The Keys to the Portals

Getting Back

Jane hvor sikker er vi lige her hvor vi er. Jane kiggede sig omkring skrot handleren, Vi er rigtig sikker her, der kommer ikke nogen fra CA her nede. Ok Jane så kigger vi lige om der er nogle andre ting vi kunne for brug for her. Nova, Hood kig efter noget der kunne ligne våben og den slags. Aldrig har jeg set en pige få så store julelys i øjnene. Mike hvor meget må vi bruge på det vi finder. Lige meget Nova vi skal ikke tilbage hertil igen hvis alt går som det skal så vi skal bare have et par tusind til at handle med der ude så omkring 47k vil jeg sige vi kan bruge. Nova begyndte hurtigt at led og jeg tror ikke helt hun hørte det sidste der kom ud af min mund så jeg sendte Hood efter hende for at holde lidt styr på hende og 4 øjne ser bedre end 2.
Så efter noget søgen rundt fandt de en del pistoler, et par as rifler, 1 sniper rifle, 8 laws, 1 stor kanon og af alt en flamme kaster. Nova en flamme kaster. Ja man ved ikke hvornår man lige står og mangler en.
Ok alle de våben og lidt ekstra udstyr som klatre tøv og en lille bil var det vi fik ud af vores penge, alt i alt en god samling for 47k stiks.
Vi læssede det hele i bilen og kørte ud for at møde vores bil vi havde fået af West gate og Spade.
Det var en efter forholdende en rigtig lækker bil og bare det at se Novas øjne da hun så den store kanon der var på toppen, som sendt fra guderne.
Vi begyndte at køre i den retning som vi nogen lunde kunne kalde for syd syd vest, efter Ami’s anvisning. Vi begyndte at finde ud af hvordan vi skulle indrette vores bil så der var plads til os alle.
Vi nåede til den sydlige grænse, hvor der lå et stort krigs skib, der nok engang har været et hangar skib under navnet enterprise. Det var nok sådan ca. i midten af middelhavet. Vi kørte vider på vores kurs hvor vi blev mødt af en af de store sandstorme som der havde været så meget snak om, men vi aldrig havde set.
Jeg prøvede at mindske skaden på vores bil og os selv, ved at lave en sand hule til os. Det virkede fint i noget tid men da sandstormen var væk fandt vi ud af at stormen havde fjernet 3 meter sand fra området og længere fremme var der kommet nogle robotter frem, hvilket vi blev enige om nok bare ville være bedst hvis vi skød dem på lang afstand.
Vi fortsatte vider på vores kurs og fandt et gammelt vej skilt der viste mod Cairo. Ami ville gerne til Cairo for hun mente at der var en klinik der som hun måske kunne bruge til at undersøge sig selv da hun ikke helt kunne finde ud af om hendes krop var blevet syg, så vi ændrede kurs mød Cairo og jeg begyndte at bruge mine evner til at holde hendes sygedom nede.
Cairo var en spøgelses by, hvor tidens tand havde ramt hårdt. Vi kørte mod klinikken hvor vi kort blev beskudt af en robot, men vores bil tog ingen skade fra den og da den løb ind i en bygning tog vi os ikke mere af den og fortsatte til klinikken.
Vi besluttede so for at gå stille og roligt in i klinikken og undersøge den mere eller mindre rum for rum og jeg lærte noget om de evner Spade kunne. Hvor jeg kan se lidt ind i fremtiden og bruge den information i kamp, så kunne Spade bruge sine evner som en form for scanner og det kom virkelig til sin ret, for her inde var der nogle af de der væsner / mennesker der var blevet syge og var mere zombi end noget andet, men med Spades evner var det ikke noget problem for vi vidste hvor de var før de vidste vi var der, så lang historie kort, klinikken var ikke noget vi var bange for, men vi kunne ikke finde det vi ville da der ikke var mere strøm i bygningen og vi ikke havde tid til at undersøge resten af byen for måske at finde noget vi kunne bruge til at lave strøm til de maskiner som Ami ville bruge.
Vi forlod Cairo og genoptog vores kurs.
Da vi nåede til der hvor Victoriasøen nok ville have været engang fik vi en besked fra noget der ville være en maskine men ikke Ami’s søster. Bip bip bip bip biiiip, frit oversat kom ikke længere. Vi sendte en besked tilbage om at vi havde brug for hjælp og om de kunne hjælpe. Deres svar kom bliv hvor i er og vi komme og hjælper jer. Der var noget på den måde det blev sagt i beskeden som fik os til at tænke os om igen og vi fortsatte vider, indtil Ami fortalte at der var nogle ventilations rør som vi kunne bruge til at komme ind, så vi tog vores ting af bilen og satte den til at køre vider uden os.
Med mine evner lavede jeg en jord elevator rundt om os indtil vi nåede røret. Vi skar hul i det og bevægede os mod basen.
Inde i basen kom vi til en lille smule kamp med et par AI’er, men igen ikke noget vi ikke kunne håndtere.
Så nu stør vi så her. Vi har mere eller mindre fuld adgang til hele basen. Der er nogle AI’er på fri fod og Ami skal til læge området, det bedste er at vi har masser af energi på denne base.

View
A new day in Alpha

Efter at have brugt nogle dage på toilettet, var jeg igen klar til at udforske Alpha City med Nova og Mike, Spade var a-wall, vi regnede med at han var hos Jane men det skulle senere vise sig at dette ikke passede.

Vi fulgte op på Novas interesse i den anden person i byen der havde identisk DNA, det viste sig at være en spændende parallel, Maria Craft, hedder hun, hendes liv har sammenfald med novas, hendes forældre har lidt samme skæbne – præcis samme, og frøken Craft er i samme branche som Nova, dog er hun tilsyneladende singel.
Hun deler også en hvis lighed med Nova i det at hun kan skifte form til en trold. Dog adskiller hun sig væsentligt ved at være ekstremt snobbet, rig og meget langt oppe i skyerne.
Det interessante er at Mike efter lang tids overtalelse fik kommunikeret med hende uden at hun forsøgte at skyde hans hologram, Nova fik også lejlighed til at kommunikere med hende via video telefon.

Min DNA broder, har også nogenlunde samme historie, men det valgte vi ikke at undersøge nærmere.

Vi fandt dog ud af at vi tilsyneladende ikke er de eneste der er fanget i denne verden, der er åbenbart også nogle sortelvere fanget her, og der var spor af blodmagi der hvor de havde lokaler eller hvad man kalder der, de kan tilsyneladende lige som os ikke komme hjem, men før vi kunne undersøge nærmere sprang den bygning hvor deres ting var i luften.

Vi fik bestilt våben og andet udstyr hos ham den fede der ligner Jaba the Hutt, men nåede aldrig at hente det.

Nova og jeg fandt byens park, det er en stor park der ligger i midten af byen, stedet er nok det sted i byen der kommer nærmest på den natur vi kender fra vores verden, dog er det ekstremt overvåget, bevæbnede CA vagter, masser af kameraer, selv nogle af fuglene er kamera droner.

Mens Nova og jeg var i parken var Mike på tur på det astrale plan og udforskede verden, han fandt byer Rom bl.a. ødelagt og fuld af mennesker der bare stod og stod, tilsyneladende smittet med noget der i vores termer kan sammenlignes med VITAS. Ellers var de byer vi kender på planeten ødelagt efter krigen, Mike konstaterede også ”Geysere” af magi hvor der ikke var de samme begrænsninger som Mike og Spade ellers har oplevet på planeten.

Dagen efter tog vi Mike med i parken, i parken mødte vi Simon Freeman, en såkaldt Templar, der havde viget sit liv til menneskeheden og bekæmpelse af AI’er, de er åbenbart meget velansete i byen og får gratis kaffe i parken. Han sagde at han havde hørt Mikes kald, men han havde svært ved at finde ham fordi han ikke var fra denne verden. Han var flink men efterlod ikke tvivl om at han var det man kunne sammenligne med en religiøs fundamentalist i vores verden.

Mike konstaterede også at den magiske energi i parken var væsentlig højre end andre steder, og at lige præcis parken var stedet vi skulle lave ritualet for at komme hjem hvis det skulle have en chance for at virke.

Kl 0400 om natten den sammen nat blev vi kontaktet af Jane, der sagde at vi havde 10 minutter til at pakke og komme væk, AMI var kommet i CA’s besiddelse, de havde givet den en krop og nu var den stukket af, og CA holdt os ansvarlige fordi vi havde bragt den til byen. AMI er en klasse 12 AI og kun op til klasse 3 er tilladte.

Jane afslørede for os at hun var agent for West Gate, og at de ville hjælpe os væk og trække tiden lidt før de begyndte at samarbejde med CA.

Vores lejligheder blev neutraliseret og vi tog flugten, ved vores første stop kommunikerede jeg med AMI på fransk og aftalte et mødested, ved porten til Gamle Alpha City, dette blev vi dog nød til at udsætte da det også viste sig at være tilholdsstedet for Templar ordnen i byen, så Mike og jeg tog på sightseeing og jeg aftalte nyt mødested med AMI.

Dagen efter forlod vi vores safe house og samlede AMI op, den havde fået en teenage pige krop og vi måtte forklare hvordan den vedligeholdte sin krop, da kroppen hverken havde fået noget at spise eller drikke siden flugten.

I vores første safe house sørgede Jane for at vi fik alt det udstyr og udrustning vi havde behov for, Nova og jeg har vekslet alle vores Credits til Sticks, Jane har skaffet en PMV til os så vi kan køre i ørkenen, vores mål er Bunker Bravo – en kopi af Bunker Alfa, AMI rapporterede at denne fandtes, da man under krigen lavede dupletter af alt for at fjenden ikke kunne destruerer de teknologiske fremskridt, og man havde sikkerheden i at have en backup, i Bunker Bravo var man dog ikke lige så langt fremme med ormehullet som i Bunker Alfa.

Jane fortalte os at hun havde haft kontakt med Spade og han ville støde til os ved køretøjet.

Mike afslørede over for Jane at han kunne magi, og servede saltet snot, også kendt som østers for hende, og en del andet mad, så vi spiste byens bedste mad på et af byens mest snuskede hoteller.

Nu venter vi bare på Spade så vi kan komme afsted.

View
Welcome to Alpha City

Efter vores undervisning i Alpha Citys sprog og kultur var overstået blev vi ført til det sted, hvor vi skulle bo. Det var vores såkaldte “midtvejsofficer”, Miles Young, der førte os derhen. Endnu en Miles. Det kilder min detektivhjerne, at der er en Miles tilbage i Seattle, en Miles Johnson og en Miles Young. De to sidste her i Alpha City. Jeg har lavet en mental note om, at der skal holdes lidt øje med, om det er tilfælde, om Miles er et meget udbredt navn her, eller om der ligger noget mere dystert bag.

Desværre har the powers that be valgt at være så “flinke”, at de har købt næsten alt vores udstyr for en håndfuld “credits”, som møntfoden her hedder. Heldigvis lykkedes det mig at overbevise dem om, at mine vigtigste ting som amuletter og ingredienser til at fremmane elementaler ikke skulle sælges. Måske det lykkedes fordi jeg påstod, at amuletterne var arvestykker og det andet var livsvigtig medicin. Det sidste forklarede jeg dem dog på så gebrokkent alphask, at de ikke kan hænge mig op på det, hvis de på et senere tidspunkt undrer sig over, at jeg ikke tager det.

Vores nye hjem er et par lejligheder i M17 blokken: en toværelses til Nova og Mike, og to etværelses til Hood og mig. Vores standardreaktion var naturligvis at gennemsøge det hele for mikrofoner og andet overvågningsudstyr. Selvom vi ikke fandt noget var vi dog ikke overbeviste om, at der ikke var noget. Og når først vi har fået den tanke ind i vores hoveder, bliver vi bare ved med at lede, indtil vi finder noget. Det gjorde vi også her. Med lidt snilde fik vi i løbet af dagen pillet de eksisterende kameraer ned og sat vores egne op i et forsøg på, at finde ud af, om der kommer nogen forbi og gennemroder vores ting.

Den første dag brugte vi på at finde os lidt til rette, gå lidt på indkøb i det lokale butikscenter og hænge ud med en af vores naboer og hendes venner på McLane’s, en lokal bar. Jane, som naboen hedder, har taget godt i mod os og har bestemt været et lyspunkt her i byen. Faktisk så stort et lyspunkt, at hun ganske hurtigt er blevet mere end bare en tilfældig nabo. Det skader ikke at have godt selskab, når man er langt hjemmefra.

Efter en herlig morgenkaffe (leveret af Mike “Barista” Hawkins) brugte vi vores anden dag på at finde ud af, om vi kunne lave en portal og komme hjem til vores egen verden. Det kunne vi desværre ikke, da det astrale plan er for beskadiget til, at Mikes ritual virker. Det var en ordentlig streg i regningen, da en returrejse har allerhøjest prioritet for os. Selvfølgelig er det spændende at være et nyt sted, men før vi er sikre på, at vi kan komme tilbage, vil jeg ikke kunne nyde Alpha City. Mit indtryk af de andre er, at de har det på samme måde. Specielt Hood, der efter vi ankom til M17 har lukket sig helt inde i sin egen lille verden. Jeg er nervøs for, om han kan klare det eller om han på et tidspunkt knækker. Det bliver ikke et kønt syn, hvis han gør…

Udover forsøget på at lave portalen undersøgte Mike og jeg også vores magis begrænsninger. Der sker nogen rigtig mystiske ting i dette univers, og selvom de enkelte formularer ser ud til at være nogenlunde konsistente i deres ændrede virkemåde, er der absolut ingen mening i, hvordan de forskellige formularers effekt har ændret sig. Og det astrale plan, puh! Lad mig nøjes med at sige, at det bestemt ikke kan anbefales at projicere sig selv astralt uden et stort lager af hovedpinepiller inden for rækkevidde!

Om aftenen kunne vi på overvågningskameraerne se, hvordan en mand i jakkesæt var gået ind i vores lejligheder og set nyt overvågningsudstyr op. Dette skulle vise sig at fortsætte i adskillige dage og tyder på et temmelig højt niveau af grundighed fra regeringens side. Eller hvem det nu er, der helt præcist har valgt at holde øje med os.

På trods af de på overfladen afslappede forhold (relativt mange penge, et sted at bo, en nabo at hygge sig med) så var vi alligevel en anelse rastløse. Dels fordi vi gerne ville hjem hurtigst muligt, dels fordi ingen af os har det godt med bare at sidde og trille tommelfingre.

Heldigvis kom der lidt hjælp fra uventet kant.

Jane og jeg havde snakket lidt om, hvad vi hver især lavede, og det viste sig, at hun har været hjælper for en privatdetektiv af en eller anden art. En af den slags hjælpere, der er gode til at lægge pres på folk, fremskaffe forsvunde ting udenom de officielle kanaler og så videre. Med andre ord: hun er en form for shadowrunner. Og minsandten om ikke hun kunne bruge lidt hjælp fra vores side.

Helt konkret skulle vi hjælpe hende med at fremskaffe en lille metalbeholder med nogle frø. Den var blevet stjålet et eller andet sted og hun havde et godt spor til, hvor den ville skifte hænder. Så vi fik en ganske glimrende chance for at komme ned i Helvede, som den nederste del af Alpha City så kært hedder.

Lang historie kort: vi fremskaffede beholderen uden nogen problemer. Det kan godt være, vores magi har fået stækket vingerne, men vi er stadig meget stærkere end almindelige mennesker. Så hæleren Slim fik hurtigt givet os beholderen, som vi så kunne aflevere til Jane.

Den eneste krølle på halen ved vores lille “run” i Helvede var, at Slims nabo viste sig at være magisk aktiv. Ikke meget aktiv, men dog aktiv.

Jane virkede passende imponeret over vores måde at håndtere situationen med Slim på, så hun spurgte lidt ind til, om vi kunne være interesserede i mere af den slags arbejde. Selvfølgelig var vi det, men vi blev enige om, at vi i starten skulle tage den med ro og ikke kaste os ud i for store projekter.

Efter en veloverstået mission var der ikke meget andet at gøre end at tage Jane med ud og spise. Hun havde fået skaffet et bord på en fin restaurant oppe i Himmelen, og der var masser af dejlig mad. Jeg har intet problem med at lave af mikrobølgemad i længere perioder. Men der er nu intet, der slår en god gang pasta med frisklavet flødesovs.

Nu hvor det så ud til, at vi skulle lidt i gang med denne verdens variant af shadowruns, besluttede vi at undersøge det sorte marked med henblik på at skaffe våben, ammunition og alle de dejlige ting, en runner ikke kan leve uden. Mike og Nova smuttede ned i Helvede igen for at finde en gut ved navn Fat Boy. Han skulle efter sigende være en form for fixer, der måske skulle kunne fremskaffe det udstyr, vi manglede. Ikke overraskende lykkedes det dem ikke blot at finde Fat Boy, men også at overbevise ham om, at det ville være særdeles sundt for hans helbred, hvis han hjalp os med at fremskaffe udstyr. Mod passende betaling, naturligvis.

Den næste par dags tid skete der ikke det helt store. Det eneste interessante var, at Janes chef kontaktede os fordi han havde brug for hjælp til en opgave. Det var vi naturligvis interesserede i at høre mere om. Vi takkede pænt nej tak, da vi fandt ud af, at det drejede sig om at bryde ind på et beskyttet område og stjæle en energikilde fra en af Core Energys kurerbiler. Core Energy er et af de større firmaer i Alpha City og de sidder rimelig godt og sikkert på magten over byens energiforsyning. Ikke lige et godt sted at starte en ny runnerkarriere, når man ikke har mere end en plutpistol i lommen og lidt vådt bølgepap til at stoppe kugler med.

Som en lille sidenote bør jeg måske indskyde, at jeg på en af mine astrale rejser kiggede indenfor hos Jane. Ikke mens hun var hjemme, naturligvis, for min interesse var ikke i hende, men i hvad hun mon gemte i sine skabe. Okay, det er måske ikke en fair ting at gøre overfor sin partner, eller hvad hun og jeg nu er, men paranoia er som bekendt ikke et problem men en livsstil. Og det var egentlig en ganske idé, skulle det vise sig. I hendes skabe fandt jeg diverse våben af tungere kaliber, tung armour og andet runner-agtigt gear. Hun har helt sikkert gang i mere end blot at være en detektivs hjælper. Men om hun er rigtig runner eller noget andet er vi ikke klar over. Det må fremtiden vise…

View
From Russia with love part II

Jeg kunne mærke på mig selv at jeg havde svært ved at forstå det hele. Der var sket så meget de sidste par dage. Vi var kommet ind i denne verden ved et uheld eller hvad det nu hedder. Få at vide af en computer at stedet var ved at ned smelte komme ud af den bygning og ende i en ørken, finde ud af at vi var på jorden eller en form for jorden, bare længere ude i fremtiden eller i en alternativ fremtid / jord. Vi blev fundet i ørknen af nogle soldater fra en by kaldet Alpha city, som tog os med til deres base. På basen fik vi et læge eftersyn, der viste at vi havde det næsten godt eller som de sagde vi havde omkring 20 til 25 % mulighed for at leve i 30 år, men det var ikke noget problem for de havde en kur i Alpha city og de ville gerne hjælpe os med at få den kur, så hvad kunne vi gøre andet end sige ja tak. Basen var ca 1200km fra Alpha city og det ville tage os 3 dage at komme der til i en eller anden form for luft pude båd eller hvad de kalder dem og efter 3 dage kom vi til denne lille by, med de små 800000000 mennesker. Byen havde en mur rundt om sig der var 200m høj og 50m tyk eller noget. Vi kom ind i en militær lejer som blev kaldt for West gate Academy. Vi kom ind til deres læge og vi fik sovet i et døgn, mens de gjorde det de skulle, med deres nanobots. Ja fik jeg sagt at vi fik en chip ind i os mens vi sov, ja vi var nu også blevet til civile i Alpha city og da vi vågnede fik vi hver et kort med vores navn og alle andre oplysninger der skulle være på det, og der var så også lige 50k på som tak for vores udstyr. Vi fik vores værelser og vi skulle nu til det næste gode. 3 måneder med sprog kursus i deres verdens sprog. Jeg kan ikke altid forstå hvorfor der normalt er så nemt for mig at lære så mange sprog som det nu har været for mig, men deres sprog må være et meget svært sprog, selv om jeg kan de to sprog som deres er lavet op omkring, for det virkede som om Nova lærte det hurtigere end mig, men det kan måske være jeg er ved at være fyldt op eller også kan det være at det er de nanobots som hun har i sit system der hjælper hende nu, bare de kunne hjælpe hende til at forstå køkken redskaber bedre. Når men hvor er vi så nu, ja vi er i en verden som vi ikke kender. Jeg er en kamp klon af en gammel type, Nova er en nydelse klon, Hood er en klon som de har prøvet at give for meget cyberware i. Vi kan deres sprog nogen bedre end andre, tror Nova skal være tolk, og vi har penge på lommen og en lejlighed inde i byen. Nu skal vi så bare finde et sted hvor de ikke bare kigger efter os og finde ud af om vi kan åbne en portal så vi kan komme igennem og hjem eller om vi skal på en længere tur før vi kan komme hjem.

View
From Russia with love.

Tingene var pakkede, og vi var klar til afgang, det var tungt denne gang, vi havde gjort klar til en mindre krig, vi havde fået af vide at vi skulle være klar til alt, så det var vi.
Vi blev samlet op i en lille lufthavn uden for byen, derefter var det 16 timers flyvetur til, Yakut, denne gang blev der heldigvis ikke snakket tysk til mig, men det var tydeligt at Kofstein var indblandet, da det var hans fly der hentede os.
Vi landede i Yakut og tog til lejren, det skulle vise sig at det var en mindre militær og forsknings lejr, forskerne var blevet sendt hjem, da der var begyndt af foregå underlige ting i området.

Astralplanet var i følge Mike og Spade ikke som det skulle være.
De havde fundet en hule, for 120 år siden havde der været aktivitet i hulen, da holdet havde prøvet at undersøge de havde de mistet kontakten til deres drone, derfor var vi her, vi skulle undersøge hvorfor kontakten var tabt. I hulen havde holdet fundet en meget moderne 120 år gammel kæbe mine, det satte gang i tankerne.
Det stod klart at der skete underlige ting i området, der kom jordskælv i interval på 2 timer.
Efter en kort introduktion til folket i lejren for vi hvile og ro, Mike skulle lige prøve badet udenfor, det var åbenbart ren nostalgi for ham.

Vi fik den lokale hus rigger til at undersøge hulen med droner og vise os sonarfilmen af hulen og kunne se diverse ting i hulen, blandt andet noget der lignede en kamprobot.
Dagen efter tog vi af sted mod hulen, bevæbnede til tænderne, Miller der var lederen og hans hold gik først ind, de ville recce, og undersøge og derefter kalde os frem når det var noget vi skulle se på, vi fandt en kamprobot der var ude af funktion, den bar Spade ud af hulen.
Da vi kom længere ind i hulen fortalte Mike og Spade at der var noget der mindede om en grænse i astralplanet, vi gik igennem grænsen, Nova og jeg først, vi er ikke så magiske som de andre, vi ville være sikre på at der ikke skete noget.

Vi trak længere ind i hulen, forbi det sted hvor kontakten til dronen avr blevet mistet, der røg vores kontakt med omverdenen også, vores elektronik virkede ikke mere, så vi lukkede ned ofr den, ligeledes havde Mike og Spade problemer med at få de samme ud af deres magi som de plejer.
Længere inde røg forreste hold i et baghold, vi hørte ildkampen, og hvordan der blev stille.
Da vi trak frem for at undersøge fandt vi holdet delvis sønderskudt, delvis skåret i stykker, og noget der mindede om en robot, også skudt i stykker, det hele endte i en hule hvor der lå en del skeletter der var skåret i stykker, det havde uniformer på fra noget der hed United Army, i rummet var der noget der mindede om en portal.

Vi fandt en masse efterretninger og våben, dem samlede vi sammen og begav os mod udgangen igen, det gjaldt om at komme væk nu, frekvensen på jordskælvene var faldet fra to timer til 20 minutter, og vi havde en fornemmelde af at det havde med portalen i rummet var ved at falde sammen, ”Ormehullet” som de fremmede kaldte den i de materialer vi havde fundet, det skulle åbenbart have været en portal hvor der skulle have være reddet en helt masse krigsflygtninge fra deres hjem, men noget var tydeligvis gået galt.
Da vi begav os ud blev vi mødt af en lys levende kamprobot der mente at vi var fjenden, det var ikke så godt, dens teknologi lå i vores målestok stadigvæk nogle hundrede år ude i fremtiden – øv.

Spade fik kontakt til riggeren i lejren og informerede dem om situationen og de sendte kampdroner ind, kampdronerne kæmpede og dødr, hulen faldt sammen i den ene ende, og ikke engang Novas operasanger var i stand til at lave andet end buler i robotten, og jorden rystede nu så meget at hulen begyndte at falde yderligere sammen – vi havde kun en vej ud, det var gennem portalen.

Vi riggede til så protalen ville blive sprunget i luften på vores side og så gik vi igennem.
Da vi kom ud stud vi i et virvar af sønderskårne skeletter, robotten i hulen var formodentlig kommet igennem portalen og havde fortsat hvor den slap.
Stedet blev kaldt bunker A, og det var 120 år siden der sidst havde været kontakt til mennesker, Central Enheden kunne snakke til os og den fortalte os at anlæggets reaktorer var ved at nedsmelte, vi fik lokaliseret enheden, fik den til at vise os vej til motorpoolen og en pmv med 10% strøm.

Vi fik åbnet porten og lagt afstand til bunkeren før nedsmeltningen, det var voldsomt, men vi klarede den fordi vi var i køretøjet.

Nu meldte sig den første af mange udfordringer, vi stod i en ørken øst for det der havde været Bagdad, og havde 470 km til nærmeset liv ifølge computeren, men vi vidste ikke hvad der var hvor, og vi var ved at løbe tør for strøm.
Vi havde fået tæv da vi var gået igennem portalen, det var åbenbart hårdt for kroppen at gå igennem, Mike kunne heale os heldigvis.

Al vores elektronik fra Seattle var ristet, på trods af at vi havde slukket det.

Vi var ved at løbe tør for strøm, Mike havde prøvet at lade batterierne, der var krystaller op, men det ar ikke gået så godt, Spade havde prøvet at levitere op i luften for at få et overblik, men han kunne åbenbart ikke levitere levende ting. Vi var på den – dog kunne vi skaffe med og drikke uden problemer, eneste udfordring var hvilken vej vi skulle gå.

Generelt havde Spade og Mike en anelse svære ved at bruge deres magi.

Da det blev mørkt havde vi lagt mærke til nogle små prikker der var blevet affyret i ballistisk bane, vi overvejede at søge mod dem men var nervøse for om vi kunne nå frem grundet strømsituationen på bilen.

Vi lagde os til ro, Mike holdt første vagt, lidt inde i vagten blev vi overrasket af en patrulje soldater, de insisterede på at undersøge om vi var robotter før de ville have noget med os at gøre, og sagde at vi var i den røde zone.

Da vi alle var blevet undersøgt, nogle af os var allerede blevet stemplet som kampkloner, tog de os med mod det de kaldte Alfa City, en lille by med 800 millioner indbyggere.
Vi er nu på vej til deres base til ”debreefing” og vil åbenbart få valget mellem at aflevere alle vores ting for en smule penge, eller prøve at klare den i ørkenen på egen hånd.

Det bliver spændende at se om det bliver ørken eller storby.

View
Abstergo

”Det er da en pæn stor bygning, – måske vi alligevel skulle skaffe os nogle plantegninger”. Vi stod foran en stor, gammel kontorbygning, midt i Puyallup, og da vi kun var Sting, Hood og mig, vækkede vi heldigvis ikke så meget opmærksomhed. Det kunne selvfølgelig også være fordi, at det var mørkt, vi havde mørkt tøj på og sørgede for at holde os skjult, imens vi observerede bygningen.
Vi havde for kort tid siden, modtaget besked fra vores nye arbejdsgiver (Abstergo), som informerede os om, at Desmond Miles og måske også nogle af hans medsammensvorne, kunne opholde sig i denne bygning. Der var hovedsagligt mørkt i bygningen, men vi kunne se lys, i enkelte lokaler rundt omkring, så vi besluttede os for at tage hoveddøren, bevæge os stille og tage konfrontationen, hvis vi blev opdaget. Vi havde ikke bevæget os langt ind i bygningen, før Sting kunne meddele, at Desmonds lugt, var til stede, men han kunne ikke definere hvor gammel lugten var. Kort tid efter, havde Hood skaffet plantegninger over bygningen og vi kunne se, at der var 3 plan, – kælder, stueplan og 1. sal. Da vi kom til trappeopgangen, kunne vi høre musik fra 1. salen, og besluttede os derfor, at tage kælderplanet først. Et af de første spændende rum vi fandt, var et laboratorium, fyldt med remedier, som godt kunne indikere, at Desmond Miles havde udført sit arbejde her. Bl.a. så vi noget af det udstyr, som vi i sin tid, havde skaffet til Desmond, da han opførte sig som en grøn Mr. Johnson. ”Spøjst, – Jeg har egentlig aldrig stillet spørgsmål til, hvorvidt min arbejdsgiver var god eller ond, men her på det sidste, har det ligget og luret i mine tanker. – Pisse irriterende”.
Nå, men efter dette rum, kunne vi se på plantegningen, at der skulle være et meget større rum, med en dør i hver sin ende. Det spændende ved dette rum var, at Sting kunne fornemme en magisk barriere derinde, så vi besluttede os for at dele os op og derved dække begge døre i rummet. Sting og jeg bevægede os langs gangen, ned til døren i den anden ende, mens Hood forsøgte at åbne den første dør ind i rummet.

Det næste der skete var meget FUBAR…. Jeg kunne høre over com link, at Hood blev opdaget af en mand og at Sting skyndte sig ned til ham. Hood havde vist pacificeret ham, da Sting nåede ned til ham og jeg kunne høre at Hood slæbte ham ind i et andet rum. Derefter bliver det endnu mere mystisk?? Hood sparker pludselig døren ind til det store rum og lyden af børneskrig og stemmer fylder gangen (og com link). Kort tid efter hører jeg Hood sige over com link, at han skrider nu, efterfulgt af skyderi ude i gangen. Jeg prøver febrilsk at få svar på mine spørgsmål over com link, men intet svar, – ”Så amatøragtig plejer Hood da ikke at være? Og der skal da mere til at skræmme ham?” Nu begynder der at komme liv i butikken… Sting prøver at tale med den mand, som åbenbart er i rummet og jeg kan høre, at han gerne vil beskytte sine små brødre. Jeg kan høre folk komme fra min ende af bygningen og ligger mig i baghold, stadig med forsøg på, at komme i kontakt med Hood, over com link. Jeg beslutter mig for, at bygningen skal gennemsøges hurtigt, nu når vi er blevet opdaget, så lige så snart der var fri bane, bevægede jeg mig videre.

Bygningen var formet som en stor firkant, med en åben gårdsplads i midten, så jeg ville på et tidspunkt komme hele vejen igennem kælderplanet og mødes med Sting, hvis jeg fortsatte. Jeg var ikke kommet langt, da jeg pludselig hørte Hood sige over com link, at han var tilbage. ”Han havde godt nok noget han skulle forklare senere”. Hood befandt sig nu i rummet med Sting og manden med børnene, – det gjorde mig ikke specielt rolig… Jeg bryder mig ikke om utilregnelige kollegaer i sådanne situationer, men havde på fornemmelsen, at der måtte havde været magi på spil. På min runde gennem alle lokalerne finder jeg en kvinde gemme sig i et hobbylokale, af en art (børnekunst over det hele), jeg tager hende med mig, selvom hun påstår hun ikke ved hvem Miles er og at hun kun har været her et par dage. Kort tid efter, får jeg øje på et barn, stående ved et badeområde, og stirre tomt på mig. Jeg genkender barnet, som en af de stjålne børnelig og skynder mig at sætte en kugle i hovedet på ham. Nu er det jo ikke normalt, at jeg bare render rundt og skyder børn, men jeg havde helt fra start, besluttet mig for, at hvis jeg fandt nogle af disse børn, ville jeg bringe dem ud af deres lidelser, med det samme. ”Det er ikke normalt, at de døde skal rende rundt og være eksperimentalt legetøj, for en gal videnskabsmand”.

Pludselig lyder der et ordenlig brag, fra en eksplosion, – ”Er det Sting der er på spil igen?”. Flere brag… og ingen svar på com link.. Hmmm, er jeg mon alene nu? Jeg er nu nået næsten hele vejen rundt og har i mellemtiden placeret kvinden i et rum (uskadt), så hun ikke kom i vejen hvis der blev skyderi. Det sidste rum, inden jeg kan komme over til de andre, er en kantine med et køkken. I kantinen kan jeg se 4 mænd, med våben, dække døren ud mod gangen, hvor Hood og Sting nok er. I den anden ende af rummet står en kvinde klædt i troldmandstøj. Ja, troldmandstøj… Sådan noget mørkeblåt med stjerne, spids hat og den slags. Ved siden af hende, står 4 børn, som jeg ikke helt ved om er nogle stjålne børnelig, eller nogle ganske almindelige børn. Jeg kaster en granat (uden at aktivere den) midt imellem de 4 mænd, mens jeg råber ”granat”, og vender min ”opera-sangerinde” mod kvinden. Da hun virkede som om hun var irriteret over situationen og ikke bange, kunne jeg formode, at hun var en af Miles’ folk, eller i hvert tilfælde en person, som kunne være farlig. Så… Skyd først og spørg bagefter. Kvinden blev delt i to og de fire børn reagerede ikke andet end at de begyndte at løfte deres hænder mod mig og kaste en form for magi. De døde hurtigt (for anden gang i deres korte liv), især fordi jeg pludselig fik hjælp fra Sting, som dukkede op ude fra gårdspladsen. ”Pyha.. Så er jeg ikke alene”.

Da der kom mere ro på, kunne jeg endelig tale med Sting og danne mig et overblik. Sting havde sprunget noget i luften, ind til det rum, hvor der stod en mand og nogle børn. Han var åbenbart en troldmand (måske ham som havde påvirket Hood?) og gik fuldstændig bersærk, da et af børnene døde i eksplosionen. Han lavede noget magi og flygtede derefter med de to sidste børn. Om det var Stings eksplosion eller troldmandens magi, ved jeg ikke, men Hood var hårdt såret og havde trykket på knappen til DocWagon. Vi stabiliserede ham og placerede ham i midten af den åbne gårdsplads, så de kunne hente ham uforstyrret. Derefter gennemsøgte vi resten af bygningen fuldstændigt. Vi fandt en pung og nogle papirer, tilhørende kvinden i kantinen. Hun hed Olga og havde skrevet nogle notater omkring børnenes udvikling og deres reaktioner på kemikalierne. Hun nævnte også at ”skaberen” var sluppet fri og at Dr. Miles var sur over dette. Olga ville gerne lave et nyt ritual. Hun var tydeligvis også irriteret på Primogenitus (den unge troldmand, som gik bersærk), da han knyttede sig for meget til børnene. Af papirerne fremgik det, at Primogenitus var Miles’ første zombiebarn. Vi fandt også et lokale fyldt med ritualremedier og en masse kåber. Resten af bygningen var indrettet, som en form for minisamfund, med en stor skole-del, med undervisningslokaler, henvendt til børn i forskellige aldersgrupper. Midt i gårdspladsen fandt vi en kæmpe ritualcirkel, som vi ødelagde og så var det på tide, at vende næsen hjemad og studere Olgas papirer lidt bedre og besøge Hood på hospitalet.

View
Døde Børn

”og det var alt hvad vi oplevede i Sunnyville”… Sting og jeg, havde liget sat Hood ind i vores nuværende opgave. Tja.. ”opgave” var vel så meget sagt. Vi havde selv taget sagen op, efter den vækkede vores interesse, med stjålne børnelig og tomme/døde områder i Seattle og i byen Sunnyville. Det var en af den slags opgave, hvor man ikke fik penge, men derimod viden og måske mulighed for at stoppe noget ”ondt”. ”Hvad er ondskab egentlig?” Jeg havde længe gået med en fornemmelse af, at Desmond Miles havde stjålet børnenes lig, med misforstået, gode hensigter. Men efter episoden i hans gamle hytte ved Sunnyville, hvor vi befriede et væsen, som han havde holdt fanget, så var jeg ikke længere så sikker på han gode intentioner. Jeg tror, jeg har det med at undervurdere hvor onde og egoistiske de fleste folk er…

”Abstergo, siger i?” Hood refererede til det firma, som vi havde fortalt, Miles engang arbejdede i. Derefter hev Hood et visitkort frem og fortalte, at det var da det firma, som juristen, der havde kørt ind i ham, arbejdede for. Fedt… så har vi jo en forbindelse til firmaet allerede. Vi gik straks i gang med at undersøge Connor Kenway, som juristen hed. Han var tidligere militærmand, været ansat i Abstergo i 10 år og boede alene i et rækkehus i et middelklasses-kvarter. Sting og jeg tog hen til hans bolig, for at holde lidt øje med ham og Hood ringede og aftalte et møde med ham, med undskyldningen om, at han var interesseret i et job i firmaet. Da Connor ikke var hjemme, besluttede Sting sig for, at nærstudere boligen indefra, men da han så kameraerne inde i huset, blev han nød til at opføre sig som en simpel indbrudstyv, – stakkels Connor, han ville ikke blive glad for at se sine dyre møbler, blive ødelagt på den måde.

Imens vi ventede på Hoods møde med Connor, undersøgte vi lidt flere løse ender. Vi fik fat på overvågningsbilleder fra gaden, hvor Desmond Miles’ motel lå, – det motel han havde brugt, da han legede Mr. Johnson. Vi var interesseret i at vide hvem, der havde været ude på gaden, kort tid før eksplosionen på motellet. Billederne viste et professionelt, kampberedt hold, rykke ind på motellet, lige efter vi havde forladt det. Kort tid efter eksplosionen, kommer holdet såret ud og kører væk.

Hoods møde med Hr. Kenway forløber desværre på neutral grund, så der bliver ikke mulighed for ham, at placere overvågningsudstyr i Abstergo’s lokaler, som vi havde snakket om. Til mødet får vi ikke så mange brugbare oplysninger, men det er tydligt, at Connor er meget glad for sit arbejde og han virker også meget loyal overfor firmaet.

Da Connor kommer hjem til sin bolig, får han besøg af nogle folk, som godt kunne ligne gamle militærkammerater. De medbringer en masse udstyr, som vi formoder, skal bruges til at sikre hans bolig bedre, mod indbrudstyve.
Da det bliver lørdag, tager vi ned til en bar, som Connor åbenbart holder af, at besøge. ”En oplagt mulighed for at tage en pæn kjole på, nyde lidt vin og danse med nogle flotte, rige mænd, – nogle gange er arbejdet ikke så slemt”. Jeg snakkede kun kort med Connor, lige inden han gik, da jeg ikke ville tage unødig kontakt med ham.

”Nu bliver vi snart nød til at stikke en pind i myretuen, så nogle andre personer kommer frem i lyset”. Det er lidt trættende, at skygge den samme mand hele tiden, vel vidende, at manden vi egentlig søger, stadig holder sig skjult. Vi beslutter os for at lave et lille eksperiment. Mandag sender vi et brev til Abstergo, Att.: Desmond Miles, hvori vi fortæller, at vi ved hvad han render og laver og at vi er interesseret i et møde. Tirsdag middag, placere vi en hjemløs mand (i pænt tøj) ved tankstationen, hvor mødet skal foregå, og så observere vi fra en god afstand. Vi ser en snigskytte på et tag, en drone i luften og en ukendt mand, som henvender sig til vores lokkedue. ”Hmm, så de er interesseret i at snakke”.

Næste dag tager vi den et skridt videre. Vi ringer til Soren Smith, Abstergos afdelingschef i Seattle, og aftaler endnu et møde, – denne gang med reelle intentioner om at snakke. Mødet foregår i en forlystelsespark, med Sting, som den eneste synlige person (Mr. Johnson). Manden fra tankstationen dukker op og efter lidt snakken frem og tilbage, får vi at vide, at vi vil blive kontaktet om et par dage.

To dage senere, mødes Sting med tankstation-manden, i Seattle zoo (gorillaburet). Abstergo er også interesseret i at finde Desmond Miles og stoppe ham, og de er villige til at samarbejde. De vil give os flere oplysninger om Miles og hans arbejde, hvis vi dukker op i firmaet senere. Sting (Mr. Johnson) tager alene op til Abstergo’s afdeling og snakker med Connor Kenway, som fortæller at Desmond Miles, igennem sit arbejde i Abstergo, har erhvervet sig viden, som han nu bruger til at samle energi i de døde børn (som en slags batterier), med henblik på at åbne en portal/dør. Abstergo vil have ham (og de 20 medsammensvorne) stoppet og er villige til at give os 200.000 nu og flere penge senere, hvis vi finder (og uskadeliggøre) dem alle sammen.

Og sådan fik vi en arbejdsgiver, på ubestemt tid. Nu må vi bare se om vi kan finde de 21 og hvor lang tid det tager. Indtil videre vil vi kun bruge Sting, som vores kontakt til Abstergo, så vores andres identitet vil forblive ukendt. Vores næste skridt vil være at gennemlæse oplysningerne fra Abstergo, om Miles og hans samarbejdspartnere, tage til magiskolen og kontrollere nogle oplysninger og evt. tage på ”hyttetur” til Sunnyville og se om der er dukket noget/nogle op.
Sting fik desuden sat nogle mikrofoner op i Abstergos lokaler, så vi kunne lytte lidt med. Håber ikke de finder dem :)

View
New beginnings

Efter at have spildt lidt tid på de lokale landsbyboere foreslog Nova, at vi kunne ringe til Fiddler for at høre, om han var interesseret i at tage op og hjælpe os. Alt i alt lød det for mig som en god idé fordi det virker som om han har meget mere erfaring med at undersøge (og kæmpe på) det astrale plan.
Han var frisk på at tage herop, så vi besluttede at bruge lidt mere tid på at snakke med de lokale indtil han kom.
Der var ikke det store at hente. Alt i alt blot, hvad man kunne forvente af sådan en by. Det eneste lidt interessante var, at der på Fru Andersens hotel boede en hel masse spirits af forskellig art. Jeg havde ikke lyst til at undersøge dem nærmere – enten var det free spirits, der godt kunne finde på at angribe mig, eller også var de styret af en rigtig nasty mage et sted. Umiddelbart virkede de flinke nok, men som bekendt fanger man flere fluer med honning end med eddike, så det var bedst ikke at stikke snuden for langt frem.
Næste dag tog vi allesammen op til Desmond Miles’ hytte for at undersøge den nærmere. Da vi kom derop så vi en gigantisk summoning circle. Den var cirka
0 meter i diameter, så hvis den blev gjort aktiv ville det være muligt at hente noget meget, meget stort frem fra de dybeste steder af det astrale plan… eller fra endnu længere væk.
Inde i hytten fandt vi ud af, at der var godt med magisk beskyttelse og, til min store forbløffelse, en bunden lysånd af en eller anden art. Den var meget interesseret i at vi skulle sætte den fri, men ville ikke fortælle, hvordan vi skulle gøre, før vi havde lovet at gøre det.
Yeah, right!
Never trust an elf, never deal with a dragon… and don’t let a spirit fuck you in the ass.
Anyway, Sting og Nova insisterede på, at den skulle sættes fri og det måtte jo ligesom være deres hovedpine. For at være i sikker afstand kørte Fiddler og jeg et stykke tilbage mod hytten. Langt nok til, at vi ikke umiddelbart burde kunne blive ramt af noget, spiriten kunne smide efter Sting og Nova, men ikke længere væk end at vi kunne hente dem, hvis de overlevede.
Dog kunne vi ikke helt holde os udenfor og valgte derfor at projicere os astralt og smutte tilbage til hytten for, på god afstand, at se, hvad der skete.
Ganske som forventet var det ikke en god idé. Godt nok kunne spiritten efter dens frisættelse fortælle os lidt om, hvad Miles og hans kumpaner havde været igang med. Men inden den gjorde det var det åbenbart nødvendigt først at give Nova tredjegradsforbrændinger over det meste af kroppen og bagefter skulle den lige besætte hende.
Stakkels Nova. Som om hun ikke har været nok igennem skal hun nu enten trækkes med nogen fæle ar eller igennem en masse plastikkirurgi.
Alt i alt fik vi ikke meget andet at vide end, at Miles og 19 andre mages har brugt deres magiske energi til at animere døde børnekroppe. Selvom Miles var dens mester kunne den ikke sige præcis, hvor han var. Den kunne dog pege os i den generelle retning af Sunnyville og Seattle (de ligger i cirka samme retning fra hytten) og han befinder sig åbenbart et mørkt og fugtigt sted.
Spirits. Pah! De kan ikke bruges til en skid.
Vi besluttede os for, at der ikke var meget mere, vi kunne gøre oppe ved Miles’ hytte, så vi tog tilbage til byen. For at være på den sikre side holdt vi øje med den eneste indfaldsvej, bare for det tilfældes skyld, at nogen af de andre mages havde været i nærheden, da Sting og Nova satte spiriten fri.
Den sidste ting, vi havde brug for at tjekke inden vi satte kursen tilbage mod civilisationen, var om der nu også lå to lig begravet under Miles’ families gravsten.
Det krævede et hurtigt lille midnatsrun ned til kirkegården og med lidt kærkommen hjælp fra Fiddlers earth elementals var vi hurtigt igang med at bryde kisterne op. De to lig vi fandt passede med, at de godt kunne være Miles’ kone og barn. Der var i hvert fald ingen af os, der var i stand til at finde tegn på, at det ikke skulle være dem.
Vi pakkede graven sammen igen så godt som muligt og næste dag tog vi hjem til Seattle.
Det var skønt at være tilbage.

View
New beginnings and old endings

“Selvfølgelig,” sagde jeg og lagde på.

Det var rart at have et godt gammeldags baggrundstjek igen. Dengang jeg stadig var en lovlydig borger og arbejdede som privatdetektiv var det en af mine specialiteter, jeg var en af de bedste til den slags i Seattle. Okay, jeg overdriver nok lidt. Jeg var ikke helt lovlydig.

Jeg kiggede på de sparsomme informationer, Hood havde givet mig. Der var egentlig ikke meget mere end et navn, Jack, og nogle få steder, hvor denne Jack havde været. Det skulle nok blive spændende. Og en anelse farligt. En af de vigtigste ting, jeg skulle undersøge, var om Jack stadig arbejdede for FBI.

Det første skridt i ethvert baggrundstjek var naturligvis at gå i dybden med Jacks oprindelige SIN fra dengang han fandtes som et virkeligt menneske. Pyt, detaljerne er ikke vigtige. Der skete andet i de dage, der var mere vigtige end, hvordan jeg fandt ud af, at Jack så ud til at være clean.

Det mest nævneværdige var en ubehagelig nyhedshistorie bestående af to dele. Første del var en forfærdelig ulykke, hvor intet mindre end 55 børn døde. Den bus, de havde været på skoleudflugt i, forulykkede og der var ingen overlevende. Børn, lærere, chauffør. Alle døde. Og ikke nok med det. Dagen efter det skete blev alle børnenes lig stjålet fra lighuset. Det første alle tænkte, tror jeg, var at det måtte være ghouls eller vampyrer. Ægte vampyrer og ikke den slags som hænger ud på tabersteder som The Sanctuary. Men hvis det havde været ghouls eller vampyrer ville der have været spor. Ingen af de to grupper er specielt subtile i deres fremgangsmetoder. Måske er der noget fælt under optakt vejs eller også er det et enkeltstående tilfælde af ligtyveri.

Egentlig var det min plan at kaste et lidt nærmere blik på ulykken og de forsvundne lig, men jeg blev afsporet af, at min fixer sendte et telefonnummer i min retning. Han vidste, at jeg var ved at stikke hovedet frem efter at have holdt lav profil. Det lød umiddelbart til at være et simpelt job, så det var en god start.

Jeg ringede til nummeret og fik en temmelig nervøs stemme i den anden ende. Tydeligvis ikke en, der var vant til at hyre runnere, hvilket blev bekræftet, da vi mødte ham sent om aftenen ved en lille park. Han stod der i sit grønne jakkesæt og så så nervøs ud, at det praktisk talt lyste ud af ham, at han var i gang med luskede ting.

Nå, jobbet var egentlig simpelt nok: stjæl en håndfuld forskellige medikamenter og lidt laboratorieudstyr. Mr Johnson var endda flink nok til at give navnet på et firma, hvor det hele burde kunne findes. Det eneste tricky ved opgaven var, at der var en to døgns deadline på aflevering af varerne. Et hurtigt kald til SafeBox og vi var i gang med at lægge planer, finde blueprints over bygningen og så videre.

Lang historie kort: vi fandt de ting, vi skulle bruge. Og alt forløb endda så smooth, at de to sikkerhedsvagter, vi stødte på, blot blev neutraliserede og ikke dræbt. Det gik også fint at aflevere varerne til Mr Johnson.

Bortset fra…

Da vi var på vej væk hørte vi en eksplosion bag os. Det motel, hvor Mr Johnson boede (og hvor vi lige havde afleveret tingene) var delvist sprunget i luften. Center for eksplosionen var cirka det værelse, hvor han havde været, men ingen af os havde lyst til at kigge nærmere på det med så meget politi og redningsfolk. Heller ikke for at se om vi kunne få et ekstra kig på et par personer i en varevogn, som vi af uforklarlige årsager ikke havde tænkt nærmere over, da vi ankom til motellet.

Efter eksplosionen valgte vi at holde lav profil. Vi havde fået en rigtig god betaling for et relativt stille og roligt job. Jeg trak mig tilbage til min lille lejlighed fordi jeg regnede med at tage et par dage med lidt magisk research.

Sådan skulle det dog ikke gå, for allerede dagen efter ringede Nova fordi hun havde oplevet noget mærkeligt. På en tur gennem Seattle havde hun pludselig fået en form for blackout, hvor hun havde mistet nogen minutter. Normalt ville jeg bare slå den slags hen med, at det let kan ske, hvis man går i sine egne tanker. Men Nova fortalte mere end det. Hun havde forsøgt at gå tilbage, men havde oplevet det samme. Det var nærmest som om der var et dødt område og hver gang, hun eller andre kom derind, mistede de forbindelsen med resten af verden indtil de kom ud af området igen.

Det fangede med det samme min interesse og jeg kørte ned for at møde hende. Vi undersøgte det nærmere og som alle andre fik jeg også blackout inde i området. Da jeg kiggede på det astrale plan fandt jeg ud af, at der var fuldstændig dødt. Eller ikke rigtig dødt, men mere tomt. Jeg kunne ikke se nogen astrale mønstre, hvilket var virkelig sært.

Nova fortalte, at de havde været ude for noget tilsvarende nede omkring SafeBox for ikke så lang tid siden og at der dengang havde været nogen døde børn, der stadig bevægede sig rundt i gaderne. Tidligere samme dag, kunne Nova fortælle, havde der været en mærkelig knægt nede på SafeBox for at låne et toilet. Han havde virket som om han var på en eller anden form for stoffer, men de vidste ikke præcis hvad. De ville dog ikke have ham i bygningen, så de fik smidt ham over på den anden side af gaden, hvor der var et toilet, han kunne bruge.

Det havde godt nok ikke virket som om knægten var død, men det lød suspekt. Og det er svært at tro på, at det er et tilfælde, at der dukkede endnu en mærkelig knægt op samme dag som Nova støder på et nyt “astraldødt” område. Der måtte være en sammenhæng, men hvad den helt præcis var kunne vi ikke lige lure.

Mens vi kiggede på det forsvandt effekten i området pludselig. Vi kunne ikke som sådan mærke, at det forsvandt, men vi kunne pludselig se folk gå rundt derinde uden at de virkede som hjernedøde zombier. Jeg kiggede efter på det astrale plan igen og det virkede nu helt normalt.

Det hele havde gjort os meget nysgerrige, så vi besluttede os for at se, om vi kunne finde beretninger fra andre steder, hvor folk havde haft den slags blackout inden for et specifikt område.

Problemet var ikke at finde beretninger om blackouts. Problemet var at sortere det brugbare fra det irrelevante. Efter noget tid fandt vi dog frem til en lille by lidt nordpå i Salish-Shidhe. Efter sigende skulle den være forsvundet i adskillige dage for cirka 10 år siden.

Vi pakkede bilerne til et hurtigt road trip og tog til Sunnyville for at se, hvad vi kunne finde ud af. Efter en lille køretur på 3-4 timer var vi fremme og få for satan hvor jeg ikke kan lide den slags små byer. Alt for få mennesker på et ikke alt for stort område. Ingen steder, hvor man rigtig kan gemme sig eller være for sig selv. Alle kender alle og der skal ikke mange sladdertasker til før der ikke er nogen som helst mulighed for at få den mindste smule privatlig.

Vores første rundspørge blandt de lokale var ikke meget bevendt. Vi fik bekræftet, at alle byens indbyggere påstår de har været forsvundet. Men det tætteste vi kunne komme på noget konkret information var den lokale præst, der blankt indrømmede, at han ikke kunne huske noget som helst fra de dage, de havde mistet. Ingen historier om at blive bortført af rumvæsener eller mærkelige konspirationer. Han kunne ganske enkelt ikke huske noget som helst.

Så nu står vi ikke alene i en lille flække på landet. Vi står også på bar bund.

View
Sanctuary

”Du må stræbe efter, at blive bedre til det du kan, Kitty… og hvis du kan, så lær noget nyt, som kan gøre dig bedre end de andre”. Sådan sagde onkel Charles altid. Det er let at lære nye ting, men at mestre dem, er mere problematisk. ”Kan jeg overhovedet rumme mere viden?” Jeg synes det er svært at håndtere alle de nye situationer, som jeg konstant er blevet smidt ud i, de sidste par år, men for at ære onkel Charles, så prøver jeg at opsøge nye udfordringer, som kan gøre mig til et bedre menneske. Så… ned på skydebanen og afprøv de nye våben med Mike, bagefter spring ud af et fly (dog med faldskærm) og til sidst ned på Sanctuary og spil noget mere skuespil sammen med Sting og Mike (og senere Hood).
Vi havde tilbragt hele sidste weekend dernede, i håb om at lokke ”Casper” frem, eller i det mindste finde en forbindelse til ham. Maddingen var blevet smidt ud, nu var det egentlig bare at vente.

Fredag aften på Sanctuary, var egentlig en stille aften. Jeg var alene derinde, imens Mike og Sting overvågede området udenfor. De sædvanlige gæster var til stede, men fyrsten og fyrstinden (de selvudråbte herskere), ville åbenbart ikke glæde os med deres besøg, denne aften. Senere på aftenen skete der dog noget. Et par ”normal” klædte mænd, besøgte stedet og havde en intens samtale med Tom, på hans kontor, omkring nogle penge de ville have. Mike var vores øjne udenfor, da han fløj hen til vinduet og kiggede med, – som jeg flere gange har sagt, så er det nu praktisk med en troldmand i gruppen. Håndlanger nr. 1 og 2 forlod stedet og Mike fløj efter dem. Kort tid efter var Tom på vej ud, men Sting fik stoppet ham inden, og de tog op på hans kontor igen. Jeg ved ikke helt, hvad der skete oppe på kontoret, men det blev ikke en helt fredelig samtale. Typisk Sting… Jeg tror altså ikke, at han er et forandret menneske, som han siger. Nå, men Tom tog på hospitalet og Sting tog såret hjem til Safebox. Et stykke tid senere fulgte Mike og jeg med, efter at Mike havde aftalt et møde med Erik, til næste dag. Det viste sig, at mændene, som Mike havde fulgt efter, hørte til samme sted, som de håndlangere, som Casper havde. Sting havde undersøgt dem tidligere på ugen og identificeret dem, som en gruppe lejesoldater med navnet ”Black Hawks”. Mike helbredte Sting og gav ham noget åndelig beskyttelse, så han kunne tage ned til Black Hawks tilholdssted og sætte overvågningsudstyr op. I mellemtiden blev Mike og jeg i Safebox og ”hyggede” os.

Lørdag aften, inden Sanctuary åbnede, tog Mike og Hood derned, for at snakke med ejeren af stedet, Erik. Han vidste intet omkring Toms arrangement med Black Hawks eller Casper, men lovede at give lyd fra sig, hvis der dukkede noget op. Derefter blev Hood inviteret med hjem til Mikes hus, noget han vist ikke havde prøvet før. Jeg kunne godt mærke, at Mike ikke var helt tryg ved at få gæster, men havde dog ikke ventet sådan et udtryk i hans ansigt, da Hood trådte ind gennem døren. Da Hood forlod stuen, for at bruge toilettet, fortalte Mike, hvorfor han virkede så urolig. Åbenbart havde noget inde i Hood nedkæmpet Mikes magiske barriere i huset. Jeg forstår stadig ikke helt det der magi-halløj, og min forvirring blev bare større, ved Mikes forklaringer, så jeg spurgte ikke så meget ind til det.
Nå, men Hood havde ikke oplevet Sanctuarys gæster før, så han fik en hurtig introduktion og så blev han ellers kastet ud til hajerne. Det er sjovt at se hvordan en mand i hans alder opfører sig, når han er omgivet af en masse hormonfyldte unge mennesker. Nu vi taler om alder… Mike virkede heller ikke jublende glad for at blive slæbt ned til goth-stedet igen. Jeg tror ikke han kan lide at spille skuespil. På trods af Hoods alder, blev han alligevel taget godt imod, af fyrstinden, som var der den aften. Måske hun godt kan lide erfarne mænd? Jack (en narkohandler med kontakt til Casper) var også til stede og jeg fik udnyttet vores tætte kontakt til, uset, at sætte en ”tracker” på ham, så vi fremover ville kunne spore ham. Desværre udnyttede han så kontakten til, at sprøjte et stof i mig, som ændrede min opfattelse af verden omkring mig. Jeg har aldrig før prøvet stoffer, så det var en meget spøjs oplevelse. Jeg opdagede det heldigvis tidsnok til at give besked til de andre, så Mike (forklædt som den hvide prins), dukkede hurtigt op. Dvs. for mig, var det virkelig den hvide prins som dukkede op… stoffer er mærkelige. Resten af aftenen var lidt uklar og morgenen efter var heller ikke helt rar.

Søndag morgen var Mike, Hood og Sting taget ned til Sanctuary, for at mødes med Erik, som var blevet kontaktet af Black Hawks og havde aftalt et møde med dem, så de kunne få deres penge. Jeg blev hjemme og lyttede med på com link, da jeg ikke havde det så godt. De fik at vide at Tom var blevet skudt, nede ved havnen, men at Erik ikke havde sagt noget til politiet, da de havde udspurgt ham. Erik må åbenbart være en særlig vigtig mand, for det var ikke bare et par håndlangere, som dukkede op, næ… Casper og 12 af hans mænd ankom bevæbnet. Efter en masse fremvisning af pistoler og to affyret skud (et fra Sting og et fra Hood udenfor), trak Casper sig tilbage uden pengene. Resten af dagen holdt vi lav profil og snakkede om hvad vi nu skulle gøre. Mike havde, via Jack, fået aftalt et møde med Jacks narkoleverandør, mandag kl. 20.00 på en cafe, så det ville jo være en fin måde at fjerne nogle narkohandlere på (og samtidig score nogle penge).

Mandag aften sad Mike og jeg så på cafe, forklædt som den hvide prins og han kvinde. Hood og Sting var på gaden og holdt øje med området. Det blev dog et meget kort møde… En fremmed gut med cigar i kæften, henvendte sig til os og gav os en optagelse af Casper, som sagde, at vi skulle droppe forklædningerne og at handlen var aflyst. Derefter sagde manden med cigaren, at han skulle hilse fra de andre og takke for, at det ikke kom til skyderi på Sanctuary i går. Sting tog derefter ud til Jacks bolig, men fik at vide, at ingen havde set ham siden i går.

Vi mødtes alle i Safebox og var meget bekymret. Mike og Sting snakkede om, at de måske ville kunne blive sporet magisk og at det var vigtigt at få ramt Casper, så han ikke var en trussel for vores identiteter. Derudover var Hood bekymret, da han havde haft en mærkelig oplevelse med fyrstinden (som han havde haft et møde med). Han påstod, at han, rent fysisk, kunne mærke hendes følelser og ikke viste, hvad der var ved at ske med ham.

Så… Hvad gør vi nu?

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.