en kvinde hvis fremtoning fik mig til at tænke på ildsalamandere. Derudover var der temmelig meget skjult fysisk sikkerhed. Eller det er i hvert fald min teori eftersom vi ikke så noget overvældende. Et tidligere klanoverhovede fra yakuzaen trækker sig ikke bare tilbage til en almindelig villa. Ikke engang i en japansk styret by.

Mødet går efter min mening ekstremt langsomt. Hvor glad jeg end er for både bantering, konversation og så videre, var det her for meget. Der var en uendelig lang snak mellem Daiko og Hood, der næsten var som en mindre krig udspillet af to verbale topstrateger.

Langt om længe lykkedes det Hood at vinde Daikos respekt og de begyndte at tale sammen om rigtige ting. Som for eksempel Arthur Browns tilholdssted. Daiko bekræftede, at yakuzaen havde hjulpet Brown med at skifte identitet og gav os hans nye navn: Rob Hammond. Hood fortæller Daiko både om Browns kniv og om Kara. Dette vækker tilsyneladende hans interesse, for han sender os ud, så han kan tale med sine forfædres ånder. Vi venter høfligt udenfor indtil salamanderkvinden ud og fortæller os, at Arthur Brown har misligeholdt sin aftale med yakuzaen. De har derfor ingen kvaler med at give os, hvad de har af informationer om ham. Derudover beder de os opsøge Brown og give ham hans betaling tilbage. Aftalen er ophævet, så betalingen skal tilbage. Plain and simple. Vi får at vide, at Brown bor på The Ritz.

For ikke at spilde tid tager vi direkte til The Ritz og beder portieren om at ringe til Hammonds værelse. Imens tager Nova og Frank op til Hammonds værelse og, tjah, jeg er lidt usikker på, hvad der helt præcist skete der. Men jeg hørte dem efterfølgende snakke om et eller andet med en sko i en elevator. Man skulle tro, jeg var ved at være vant til besynderlige episoder, hvor Nova er involveret, men hun bliver ved med at overraske mig. I like that in a woman!

Nede i foyeren på hotellet lægger vi mærke til, at døren ud til trappeopgangen åbner og lukker sig. Det viser sig at være Brown, der er ved at stikke af under dække af en usynlighedsformular. Det havde været en glimrende strategi, hvis der ikke lige havde været en magiker til stede. Det var ikke synderlig besværligt at få ham lagt ned. Altså fysisk lagt ned. Han er ikke min type, så få de frække tanker ud af dit hovede!

Sammen med Hood fik jeg hurtigt fragtet Brown hen til John Winters. Imens tog Nova og Frank en taxa for at møde os. De havde Browns kniv med og ankommer omtrent samtidig med os andre. Winters mødte os i fuldt storvildtjægerkostume og fortæller os, at Kara ikke længere er på sit hotel i SF. Det var rimelig skræmmende for mig eftersom jeg ikke havde opfanget, at Kara havde forladt Seattle og var dukket op i SF. Det var sikkert mens jeg sad og savlede. Typisk!

Hvorom alting er følte vi, at det var bedst at få gemt Brown og kniven af vejen bag en magisk barriere. Så hurtigt som muligt fik jeg lavet en summoning circle, der ville give os lidt ly fra eventuelle magiske søgninger efter ham. Husk på, at der var mange, der var interesserede i at finde Brown. Og hvem ved, hvad et par hyperaktive tigerdyr er i stand til?

Da vi er faldet lidt ned og føler, at vi har forskanset os godt hos Winters, vækkede vi Brown og tog en lille hyggesnak med ham om, hvorvidt Kali er en rigtig gud eller ej. Til trods for hans flirten med blodmagi må jeg sige, at han er en virkelig interessant person at tale med. Gennem vores snak og det af hans udgivelser, jeg havde nået at få læst, fandt vi frem til, at han ikke tror der har eksisteret reelle guder. Men der har derimod været nogen ualmindelig mægtige magikere, der gennem tiderne med et lavt maginiveau har præsteret at bevare eller fremmane deres magiske evner ved at trække på deres omgivelser. Nogen har gjort det ved grusomme ritualer, nogen har gjort det ved at overbevise deres tilbedere om, well, at tilbede dem. Den tro og hengivenhed får åbenbart flyttet noget energi ganske frivilligt fra tilbederen til “guden”. Om det så er skadeligt, fysisk eller mentalt, er uvist. Spændende teorier.

Men det er et lille sidespring. Beklager.

Vi fik af Brown at vide, at Eugene Price fra DociCorp havde kontaktet ham for at få informationer om magiske ritualer, i særdeleshed i forbindelse med Kali og hendes kult i Indien. Brown kom på den måde i kontakt med Desmond Miles og har hjulper ham med at udvikle et livskraft ritual, der på en eller anden måde genererer astralt døde områder. Det var Miles, der financierede og støttede Brown, da han rejste til Indien for at forske i Kalis ritualer og deres effekt.

Ifølge Brown var han ikke klar over, at Miles var involveret i blodmagi, og så vidt jeg kunne bedømme ud fra hans auras udstråling, talte han sandt. Han kan dog nok klandres for ikke at have lagt to og to sammen. Brown er på ingen måder uintelligent, så han burde have forstået, hvad det var, Miles arbejdede med.

Noget rigtig interessant, Brown også kunne fortælle, var at Kali leder efter en form for “magibarometer”, der kan måle det magiske niveau i verdenen. Hun har fundet ud af, at der skulle være et af dem oppe i Tibet et sted, men har vist ikke fået fat i det endnu. Alle de ekspeditioner, hun har sendt derop, er forsvundet sporløst. Personligt tror jeg, det er fordi de er kommet for tæt på Mike, mens han forsøger at få lidt ro og fred. Der er intet, der kan spolere morgenkaffen som en flok kultister på jagt for deres åh-så-store-og-fantastiske gudinde. Jeg håber han har det godt derude og ikke er alt for irriteret af kultisterne. Eller af den af Kalis fire avatarer, som hun har sendt til Tibet.

Vi fortalte Brown, at vi oprindeligt var blevet kontaktet af hans kollega Professor Graham. Det tror jeg, han blev rørt over, og vi aftalte med ham, at vi ville lave en lille film med en besked fra Brown til Graham. Om ikke andet så for at Graham får bevis for, at hans gamle kollega ikke er gået til.

Da vi ikke kunne få mere ud af Brown trak vi os lidt tilbage for os selv for at diskutere, hvad vi nu skulle gøre. Alt i alt havde vi lidt for mange muligheder. Skulle vi aflevere Brown til yakuzaen? politiet? Abstergo? Koffstein? I sidste ende valgte vi, at det nok var i vores bedste interesse at aflevere ham til Koffstein. Det er det eneste sted, hvor vi er nogenlunde sikre på, at Browns viden ikke vil blive brugt til blodmagi eller generelt bare tilfældige ubehageligheder.

Winters får de lavpraktiske ting sat i gang og inden længe befandt vi os på hans luksusyacht med kurs mod Seattle. Det sidste vi hørte inden vi forlod SF var, at Kara og hendes missekatte også havde besøgt Daiko. Vi kan kun antage, at hun nu også kender til Browns nye identitet, tilholdssted og så videre. Personligt var jeg glad for, at vi allerede var på vej ud af byen, da vi fik det at vide.

Turen op til Seattle forløber ganske fredeligt. Det eneste, jeg egentlig har at berette derfra er, at Brown lærte os et ganske brugbart warding ritual, der kan udføres af flere magikere i fællesskab. Det er kraftigere end et almindeligt ward ritual og skal nok vise sig at være nyttigt at kunne.

Oppe i Seattle blev vi mødt af Hans i havnen. Man kan sige meget om Koffstein og hans slæng, men de rejser med stil: først en luksusyacht, så en lækker limousine direkte til en bygning beskyttet af intet mindre end DocWagon. I disse herlige omgivelser tog vi en debriefing med Koffstein, der kunne fortælle os, at han har fundet informationer om en såkaldt “kaer” i det nordlige Tibet. Kaers er en form for fæstning eller beskyttelsesrum, der er blevet brugt i fordums tid, da maginiveauet i vores verden var så højt, at der næsten var hul mellem de magiske planer. Dengang var det nemt for Det Ondes agenter at trænge ind i vores verden og gøre deres bedste på at destruere alt liv, de kunne finde.

Her blev vores debriefing afbrudt af endnu en snak om, helt præcis hvad Det Onde er. Igen er det Frank, der ønskede at vide mere. Som sagt: en god knægt. Der skal nok komme en fin mand ud af ham.

Koffstein berettede yderligere, at Kali også leder efter kaers for at kunne beskytte sine egne tilbedere når/hvis maginiveauet igen stiger til et niveau, hvor Det Onde kan trænge ind i vores verden. Disse kaers er interessante dels fordi de i sig selv har (magi)historisk værdi, og dels fordi der i dem findes disse magibarometre, som folk i kaersene har brugt til at holde øje med, om det var sikkert at åbne portene og begive sig ud i verden igen. Og lige netop kaeren i Nordtibet er ekstra interessant (og farlig!) fordi der ifølge Koffsteins forskning måske er en “horror” inde i den. Jeg må her tilstå, at jeg ikke er bekendt nok med Det Ondes agenter og tjenere til at kunne sige, hvad en horror er. For mig lyder det dog som noget, der i traditionel mytologi ville blive kaldt en dæmon. Mike og Sting har vist stiftet bekendtskab med en horror på et tidspunkt, men jeg kender ikke de nøjagtige detaljer om det. Forståeligt nok var vi alle nervøse ved tanken om et sådant væsen.

Nu venter så bare det store spørgsmål om, hvordan vi går videre nu?
Tager vi til Tibet, med risiko for at gøre Mike sur?
Tager vi på critterjagt i en mere magisk verden, så Frank kan få et fint jagttrofæ til væggen?
Tager vi på shopping spree med Nova, så hun ikke får abstinenser?
Tager vi ned til det lokale kasino, fordi det synes jeg nu engang er det mest logiske at gøre?
Eller tager vi et par underbukser på hovedet, stikker en blyant op i hvert næsebor og siger “wobble” i et forsøg på at undslippe vores pligt?

View
Seattle Maj 2071

Ah Maj 2071, jeg husker det som var det i går, hvilket nok ikke er så mærkeligt for det var i går, men jeg starter lige lidt før, som jeg plejer.
Jeg er så småt begyndt at arbejde lidt mere sammen med nogle andre, som laver mærkelige ting og nogle af de ting de laver er noget som jeg finder meget interessante, som det at rejse i rum for jeg ved ikke om de også rejser i tid, mens andre ting de laver virker lidt mere alternative, som deres fanatiske jagt på blod mager og en eller anden der hedder Miles og et corp. der hedder dosi eller noget. Nå men der er en i den gruppe der hedder Nova og hun virker ikke helt som de andre, men det må tiden vise om det kun er et tilfælde, men for at komme tilbage til min historie så havde hun vist interesse for min hobby med middelalder market og jeg havde inviteret hende til at være med til en uges market i Bismarck. Det gik godt og vi kørte tilbage mod Seattle. På vejen tilbage begyndte de på radioen at fortælle om en eller anden storm der var på vej og man skulle nok holde sig inden døres i weekenden, hvad kan jeg sige andet en fedt. Nå men vi kom hjem til Seattle fredag, så der var lang tid til stormen og alt det der med Lonestar der ikke havde mere med byen at gøre i radioen og ja jeg hørte ikke rigtig efter, så efter en lang uge med Nova ved min side var det på tide at ordne udstyr, tjekke mails og få sovet og med det sovet meget. Nova havde sagt at hun ville have mig med i byen når vi kom hjem, men jeg var ikke rigtig i humør til det. Den næste morgen ringede Nova semi tidligt, jeg kiggede ikke lige på klokken men tror den var omkring 12-13 stykker. Hun gav ikke meget mening i telefonen, men det jeg fik ud af det var kom over til mig og hjælp med at lede efter et eller andet og det er meget vigtigt. Nova var ude af den, for hendes ven der hedder Hood eller det bliver han kaldt have fortalt hende at der var nogen i byen der var efter en eller anden mønt som hun skylle have et sted i huset og det skulle være farligt at have den i nærheden af sin person, så naturligvis havde Nova ravet alt ned for hylderne og ja næsten ødelagt væggene eller det tror jeg hun ville have gjort, hvis jeg ikke var kommet, så jeg hjalp hende med at søge, men vi fandt ikke nogen mønt. Novas telefon ringede og det var Jack der ville have hende til at mødes for han havde et job som han skulle bruge lidt flere hænder til, så Nova sagde at hun ville komme og ville tage mig med. Jack havde et job, hvor vi skulle finde en mand der hed A. Brown og nu kan jeg kun sige at det gik stærkt. Hood kom og fortalte noget om et mord og vi skulle undersøge det også. Jack og Hood er gamle FBI agenter så de ville gå og finde ud af hvad de kunne omkring de lig der havde været og Nova og jeg skulle tage ud og kigge på stedet hvor det var sket. Så hvad kan jeg sige ud over Fox Mulder FBI. Nova og jeg tog der ud og kiggede på stedet og der var ikke så meget at se ud over på det astrale plan og der var at der var resterne af en meget stor forsvars cirkel. Da vi så ikke kunne finde ud af mere tog Nova og jeg til politi stationen for at tale med efterforskeren. Manden vi mødte hed Wilson eller noget i den retning, jeg må sige jeg er ikke helt sikker men hvad, jeg skulle jo også kun snakke med ham for at få filen over stedet. Nå men det gik meget nemt, for han var meget glad for at FBI ville ind over sagen og han fortalte om en anden sag som næsten lige var sket og den mindede meget om det sted vi lige var kommet fra, så vi tog der ned. Nova ringede til Hood mens vi kørte og fortalte det vi havde fundet ud af og de fortalte det de havde fundet ud af og det var noget med en mand der havde arbejdet for dosi corp. og noget med de der døde børn som Spade snakkede om, samtidig med det var der en mand der ligesom havde fået knust alle sine knogler på en eller anden måde.
Det andet sted vi kom ned var en spille bule for Yakuzaen og de var alle blevet dræbt af et eller andet stort katte dyr. Vores efterforskning gav os ikke særlige mange spor at gå efter, for der var blevet gjort rent efter det der var sket, altså på det astrale plan, der var så rent at det så helt forkert ud og der var ikke noget på overvågningen, for den var ødelagt og da vi ikke havde tid og udstyr til at lave de normale undersøgelser, måtte vi overlade det til det normale politi.
Da vi ikke kunne komme vider på den front, ville Nova og jeg tage ud og tale med den professor, som havde kontaktet Jack, for at finde ud af om der var mere vi kunne finde ud af fra den vinkel, jeg mener hvad gør man ikke for at tjene ca. 20-40000 til deling. Efter en god gang efterforskning, fandt vi ud af at han havde lavet en del forskning inden for hvordan man opbygger ritual magi og andre former for magi. Vi fandt et billede af ham, hvor han var på en fiske tur sammen med nogle andre venner eller noget og den ene var den advokat som vi for et lille stykke tid siden slog ihjel.
Med vores nye informationer tog vi tilbage til der hvor de andre holdt til, hvor vi fandt ud af at Jack og Hood havde mødt en der hed Kara og hun skulle være en eller anden utrolig smuk kvinde der skulle arbejde for en der hedder Kali og skulle være en eller anden form for mægtig mager der næsten skulle være en gud.
Da vi viste billede til Hood blev han lige pludselig meget sikker i sin sag om at Brown var ond og skulle dø, men det løste ikke problemet, med at finde ham, så Jack kom på den ide at prøve at snakke med yakuza’en
og finde ud af om de kunne være interesseret i at finde ud af hvem der havde efter deres spillebule, men inden vi kunne det blev vi sendt ud til et nyt sted af politiet, hvor de mente vi kunne være til hjælp og der fandt vi en magisk cirkel klar til at lave et magisk ritual, med en mand i midten der havde fået alle sine knogler knust. Til den ene side var der en død tiger og et af de der døde børn som var død og der hang 4 døde folk der inde som vær drænet for blod, men desværre var der ikke rigtig nogen spor at gå efter der nede, så Jack og Hood besluttede at de ville prøve at snakke med yakuza’en og Nova og jeg kunne være back up hvis der skulle ske noget.
Jack fandt en eller anden måde at komme i kontakt med dem på og på en eller anden måde fik han dem til at vise ham optagelsen af hvad der skete nede i spillebulen og det var denne Kara der kom ind sammen med 3 tiger eller weretigere. Jeg tror ikke helt jeg fandt ud af hvad han aftalte med dem, men han fik da at vide et navn på en i san francisco der måske vidste hvor han var, så vi skulle til san fran, men der var lige et lille problem som vi skulle have ud af vejen, men den snak gider jeg ikke komme ind i nu. Vi kunne ikke flyve til san fran så vi snuppede lige toget og ja jeg er klar til at finde ud af om weretiger er lige så slemme som alt det jeg har læst om dem og hvem ved det kan komme til at stå 3-0 til mig. San Francisco here I come.

View
Seattle Hongkong tur retur

Log :
Jeg vil prøve at fortælle hvad der er sket de sidste par dage, ja det er ca. 8, men hvem tæller.
Det ville ikke give nogen mening hvis jeg ikke starter lidt før ca. 30 dage før.
Jeg blev ringet op af min ven Djengo der skulle bruge en hånd mere til at finde en mager der havde kidnappet 2 små piger. Han ville have mig til Detroit hurtigt. I Detroit mødte jeg en mand som Djengo kendte og det var ham vi skulle arbejde for. Jeg arbejder ikke rigtigt i den del af verden, så jeg lod Djengo føre ordet. De ting jeg har lavet med Djengo har ikke været på den møde, jeg er trods alt bare paranomal jæger og da denne mager, Spade, fortalte mig at jeg var en eller anden form for portal nøgle, men det vil sige at jeg vel skal jage mig selv, for nu er jeg vel paranormal eller noget, men han havde ret og ved at jeg spiste noget orichalcum og hans 12 timers ritual fik vi åbnet en portal til en anden verden, jeg tror med nogle forsøg ville man kunne komme uden om det der orichalcum, men kan jeg tænke på senere. I den anden verden skete der en masse ting, men det er ikke vigtigt lige nu, det vigtige er at vi fandt ham mageren vi søgte og de 2 små piger i live og den mager lever ikke mere det kan man godt sige takket være Spade og hvis der er nogen der vil vide hvordan det hele skete så har jeg det på film, det kan jo være det bliver brugbart på et tidspunkt. Nå men vi fandt en telefon på ham mageren og den prøvede Djengo og jeg at finde en ejer til, hvilket fik os til NY. vi lavet en del overvågning af en bagage box som vi havde fundet en telefon i som vores mager telefon ringede op. Ok nu må i altså bæreover med mig. Djengo snakkede med Spade om et muligt job eller noget og Djengo og jeg havde snakket om at vi måske kunne finde ejeren af telefonen og måske den vej igennem få nogle flere penge, så Djengo gik i gang med hans trylleri mens jeg tog på oplevelses tur, hey jeg har ikke været i NY. og kommer det nok heller ikke lige med det samme igen. Fed by, så en masse steder og en musical der hed Django, den var sådan ok, vil jeg sige. Da jeg kom tilbage til hotellet hvor Djengo og jeg boede, fik jeg at vide at vi skulle en tur til Hongkong og vi skulle rejse mere eller mindre med det samme. Vi stoppede i Seattle for at skifte fly, hvor vi skulle mødes med Spade og en eller anden dame han havde taget med. Jeg må sige a Spade har et eller andet kørende for sig, for den dame var nok det mest perfekte jeg havde set i lang tid, eller sagt på en anden måde hun havde ben der gik hele vejen nedefra og op, bryster der var så velformet at kun en mand kunne have drejet dem. Ja hun kunne nemt få en mand til mere eller mindre hvad som helst. Hendes navn er Nova og jeg var lige ved at snakke over mig, så min hjerne hev i nødbremsen og jeg kom til at sige noget pænt om hendes bryster og Djengo blev lidt sur på mig. Turen til Hongkong gik meget godt og da vi kom til vores hotel, havde Spade fundet et sted hvor vi kunne få nogle våben og andet udstyr som vi måske skulle bruge. Jeg fandt en masse ting i den forretning, blandt andet en agte stormtrop hjelm. Jeg ved ikke helt hvad der skete for Djengo og Spade, men jeg tog Nova med ud på indkøb eller d.v.s. hun tog nok mig med på indkøb og jeg vil tro at Djengo lavede hans trylleri i mens. Nå men Spade og Djengo fandt ud af at en mand der arbejde for teleselskabet og det blev til en dags undersøgelse af hans liv og gøremål, hvorefter Djengo lagde en besked på telefonen. Den næste dag kom han og aflyttede den gik ned til metro stationen, satte en besked ned under en bænk og gik. Djengo og Spade prøvede at “tale” med ham men de fandt ud af at han ikke vidste noget, for han var under magisk kontrol.
Den besked han efterlage sig blev hentet af en anden, der også var under magisk kontrol og han tog den til et nyt sted, hvor en tredje tog den og puttede den i en post kasse, som vi opsnappede og fandt en adresse den skulle sendes til i Seattle, så vi sendte den med nogle dages forsinkelse og tog et fly til Seattle.
Tilbage i Seattle fandt vi den adresse som posten skulle sendes til og det var en postkasse ved en nedlagt bygning og vi fandt ud af hvem der kom og hentet post og fandt hans adresse, samtidig fandt vi ud af at han ikke var magisk kontrolleret.
Vi tog ud til hans hus for at go ind og finde ud af om han havde noget som vi kunne bruge af information, men hans kone var i huset sammen med deres 2 børn, så jeg kunne ikke bare snige mig ind og sætte nogle bugs op, så jeg tog hen til huset som politimanden Axel Foley. Jeg kan kun sige at jeg ikke var klar til det der mødte mig inde i huset. Manden var nok ikke så meget til sin kone for hun ville ikke høre på mig, ved mindre jeg ville en tur i kanen med hende, men som altid så er det ikke lige min stil, så jeg fik listet mig uden om, hvilket nok var godt. Så jeg forlod huset, men lige inden havde jeg set hvor posten skulle afleveres. Jeg fortalte det til de andre og Spade kunne fortælle at det var en mægtig blod mager der stod bag det hele og det var den samme blod mager som Spades normale hold havde kæmpet mod, for noget tid siden og han var meget farlig, efter hans mening.
Vi fandt hans kontor, men det var inde bag de trygge mure af et mega corp. og vi kunne ikke gøre noget ved ham mens han var der inde. Vi snakkede en del om hvordan vi kunne få ramt på ham og der var mange semi ting der kom på boret. Jeg kom med forslaget om at vi kunne lægge en, jeg tænkte på mig selv, med en rigtig stor rifle, på en anden bygning, men de mente ikke det var en god løsning. Jeg tror ikke Spade og Djengo rigtig ved hvad en dygtig sniper kan gøre med den rigtige kugle. Jeg tror måske jeg skal snakke med Djengo på et tidspunkt og fortælle ham lidt om nogle af de ting, han er trods alt nok mig eneste ven. Nå men mens vi sad og snakkede om det fandt vi ud af at han havde et møde ved en restaurant i det pæne natur område nord for DT. og efter noget snakken frem og tilbage blev Spade, Djengo og Nova enige om at vi skulle skyde ham når han kom til mødet og jeg kunne ikke snakke dem fra det, så jeg kiggede på området og fandt et rigtig godt sniper spot og tog der op, noget tid før de andre. Blod mageren kom og Spades ordre kom skyd, hvilket vi alle sammen gjorde. Djengo løb hen til bilen og tog det der var inde i den. Derefter forlod de 3 stedet mens jeg blev tilbage og sikrede området og fjernede spor af at vi havde været der. En gang imellem kan jeg kun sige at ikke alle er lige professionelle. Ja ja det er jo heller ikke alle der har min gode barndom eller har set så mange film som jeg har. Efter vi var kommet væk fra området og der var gået nogle timer kontaktet Nova mig og ville høre om jeg stadigvæk var der. Vi blev enige om at tage en tur i byen og hvad kan jeg sige andet end jeg blev meget ful.
Jeg ved ikke hvad fremtiden vil bringe, men jeg kan kun sige at efter vores bytur og en lang snak dagen efter er mit syn på Nova blevet meget mere end det at hun har en pæn krop, så jeg tænker at jeg vil prøve at snakke noget mere med hende og hvem ved måske kan der komme et venskab ud af det, nå ja hun fortalte mig også at hun er en portal nøgle ligesom mig og at hendes kæreste / mand havde lavet hende om fra trold til menneske, så han må være utrolig mægtig. Slut for denne log.
ps prøve at finde et sikkert sted at udføre nogle forsøg.

View
Et blodigt opgør… (over stok og sten part II)

Kan se at Spade giver sin fortælling i et lidt subjektivt syn, og tilsyneladende havde glemt at jeg også var med, så jeg vil nu prøve at fortsætte i et mere objektivt syn på hvad der skete.

Ja, Frank var ikke meget for at sluge mønten, men med Jell-O (tilsat lidt lokalbedøvende middel – sorry Frank, men var for dit eget bedste) gled den da ned. Men ja, det var interessant at skulle krydse grænsen til denne nye verden. Meget svært at overbevise sig selv om at det er muligt (hvorfor det nok også tog os et par forsøg). Men vi kom da igennem, og som Spade rigtigt fortæller, fandt vi spor efter Russel og en vogn eller en kærre, der tilsyneladende havde mødt ham i denne nye verden.

Efter at have fulgt sporene en halv dags tid, kom vi til det der mest af alt mindede om en farm eller gård, taget ud af en gammel western film. Vi beslutter os for at undersøge hvem der bor der, for nu at finde ud af hvem (eller hvad) der går for normale beboere i denne verden, samt om de skulle have set Russel komme forbi. Djengo banker på gården, hvor en mand åbner. Herefter er det lidt forvirrende, personen bliver øjensynligt bange (måske han aldrig har set en ork), og forsøger at smække døren. Djengo forhindrer dette et, og manden flygter, – hvorefter Djengo gør kort proces og skyder ham i ryggen (dog med LL ammunition). Mandens kone og børn (formoder jeg), flygter til laden hvor de låser sig inde. Så alt i alt en rigtig god introduktion til den lokale befolkning, ingen døde…

Den verden vi var kommet til, så ud til at være i en periode tilsvarende midt i middelalderen. Lokalbefolkningen var indisk/mellemøstlig udseende, dog at der også var personer med blå øjne. Den lokale dialekt mindede om en afart af germansk og gallisk, så det tog lidt tid førend vi kunne kommunikere ordentligt. Som en sidenote er det rigtig interessant at se hvordan den germanske sprogstamme ser ud til at være universel gældende for intelligent liv. Her i en anden verden i en anden tid, er det fuldstændigt uafhængigt opstået. Samtidigt har Spade tidligere fortalt at de i en anden verden – som var lang mere teknologisk udviklet – talte en dialekt der mindede om en blanding af engelsk og kinesisk. Nå men tilbage til fortællingen…

Efter at have fået lidt mere styr på situationen, og få manden på benene igen, lykkedes det os at overbevise manden om at vi ikke ville dem noget ondt, men blot søgte nattely og informationer om Russel. Familien havde ikke set ham, men manden accepterede at spørge i den nærliggende by (Djengo overtalte ham på bedste ork-vis: ”hvis du overvejer ikke at komme tilbage, eller at fortælle folk i byen hvem vi er, så tænk på din kone og børn…”). Det viste sig at Russel havde været forbi dagen før, og efter at have provianteret var fortsat mod syd.

Så vi samlede udrustningen og satte kursen mod syd. De næste dage kom vi forbi nogle flere byer, og generelt lod vi Djengo gå derind (vi fandt ud af at orker, trolde og elvere også eksisterede her) og høre om Russel havde været forbi, samt om det var muligt at købe heste eller andre ride/pakdyr. Heste var åbenbart en værdifuld vare, og det var kun Greven i området der havde så mange at der kunne sælges af dem (og hans by var vi ikke kommet til). Så vi fortsatte ufortrødent i Ilmarch i håbet om at indhente Russel. Efter ca.5 dage kom vi til en større by, hvor Spade fandt Russel ved brug af magi. Spade tog herefter kontakt til det lokale tempel, og fortalte at vi var udsendt af loven fra syd, og jagtede denne onde troldmand (ja magi eksisterede og var velkendt her), der havde kidnappet to små piger. Vi fik lov til at udøve magi på kirkens vegne (dog ikke på kongens jorde). Spade og Frank fandt frem til det hus som Russel havde benyttet, og aflagde dette et besøg. Huset var ikke et normalt hus, men nærmere indrettet som et lille fængsel. Der var to hyrede vagter og den ene søster blev holdt fanget. Spade og Frank udspurgte vagterne, (Spade havde ved magi uskadeliggjort dem) og fandt ud af at Russel havde taget den anden pige til en by med båd dagen før. Så tilbage til kirken, høre om de kunne hjælpe med transport til denne by, samt om muligt sende besked til kirken der om at vi ville komme.

På selve sejlturen skete der ikke meget, om end, det lykkedes os næsten at indhente Russel. Således kunne vi fra indsejlingen til byen se Russel med følge gå fra borde. Spade forlod sin krop, og fulgte efter dem, og fandt derved frem til deres tilflugtssted.

Nu var det så at vi (Spade)tænkte at det ville være godt med lidt hjælp, og derfor blev kirken lidt mere involveret. De lovede at komme med en gruppe tempelriddere (hvad de så end er værd), men der ville gå en time. Så Spade, nok grundet bange anelser om Russel, valgte at vi skulle slå til hurtigst muligt, og så måtte tempelridderne komme når de kom. Frank der er sendt i forvejen, har opdaget at huset er overvåget af ”lokale”. Efter alle er kommet på plads, Spade og Djengo på forsiden, og Frank og undertegnede på bagsiden, gøres der kort proces med de ”lokale” (rolig, rolig, – de får kun lidt fødder i hovedet og hænder i skridtet…). Herefter bryder vi samtidig hoveddør og bagdør ned… troede vi. Det viste sig at endnu engang er der tale om et fort forklædt som hus. Så Spade løfter Djengo op i luften og han braser ind af vinduet på første sal, mens Frank bruger sit ”lyssværd” og begynder at smelte låsen på bagdøren. Spade løfter sig selv op, og da de er kommet ind lyder et ’lille puf’ – det ser ud til at disse middelaldervagter har granater…

Nå, men Spade lader sig ikke ryste af lidt granater, så han løber lige i retningen af hvor de kom, og bruger magi (igen – tror ikke Spade ved hvordan man bruger en god gammeldags pistol eller riffel) til at uskadeliggøre dem. I mellemtiden har Frank fået smeltet låsen og han og jeg stormer underetagen… (det lyder godt). Spade har imidlertid fundet ud af at alle levende individer (herunder Russel og pigen), er i det centrale rum i bygningen.

Vi samles uden for døren til rummet, og gør klar til at storme det…

Frank åbner døren – Lig kommer flyvende ud af døren – Spade kaster magi – Alle undtagen Russel og pigen falder om i rummet – Jeg skyder Russel – Djengo fyrer løs på Russel og løber ind i rummet – Lyn gnistrer om Spade – Spade kaster magi – Russel falder om…

Så ca. 2½ sek. efter Frank har åbnet døren, skaber vi overblik over situationen (Jeg ved det, vi er blevet gamle og langsomme). Det er synligt at der har været gang i noget blodmagi. Der er en søjle af blod op ad væggen, hvor blodet løber i en stadig strøm rundt om en person der er inde i det. Vi får taget pigen ud af rummet, og Spade uskadeliggør Russel (af hensyn til børn og svagelige sjæle undlader jeg beskrivelse). Blodet løber til vores forundring ind i ritualet, – så hvem driver det, er det Russel, en anden, eller er det drevet af det blod der er til stede?

Efter at have undersøgt ligene lidt mere, finder Djengo en bog, hvor forskellige blodritualer er beskrevet. Vi formoder at der er tale om et ritual hvor sjæle kan overføres fra en krop til en anden, eller at personer kan genoplives. For at afbryde ritualet forsøger Spade (med magi) at flytte personen inde i blodet ud. Noget af blodet fra ritualet løber ind i kroppen på denne person og han vågner. Spade forsøger hernæst at tage liget (det der fløj ud af døren) og lægge det ind og herefter tage det ud igen. Samme resultat, liget vågner, og der forsvinder bold fra søjlen. Spade gentager nu med flere lig, indtil der ikke er mere blod*.

Imens dette sker, har jeg taget pigen tilbage til templet, og fundet ud af at byvagten har omringet stedet to-tre gader væk, og alle beboere er blevet evakueret. Så Spade, Frank og Djengo venter på tempelridderne, førend de forlader huset. Tempelridderne brænder huset med ”hellig ild” (en form for rituel magi) og eskorterer os til templet. Job done – nu skal vi så bare hjem igen…

Vi tager ca. tre dage ud i ødemarken (hvilket her bare var en større lund mellem en masse marker) og Spade gennemfører ritualet for at åbne portalen. Desværre for Frank havde vi ikke noget Jell-O (husk pulver i fremtiden, – pebermynte (den grønne)), men Frank fik den ned efter et par forsøg…

The rest is business as usual, – deliver the news, get paid and go home…

Og husk, dette er min objektive fortælling i en verden hvor der kun er én sandhed, – en for hver af os…

”DOC”

*NOTE: Spørg Spade hvordan de genoplivede havde det efterfølgende.

View
Over stok og sten

Der er sket meget i de sidste måneder siden de andre brød ind hos DociCorp. På grund af min efterforskning af Desmond Miles og hans følge havde jeg ikke mulighed for at være med inde hos DociCorp og ved derfor ikke præcis, hvad der er sket derinde. Det må dog have været noget temmelig slemt eftersom både Mike og Hood har trukket sig lidt tilbage. Hood dukker nok op igen på et tidspunkt, men det virker som om Mike har valgt at gå på pension.

I de efterfølgende måneder var der ikke meget andet end surt slidt, masser af dead ends og træning, træning, træning. Siden min initiering i Mike og Stings magiske gruppe er der virkelig kommet skred i min udvikling indenfor magiens verden. Men det er et sidespring i forhold til at dokumentere de sidste dages hændelser.

Det første rigtige spor, vi i rigtig lang tid har fundet i sagen om Miles, har sendt os på noget af en tur. Det hele startede med, at navnet Warren Russel dukkede op. Han er en kemi- og elektroingeniør fra MIT, men skulle også have lavet en del magiske eksperimenter. Han burde for tiden været forsvundet, men en af mine kontakter fortalte mig, at han var blevet fanget på et traffikkamera i Detroit. Det var ikke mange timer siden, billedet af ham var blevet taget, så der var god mulighed for at kunne finde ham dernede, og jeg satte derfor en masse ressourcer ind på at få ham fundet. Der kom forholdsvis hurtigt informationer om den bil, Russel havde kørt i. Den var lejet i Detroit i to dage, så det virkede som om han ville være der i hvert fald de næste 24 timer. Gode nyheder, for det betød, at der burde være mulighed for at få fat i ham.

En ekstra motivation (ikke at vi behøvede det) var, at Russel efter sigende skulle være blevet set med to børn. Det fik mig til at tro, at han også var i gang med de samme ubehagelige forsøg, som Miles, DociCorp og de andre var involveret i: døde børn, der genopstår og bliver brugt til jeg-ved-ikke-hvad.

Et hurtigt tjek med resten af SafeBox gruppen bekræftede, at de ikke var friske på en smuttur østpå, så jeg var nødt til at finde anden backup. Det var heldigvis ikke det store problem, for jeg har nogle gange gennem de sidste år arbejdet sammen med en dygtig bounty hunter ved navn Djengo, og han var heldigvis tilgængelig med kort varsel.

Her bør jeg måske indskyde en kort bemærkning om mit arbejdsforhold med Djengo. Det er rigtigt, at vi har arbejdet sammen, men de første gange, vi mødtes, var det kun ham, der arbejdede, hvorimod jeg, tjah… jeg gjorde mit bedste for ikke at blive fundet af Djengos arbejdsgivere. Det var vist noget med nogen nærtagende kasinoejere, der ikke troede på mig, da jeg fortalte, at de nok skulle få deres penge tilbage. Jeg tror det lykkedes Djengo at finde mig en 3-4 gange i løbet af nogle år. Og på en særdeles lang køretur, vi havde sammen, fik vi snakket lidt frem og tilbage om tingene. Han afleverede mig desværre stadig til sine arbejdsgivere, men alt i alt fik vi et ret godt indtryk af hinanden, så vi blev enige om at udveksle kontaktinformationer til fremtidigt brug.

Djengo var som sagt med på at arrangere en tur til Detroit og kendte nogle folk, der kunne få mig skudt afsted med den underjordiske tunnelbane, der normalt bruges til fragt. Mens jeg var på vej ville han og hans makker sætte kurs mod Detroit, så vi kunne mødes der næste morgen.

I Detroit mødtes vi på en diner for at udveksler informationer og jeg fik hilst på Djengos makker. En ung mand ved navn Frank. Selvom jeg ikke var klar over det, da vi mødtes, ville Frank komme til at spille en meget vigtig rolle, ikke blot i jagten på Russel, men også senere. Som jeg opdagede senere på dagen havde Frank nemlig nogen helt unikke, magiske evner. Men mere om det senere…

Da vi havde fået tanket op på kaffe og donuts tog vi hen til det motel, hvor Russel boede. Hans motelværelse var beskyttet af en magisk ward, så jeg kunne ikke umiddelbart komme ind og undersøge tingene nærmere uden, at han fandt ud af, at der havde været nogen.

(Og her mangler jeg så noget hukommelse… der var vist noget med, at vi fulgte efter ham et eller andet sted hen, hvor Spade lavede astral projection og de andre kørte? og vi fandt vist fra nyhederne ud af, at Russel havde kidnappet en eller anden families datter?)

Tilbage på motellet kunne vi se, at Russels bil var parkeret på parkeringspladsen, så vi gjorde og det behageligt i bilen og gjorde os klar til at vente og overvåge. Vi holdt værelset under opsyn i et stykke tid, indtil der skete noget interessant: den magiske ward forsvandt.

Da der nu var fri adgang til værelset kunne vi komme ind og se, hvad han havde lavet. Det, vi så, gjorde mig nervøs: der var ingen personer i rummet, men tilgengæld var der rester af en magisk cirkel på gulvet. På grund af vores overvågning var jeg helt sikker på, at Russel ikke kunne have forladt værelset uden, vi havde opdaget det. Så han måtte være forsvundet på en anden måde. Et ekstra tjek af cirkelen bekræftede mine bange anelser: det var en portalcirkel! Heldigvis var den dog ikke mere ødelagt end, at jeg kunne se den rune, der var brugt som destination.

Nu var tingene blevet komplicerede: Russel var stukket af i en anden verden og jeg arbejdede sammen med to personer, der ikke kendte til portaler, Det Store Onde og vores kamp for at holde verden bare nogenlunde anstændig.

Skulle jeg fortælle dem, præcis hvad der var sket?

Skulle jeg prøve at få aktiveret SafeBox gruppen?

Skulle jeg bare lade Russel stikke af med børnene?

Svaret på det sidste spørgsmål var et rungende NEJ! Og resten af SafeBox gruppen vidste jeg jo ikke var klar på at lege med. Så der var kun en ting at gøre. Jeg måtte indvie de to andre i, hvordan verden i virkeligheden fungerer, og så måtte vi finde et sted, hvor vi kunne åbne en portal. Og det kunne kun gå for langsomt.

Lang historie kort: de andre troede først ikke på mig, da jeg fortalte dem om vores rejser til andre verdener. Selv ikke med hjælp fra filmene troede de helt på mig. Og da jeg fortalte, at Franks astrale mønster havde mange af de samme egenskaber som en portalnøgle, jeg tidligere havde arbejdet sammen med, var jeg vist kortvarigt lige ved at blive sendt på den lukkede afdeling af dem. Heldigvis var de dog friske på at gøre et forsøg på at få åbnet en portal. Dels for at kunne finde Russel, men også fordi de, hvis nu det lykkedes, faktisk var nysgerrige efter at se en anden verden.

På kort tid fik vi hyret en lagerrum, der var stort nok til, at vi kunne køre Franks Jeep derind og mens jeg gik i gang med forberedelserne til portalritualet, tog de andre ud og købte ind. De fulgte heldigvis mit råd og fik rigeligt med myggebalsam, vatpinde, klortabletter og alle de andre ting, der er gode at have med ind i en anden verden.

For første gang i mit liv lavede jeg helt på egen hånd en portal. Det gik heldigvis uden større problemer. Det eneste egentlige problem var, da Frank skulle spise en orichalcum mønt. Han var ikke meget for det, men ved hjælp af lidt grøn Jell-O fik han den klemt ned og portalen åbnede sig.

Synet fik vist fjernet den sidste rest af tvivl i Djengo og Franks sind: der findes virkelig andre verdener! Og vi kan rejse i mellem dem!

Eller mere præcist: man kan rejse mellem dem, hvis man får styr nok på sit hovede til, at man kan gå gennem portalen og over i den anden verden… og ikke ind i væggen.

Den verden, vi kom ud i var ved første øjekast ganske behagelig. Tempereret klima, et frodigt område med masser af græs, træer og så videre. Djengo kiggede efter spor af Russel og fandt ganske rigtig både hans og børnenes spor. Djengo fandt også et andet sæt fodspor. Der var tydeligvis en person, der havde ventet på Russel på denne side af portalen. Der var spor efter en eller anden form for hestetrukken vogn eller kærre, så vi havde travlt med at komme afsted, hvis vi skulle nå at indhente dem.

Vi lavede lidt hurtigt rekognosering og fandt tæt på os både en stenbygning og en vej, der ledte hen til bygningen. Efter en hurtig diskussion valgte vi dog ikke at tage ned til bygningen, fordi sporene efter Russels gruppe gik i den anden retning.

Og her kommer et lille fif, som jeg lærte i sin tid af Mike: standardudstyr på portalrejser bør altid inkludere en pressening, der er stor nok til, at gruppen og deres udstyr kan være på den.

Abrakadabra! Levitate!

Og så gik det i fuld fart over stok og sten i jagten på Russel og de forsvundne børn.

View
Seattle igen.

Efter at vi var landet i Afrika, og Ami var blevet slukket, kontaktede vi Kofstein via det astrale plan.
Efter noget ventetid blev vi samlet op i af hans fly og fløjet til Østrig, det var en lang og søvnrig flyvetur.

Vi ankom til ørneborgen, og blev indlogeret, det sted giver mig kuldegysninger, kælderen er for skummel, og sidst vi var der gik det helt galt.
Dagen efter vi var ankommet begyndte vi alle at få det dårligt, Mike og jeg klarede det fit nok, det var bare en smule snue, men Spade var dårlig, og Nova var lige til hundene, en af tjenerne fik det også dårligt, vi blev enige om med Kofstein om at sætte den fløj vi var indlogeret i, i karantæne, vi ville være sikre på at vi ikke tog gaver med fra Alfa city.
Efter nogle dage var vi alle kommet oven på, Kofstein tilbød at købe alle de ting vi havde med fra den anden verden til en pæn sum penge, det accepterede vi, vi ville alligevel ikke være i stand til at sælge det i Seattle uden at tiltrække al for meget opmærksomhed fra de forkerte organisationer.

Med bank kontoen tanket godt op, kom vi tilbage til Seattle, hvor vi kunne konstatere at alle hjem på nær Spades ver blevet pakket sammen i Safe-Box, og min familie havde valgt at forlade mig.

Sting havde sørget for det praktiske i forbindelse med at pakke huse sammen.
Vi besluttede os for at lukke Safe-Box og flytte til et mere øde sted i Puyallup.
Da vi så SNN opdagede vi at en grav ved siden af Olgas grav var blevet gravet op og var tom.
Dette vakte vores opmærksomhed.

Jeg vi undersøgte lidt nærmere, og Abstergo var villige til at betale penge for at vi kiggede lidt nærmere på det.
Da vi undersøgte det nærmere kunne vi konstatere at graven tilhørende en Jack Hardigan var tom, men at han lå i Olgas grav, og han havde ikke ligget der i 3 måneder som hans dødsattest sagde.

Da vi togu blødprøver kunne vi konstatere at han var nylig afdød.
Jack var forhenværende CTO i et medicinalfirma kaldet Doci Corporation, og var også medejer af et beton firma i Seattle, i starten var vi interesserede i beton firmaet, da Jack var begravet i beton og ikke jord.

Vi var bogstavligt under jorden og undersøge hans grav.

Vi sendte nogle betonprøver til nogle firmaer og noget at Jacks blod til et laboratorium for at finde ud af hvad for noget beton det var og om det var Jack, det var det, men betonen kunne ikke identificeres som en kendt type. Vi fandt dog ud af at den formegentlig kom fra hans eget firma, under påskud af at vi var føderale agenter fik vi mere eller mindre fuld adgang til beton firmaet, deres chef ingeniør ville undersøge det for os, und mente at det var deres letvægts og åndbare beton og hun ville vende tilbage med svar når hun kunne bekræfte det, men hun vendte aldrig tilbage.
Dagen før havde jeg fundet ud af at jeg var dørsælger, da jeg havde prøvet at få aftalt et møde med Vivian Hardigan, for at få mere historie om Jack, så vi måtte finde på en anden plan for at snakke med hende.

Jeg ringede til hende og udgav mig som agent Johnson, hvorefter hun indvilgede i et møde inden kl. 1430 fordi hun skulle til Hawaii, vi havde hendes lejlighed under observation, og opdagede at hun stak hjemmefra med børnene, næsten øjeblikkeligt efter at vi havde lagt på, før dette havde Mike kigget astralt i hendes lejlighed og lagt mærke til at hun havde en kuffert for meget, og fundet et billede at Advokaten, Jack Hardigan og Desmond Milles på fisketur.

Vi stoppede hende på motorvejen, Doktoren og jeg, tog en snak med hende, hun sagde at hun skulle rejse med hendes bror, hvilke vi mistænkte ikke passede, men vi holdt facaden og lod hende gå , Sting kaprede efterfølgende taxien hun var med for at få sandheden frem , men forhøret blev spoleret af nogle hyrede bodyguards hun havde entreret med for at hun skulle komme sikkert frem til sin flyver, under kampen, blev Vivian og hendes børn desværre ofre af omstændighederne, så der kunne vi ikke få mere information, Doktor Jack fik en af de hyrede bodyguards under behandling altså læge behandling, men han kunne ikke sige andet end de var hyret til at passe på dem fra punkt A til B.

Om natten blev børnene stjålet fra lighuset, det var Hardigans advokat der havde taget dem, han var tydeligvis andet end advokat.

Chef ingeniøren på beton fabrikken fandt vi død, pladsformanden nåede at stikke af inden vi fik fat i ham, men vi mistænkte at han bare var hyret til jobbet, advokaten stod nok bag, vi undersøgte det vi skulle og overlod resten til myndighederne, som vi nu lavede en skygge efterforskning for. En whistleblower fra Doci havde skrevet noget at der foregik noget forfærdeligt i firmaet og det måtte stoppes, de havde betalt os 10k for at kigge på det fordi de ikke havde noget konkret at gå efter.

Vi kontaktede whistlebloweren, en sød kvinde i tyverne, jeg snakkede med hende som agent, der var forklædt som pizzabud, det virkede som om hendes hukommelse var blevet ændret, jeg inviterede hende på kaffe på del lokale cafe, hun indvilgede, og de andre stødte til, hun var lidt svær a komme ind på – se kvinde i en ordbog, det står sikkert på side 10000000 hvorfor. Så vi valgte at tage hende med mod hendes vilje.

Hun blev kørt til Mikes dækadresse, hvor vi satte hende ind i hvad der nok var sket, og hun indvilgede i at lade Mike læse hendes hukommelse, Mike kunne se at den var blevet ændret, og at Advokaten var tilstede da det skete, hun var gået ind af en forkert dør på sit arbejde og havde set en portal åbning hvor der var ”spøgelser”, fangede sjæle der blev brugt til at lave et medikament, som vi mistænker at kunne give døde liv igen. Efterfølgende blev hendes hukommelse ændret igen så hun ikke kunne huske sin de-tour og vores møde, dette var for hendes egen sikkerhed.

Advokaten var nu yderst interessant, og vi besluttede os for at besøge ham, jeg informerede Peter, min kilde hos myndighederne om vores fund, og han satte det store apparat i gang, så de kunne være klar når vi fandt ”the smoking gun”.
Vi besøgte Advokatens hjem, han var ikke hjemme, det gik desværre ud over hans tjenste folk, det var vel hvad der ventede dem, så de arbejder for sådan en mand, det kostede dem livet, efterfølgende valgte vi at brænde huset for at efterlade så få spor som muligt. Det lykkedes os at komme væk med Mikes hjælp uden at tiltrække os politiets opmærksomhed.

Vi lavede efterfølgende en observation på hans kontor, under påskud af at være service folk der skulle kigge på den lift der pudser vinduer på et højhus, vi fik hvad vi skulle ha, og fandt ud af at der skulle komme em leverance til Doci kl. 22 samme aften, noget der efter sigende skulle virke godt på børn, før vi måtte bilde nogle sikkerhedsvagter ind at vi havde serviceret denne lift i stedet for den i nabo bygningen, vi besluttede os for at slå til på Doci omkring kl. 22, vi ville malke deres lukkede systemer for informationer og derefter agere ud fra de informationer vi fik fat i, så opgaven var at komme ind, få etableret et uplink, hhv til FBI og et til vores decker, billeder til FBI så de kunne rykke ind og beslaglække de ulovlige ting og informationer til os så vi vidste præcis hvad de lavede, hvem vi skulle jage og om det kunne føre os til Desmond Milles der er øverste mål på vores liste fra Abstergo.

Myndighederne blev varslet, min decker modtog hasteopgaven og var klat til at vi uplinkede, vi gik ind, og det gik ret stærkt ind i bygningen, efter en kort ildkamp på en trappe kom vi hen til det laboratorie vi skulle ind i, der hvor portalen var, døren var sikret, så vi satte en ladning på den, samtidigt kunne Sting fornemme at der var en troldmand på den anden side af en branddør 15 meter væk, så vi valgte at kaste 2 graneter ned af gangen samtidig med at vi detonerede ladningen, sekundet efter var Jack, Sting og jeg omklamret af luft elementer, vi kæmpede hårdt, men få sekunder efter sortnede det for mig…

Ugens citat: Mike Hawkins: ”Jeg kan godt forstå hvordan Nova har det engang i mellem?” i forbindelse med at vi snakkede om Jack Hardigans aktieposter.

View
Home

Efter vores lille kamp på lvl 4, fik vi mere eller mindre kontrol med bunker Zeta eller hvad den nu hed og vi kunne så småt begynde at kalde den for vores hjem. Jeg sendte Jane, Hood og Spade sammen med Ami ned til læge området, for at hun kunne komme i gang med de undersøgelser hun skulle have lavet. Nova og jeg begyndte at undersøge basen vider op, mod kontrol tårnet. Vi kunne efter lidt tid høre fra Hood og Spade at de havde kontakt med nogle lang ansigter, men som de selv sagde så havde de ikke brug for hjælp. Nova og jeg stødte på en mindre horde på lvl 2, som blev ned kæmpede efter noget tid. Ami fandt ud af det hun manglede og begyndte at lave det. Vi andre undersøgte resten af basen så den var sikker for lang ansigter og AI’er. Vi begyndte også at gøre basen mere sikker for folk, AI’er, lang ansigter, der ville prøve at komme ind i basen. Da Ami havde fået det bedre begyndte hun, sammen men Hood at lave den portal ting der laver orme huller og efter en 2 ugers tid i bunkeren fik vi et stabilt orme hul og det var i vores verden. Jeg glemte lige at sige at vi havde jo kigget rundt i bunkeren og da det jo var en militær bunker så fandt vi en masse udstyr og energi celler, samt våben og vi fik rigtigt meget med os hjem. Ja nu siger jeg godt nok hjem, men hvad jeg mener er vi kom til jorden men var et eller andet sted i central Afrika uden nogen form for telefon eller noget til at kontakte folk, så det var en tur til det Astrale plan og så en løbetur til Seattle finde Sting og få han til at ringe til Kofstein og få ham til at sende et fly ned til os, så en tur tilbage for at finde ud af om Spade havde fundet ud af hvor vi var og derefter tilbage til Sting så han kunne fortælle Kofstien det og så kom vi hjem eller det vil sige nej. Kofstein ville gerne have os med til Østrig på hans slot der for at høre hvad der var sket og alt det der, men det fik han ikke lov til at høre før vi alle havde fået en godt bad god mad og en rigtig seng at sove i. Så kunne det jo være at du troede at der ikke skete så meget mere, men der var jo lige nogle små ting som jeg ikke lige kom ind på. Den smukkeste farvel sene mellem Spade og Jane hvor Jane var lige ved at overtale Spade til at blive eller komme med til jorden. Hood der bestemte sig for at få en tur i E-tanken og få alt hans Cyberware fjernet og ny har en ung og frisk krop, med et patten der ser helt forket ud, men hvad jeg skal nok være den sidste til at sige noget, jeg har jo lavet Nova og når vi så snakker om Nova, så var der jo den hygge tur jeg tog hende på til de “smukke” marker de havde på 13 og 14 tror jeg. Men vi er ikke færdige, for vi mødte en flok lang ansigter mere dog var der rigtig mange denne gang tror en 400 – 500 og ja jeg ved ikke helt hvad der skete men jeg blev væltet og kunne til sidst ikke røre mig så Nova Spade og Hood må have klaret resten dog skal jeg sige at vi havde store kamp rustninger på så de kunne ikke skade os og nu slutter vi, men nej der er en lille ting mere som skal med og jeg tror Web ville blive glad, for som vi stod der i Afrika og snakkede med Ami gik Nova om bag hende og stille og roligt skød hende i hoved, jeg må sige der kom en lille tåre i mit hjerte, for jeg er ved at tro at hun er ved at forstå at man nogle gange bare bliver nød til at gøre det der skal til. Men her vil jeg også sige godnat for der er stadigvæk langt hjem til Seattle.

View
Getting Back

Jane hvor sikker er vi lige her hvor vi er. Jane kiggede sig omkring skrot handleren, Vi er rigtig sikker her, der kommer ikke nogen fra CA her nede. Ok Jane så kigger vi lige om der er nogle andre ting vi kunne for brug for her. Nova, Hood kig efter noget der kunne ligne våben og den slags. Aldrig har jeg set en pige få så store julelys i øjnene. Mike hvor meget må vi bruge på det vi finder. Lige meget Nova vi skal ikke tilbage hertil igen hvis alt går som det skal så vi skal bare have et par tusind til at handle med der ude så omkring 47k vil jeg sige vi kan bruge. Nova begyndte hurtigt at led og jeg tror ikke helt hun hørte det sidste der kom ud af min mund så jeg sendte Hood efter hende for at holde lidt styr på hende og 4 øjne ser bedre end 2.
Så efter noget søgen rundt fandt de en del pistoler, et par as rifler, 1 sniper rifle, 8 laws, 1 stor kanon og af alt en flamme kaster. Nova en flamme kaster. Ja man ved ikke hvornår man lige står og mangler en.
Ok alle de våben og lidt ekstra udstyr som klatre tøv og en lille bil var det vi fik ud af vores penge, alt i alt en god samling for 47k stiks.
Vi læssede det hele i bilen og kørte ud for at møde vores bil vi havde fået af West gate og Spade.
Det var en efter forholdende en rigtig lækker bil og bare det at se Novas øjne da hun så den store kanon der var på toppen, som sendt fra guderne.
Vi begyndte at køre i den retning som vi nogen lunde kunne kalde for syd syd vest, efter Ami’s anvisning. Vi begyndte at finde ud af hvordan vi skulle indrette vores bil så der var plads til os alle.
Vi nåede til den sydlige grænse, hvor der lå et stort krigs skib, der nok engang har været et hangar skib under navnet enterprise. Det var nok sådan ca. i midten af middelhavet. Vi kørte vider på vores kurs hvor vi blev mødt af en af de store sandstorme som der havde været så meget snak om, men vi aldrig havde set.
Jeg prøvede at mindske skaden på vores bil og os selv, ved at lave en sand hule til os. Det virkede fint i noget tid men da sandstormen var væk fandt vi ud af at stormen havde fjernet 3 meter sand fra området og længere fremme var der kommet nogle robotter frem, hvilket vi blev enige om nok bare ville være bedst hvis vi skød dem på lang afstand.
Vi fortsatte vider på vores kurs og fandt et gammelt vej skilt der viste mod Cairo. Ami ville gerne til Cairo for hun mente at der var en klinik der som hun måske kunne bruge til at undersøge sig selv da hun ikke helt kunne finde ud af om hendes krop var blevet syg, så vi ændrede kurs mød Cairo og jeg begyndte at bruge mine evner til at holde hendes sygedom nede.
Cairo var en spøgelses by, hvor tidens tand havde ramt hårdt. Vi kørte mod klinikken hvor vi kort blev beskudt af en robot, men vores bil tog ingen skade fra den og da den løb ind i en bygning tog vi os ikke mere af den og fortsatte til klinikken.
Vi besluttede so for at gå stille og roligt in i klinikken og undersøge den mere eller mindre rum for rum og jeg lærte noget om de evner Spade kunne. Hvor jeg kan se lidt ind i fremtiden og bruge den information i kamp, så kunne Spade bruge sine evner som en form for scanner og det kom virkelig til sin ret, for her inde var der nogle af de der væsner / mennesker der var blevet syge og var mere zombi end noget andet, men med Spades evner var det ikke noget problem for vi vidste hvor de var før de vidste vi var der, så lang historie kort, klinikken var ikke noget vi var bange for, men vi kunne ikke finde det vi ville da der ikke var mere strøm i bygningen og vi ikke havde tid til at undersøge resten af byen for måske at finde noget vi kunne bruge til at lave strøm til de maskiner som Ami ville bruge.
Vi forlod Cairo og genoptog vores kurs.
Da vi nåede til der hvor Victoriasøen nok ville have været engang fik vi en besked fra noget der ville være en maskine men ikke Ami’s søster. Bip bip bip bip biiiip, frit oversat kom ikke længere. Vi sendte en besked tilbage om at vi havde brug for hjælp og om de kunne hjælpe. Deres svar kom bliv hvor i er og vi komme og hjælper jer. Der var noget på den måde det blev sagt i beskeden som fik os til at tænke os om igen og vi fortsatte vider, indtil Ami fortalte at der var nogle ventilations rør som vi kunne bruge til at komme ind, så vi tog vores ting af bilen og satte den til at køre vider uden os.
Med mine evner lavede jeg en jord elevator rundt om os indtil vi nåede røret. Vi skar hul i det og bevægede os mod basen.
Inde i basen kom vi til en lille smule kamp med et par AI’er, men igen ikke noget vi ikke kunne håndtere.
Så nu stør vi så her. Vi har mere eller mindre fuld adgang til hele basen. Der er nogle AI’er på fri fod og Ami skal til læge området, det bedste er at vi har masser af energi på denne base.

View
A new day in Alpha

Efter at have brugt nogle dage på toilettet, var jeg igen klar til at udforske Alpha City med Nova og Mike, Spade var a-wall, vi regnede med at han var hos Jane men det skulle senere vise sig at dette ikke passede.

Vi fulgte op på Novas interesse i den anden person i byen der havde identisk DNA, det viste sig at være en spændende parallel, Maria Craft, hedder hun, hendes liv har sammenfald med novas, hendes forældre har lidt samme skæbne – præcis samme, og frøken Craft er i samme branche som Nova, dog er hun tilsyneladende singel.
Hun deler også en hvis lighed med Nova i det at hun kan skifte form til en trold. Dog adskiller hun sig væsentligt ved at være ekstremt snobbet, rig og meget langt oppe i skyerne.
Det interessante er at Mike efter lang tids overtalelse fik kommunikeret med hende uden at hun forsøgte at skyde hans hologram, Nova fik også lejlighed til at kommunikere med hende via video telefon.

Min DNA broder, har også nogenlunde samme historie, men det valgte vi ikke at undersøge nærmere.

Vi fandt dog ud af at vi tilsyneladende ikke er de eneste der er fanget i denne verden, der er åbenbart også nogle sortelvere fanget her, og der var spor af blodmagi der hvor de havde lokaler eller hvad man kalder der, de kan tilsyneladende lige som os ikke komme hjem, men før vi kunne undersøge nærmere sprang den bygning hvor deres ting var i luften.

Vi fik bestilt våben og andet udstyr hos ham den fede der ligner Jaba the Hutt, men nåede aldrig at hente det.

Nova og jeg fandt byens park, det er en stor park der ligger i midten af byen, stedet er nok det sted i byen der kommer nærmest på den natur vi kender fra vores verden, dog er det ekstremt overvåget, bevæbnede CA vagter, masser af kameraer, selv nogle af fuglene er kamera droner.

Mens Nova og jeg var i parken var Mike på tur på det astrale plan og udforskede verden, han fandt byer Rom bl.a. ødelagt og fuld af mennesker der bare stod og stod, tilsyneladende smittet med noget der i vores termer kan sammenlignes med VITAS. Ellers var de byer vi kender på planeten ødelagt efter krigen, Mike konstaterede også ”Geysere” af magi hvor der ikke var de samme begrænsninger som Mike og Spade ellers har oplevet på planeten.

Dagen efter tog vi Mike med i parken, i parken mødte vi Simon Freeman, en såkaldt Templar, der havde viget sit liv til menneskeheden og bekæmpelse af AI’er, de er åbenbart meget velansete i byen og får gratis kaffe i parken. Han sagde at han havde hørt Mikes kald, men han havde svært ved at finde ham fordi han ikke var fra denne verden. Han var flink men efterlod ikke tvivl om at han var det man kunne sammenligne med en religiøs fundamentalist i vores verden.

Mike konstaterede også at den magiske energi i parken var væsentlig højre end andre steder, og at lige præcis parken var stedet vi skulle lave ritualet for at komme hjem hvis det skulle have en chance for at virke.

Kl 0400 om natten den sammen nat blev vi kontaktet af Jane, der sagde at vi havde 10 minutter til at pakke og komme væk, AMI var kommet i CA’s besiddelse, de havde givet den en krop og nu var den stukket af, og CA holdt os ansvarlige fordi vi havde bragt den til byen. AMI er en klasse 12 AI og kun op til klasse 3 er tilladte.

Jane afslørede for os at hun var agent for West Gate, og at de ville hjælpe os væk og trække tiden lidt før de begyndte at samarbejde med CA.

Vores lejligheder blev neutraliseret og vi tog flugten, ved vores første stop kommunikerede jeg med AMI på fransk og aftalte et mødested, ved porten til Gamle Alpha City, dette blev vi dog nød til at udsætte da det også viste sig at være tilholdsstedet for Templar ordnen i byen, så Mike og jeg tog på sightseeing og jeg aftalte nyt mødested med AMI.

Dagen efter forlod vi vores safe house og samlede AMI op, den havde fået en teenage pige krop og vi måtte forklare hvordan den vedligeholdte sin krop, da kroppen hverken havde fået noget at spise eller drikke siden flugten.

I vores første safe house sørgede Jane for at vi fik alt det udstyr og udrustning vi havde behov for, Nova og jeg har vekslet alle vores Credits til Sticks, Jane har skaffet en PMV til os så vi kan køre i ørkenen, vores mål er Bunker Bravo – en kopi af Bunker Alfa, AMI rapporterede at denne fandtes, da man under krigen lavede dupletter af alt for at fjenden ikke kunne destruerer de teknologiske fremskridt, og man havde sikkerheden i at have en backup, i Bunker Bravo var man dog ikke lige så langt fremme med ormehullet som i Bunker Alfa.

Jane fortalte os at hun havde haft kontakt med Spade og han ville støde til os ved køretøjet.

Mike afslørede over for Jane at han kunne magi, og servede saltet snot, også kendt som østers for hende, og en del andet mad, så vi spiste byens bedste mad på et af byens mest snuskede hoteller.

Nu venter vi bare på Spade så vi kan komme afsted.

View
Welcome to Alpha City

Efter vores undervisning i Alpha Citys sprog og kultur var overstået blev vi ført til det sted, hvor vi skulle bo. Det var vores såkaldte “midtvejsofficer”, Miles Young, der førte os derhen. Endnu en Miles. Det kilder min detektivhjerne, at der er en Miles tilbage i Seattle, en Miles Johnson og en Miles Young. De to sidste her i Alpha City. Jeg har lavet en mental note om, at der skal holdes lidt øje med, om det er tilfælde, om Miles er et meget udbredt navn her, eller om der ligger noget mere dystert bag.

Desværre har the powers that be valgt at være så “flinke”, at de har købt næsten alt vores udstyr for en håndfuld “credits”, som møntfoden her hedder. Heldigvis lykkedes det mig at overbevise dem om, at mine vigtigste ting som amuletter og ingredienser til at fremmane elementaler ikke skulle sælges. Måske det lykkedes fordi jeg påstod, at amuletterne var arvestykker og det andet var livsvigtig medicin. Det sidste forklarede jeg dem dog på så gebrokkent alphask, at de ikke kan hænge mig op på det, hvis de på et senere tidspunkt undrer sig over, at jeg ikke tager det.

Vores nye hjem er et par lejligheder i M17 blokken: en toværelses til Nova og Mike, og to etværelses til Hood og mig. Vores standardreaktion var naturligvis at gennemsøge det hele for mikrofoner og andet overvågningsudstyr. Selvom vi ikke fandt noget var vi dog ikke overbeviste om, at der ikke var noget. Og når først vi har fået den tanke ind i vores hoveder, bliver vi bare ved med at lede, indtil vi finder noget. Det gjorde vi også her. Med lidt snilde fik vi i løbet af dagen pillet de eksisterende kameraer ned og sat vores egne op i et forsøg på, at finde ud af, om der kommer nogen forbi og gennemroder vores ting.

Den første dag brugte vi på at finde os lidt til rette, gå lidt på indkøb i det lokale butikscenter og hænge ud med en af vores naboer og hendes venner på McLane’s, en lokal bar. Jane, som naboen hedder, har taget godt i mod os og har bestemt været et lyspunkt her i byen. Faktisk så stort et lyspunkt, at hun ganske hurtigt er blevet mere end bare en tilfældig nabo. Det skader ikke at have godt selskab, når man er langt hjemmefra.

Efter en herlig morgenkaffe (leveret af Mike “Barista” Hawkins) brugte vi vores anden dag på at finde ud af, om vi kunne lave en portal og komme hjem til vores egen verden. Det kunne vi desværre ikke, da det astrale plan er for beskadiget til, at Mikes ritual virker. Det var en ordentlig streg i regningen, da en returrejse har allerhøjest prioritet for os. Selvfølgelig er det spændende at være et nyt sted, men før vi er sikre på, at vi kan komme tilbage, vil jeg ikke kunne nyde Alpha City. Mit indtryk af de andre er, at de har det på samme måde. Specielt Hood, der efter vi ankom til M17 har lukket sig helt inde i sin egen lille verden. Jeg er nervøs for, om han kan klare det eller om han på et tidspunkt knækker. Det bliver ikke et kønt syn, hvis han gør…

Udover forsøget på at lave portalen undersøgte Mike og jeg også vores magis begrænsninger. Der sker nogen rigtig mystiske ting i dette univers, og selvom de enkelte formularer ser ud til at være nogenlunde konsistente i deres ændrede virkemåde, er der absolut ingen mening i, hvordan de forskellige formularers effekt har ændret sig. Og det astrale plan, puh! Lad mig nøjes med at sige, at det bestemt ikke kan anbefales at projicere sig selv astralt uden et stort lager af hovedpinepiller inden for rækkevidde!

Om aftenen kunne vi på overvågningskameraerne se, hvordan en mand i jakkesæt var gået ind i vores lejligheder og set nyt overvågningsudstyr op. Dette skulle vise sig at fortsætte i adskillige dage og tyder på et temmelig højt niveau af grundighed fra regeringens side. Eller hvem det nu er, der helt præcist har valgt at holde øje med os.

På trods af de på overfladen afslappede forhold (relativt mange penge, et sted at bo, en nabo at hygge sig med) så var vi alligevel en anelse rastløse. Dels fordi vi gerne ville hjem hurtigst muligt, dels fordi ingen af os har det godt med bare at sidde og trille tommelfingre.

Heldigvis kom der lidt hjælp fra uventet kant.

Jane og jeg havde snakket lidt om, hvad vi hver især lavede, og det viste sig, at hun har været hjælper for en privatdetektiv af en eller anden art. En af den slags hjælpere, der er gode til at lægge pres på folk, fremskaffe forsvunde ting udenom de officielle kanaler og så videre. Med andre ord: hun er en form for shadowrunner. Og minsandten om ikke hun kunne bruge lidt hjælp fra vores side.

Helt konkret skulle vi hjælpe hende med at fremskaffe en lille metalbeholder med nogle frø. Den var blevet stjålet et eller andet sted og hun havde et godt spor til, hvor den ville skifte hænder. Så vi fik en ganske glimrende chance for at komme ned i Helvede, som den nederste del af Alpha City så kært hedder.

Lang historie kort: vi fremskaffede beholderen uden nogen problemer. Det kan godt være, vores magi har fået stækket vingerne, men vi er stadig meget stærkere end almindelige mennesker. Så hæleren Slim fik hurtigt givet os beholderen, som vi så kunne aflevere til Jane.

Den eneste krølle på halen ved vores lille “run” i Helvede var, at Slims nabo viste sig at være magisk aktiv. Ikke meget aktiv, men dog aktiv.

Jane virkede passende imponeret over vores måde at håndtere situationen med Slim på, så hun spurgte lidt ind til, om vi kunne være interesserede i mere af den slags arbejde. Selvfølgelig var vi det, men vi blev enige om, at vi i starten skulle tage den med ro og ikke kaste os ud i for store projekter.

Efter en veloverstået mission var der ikke meget andet at gøre end at tage Jane med ud og spise. Hun havde fået skaffet et bord på en fin restaurant oppe i Himmelen, og der var masser af dejlig mad. Jeg har intet problem med at lave af mikrobølgemad i længere perioder. Men der er nu intet, der slår en god gang pasta med frisklavet flødesovs.

Nu hvor det så ud til, at vi skulle lidt i gang med denne verdens variant af shadowruns, besluttede vi at undersøge det sorte marked med henblik på at skaffe våben, ammunition og alle de dejlige ting, en runner ikke kan leve uden. Mike og Nova smuttede ned i Helvede igen for at finde en gut ved navn Fat Boy. Han skulle efter sigende være en form for fixer, der måske skulle kunne fremskaffe det udstyr, vi manglede. Ikke overraskende lykkedes det dem ikke blot at finde Fat Boy, men også at overbevise ham om, at det ville være særdeles sundt for hans helbred, hvis han hjalp os med at fremskaffe udstyr. Mod passende betaling, naturligvis.

Den næste par dags tid skete der ikke det helt store. Det eneste interessante var, at Janes chef kontaktede os fordi han havde brug for hjælp til en opgave. Det var vi naturligvis interesserede i at høre mere om. Vi takkede pænt nej tak, da vi fandt ud af, at det drejede sig om at bryde ind på et beskyttet område og stjæle en energikilde fra en af Core Energys kurerbiler. Core Energy er et af de større firmaer i Alpha City og de sidder rimelig godt og sikkert på magten over byens energiforsyning. Ikke lige et godt sted at starte en ny runnerkarriere, når man ikke har mere end en plutpistol i lommen og lidt vådt bølgepap til at stoppe kugler med.

Som en lille sidenote bør jeg måske indskyde, at jeg på en af mine astrale rejser kiggede indenfor hos Jane. Ikke mens hun var hjemme, naturligvis, for min interesse var ikke i hende, men i hvad hun mon gemte i sine skabe. Okay, det er måske ikke en fair ting at gøre overfor sin partner, eller hvad hun og jeg nu er, men paranoia er som bekendt ikke et problem men en livsstil. Og det var egentlig en ganske idé, skulle det vise sig. I hendes skabe fandt jeg diverse våben af tungere kaliber, tung armour og andet runner-agtigt gear. Hun har helt sikkert gang i mere end blot at være en detektivs hjælper. Men om hun er rigtig runner eller noget andet er vi ikke klar over. Det må fremtiden vise…

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.