Djengo

Ik en decker som de andre

Description:

1,98 høj mørkt hår og et kort skæg, hans højre arm er cyber, det samme er hans højre øje,

Bio:

Natten er faldet over Seattle, og vinter sender sin stille hilsen, i from af en isene vind og sne, nogle gange spørg jeg mig selv hvorfor? Hvorfor gør jeg de ting som jeg gør, det er jo ikke fordi jeg ikke kunne havde valgt en anden livsstil….

Det hele startede på en måde i 2035, da min far, David Austin, som var kaptajn i CAS 2nd army division Texa, var blevet hård såret under kamphandlinger i forsvaret mod Aztlans angreb mod Texas, under hans genoptræning bliv han for flyttede til Fort Worth, og her mødte han, min mor Tina som arbejde for TI, som software udvikler, hun faldt for hans charme og to år efter, kom min bror til verden, og efter seks år kom jeg til verden, de opkalde mig efter min tip, tipoldefar Willam G Austin, Vi boede i den pæne del af Fort Worth, i Meadows West, vores hus lå på hjørnet til Meadows w dr. og Seabrook dr.

Det jeg husker mest fra min barndom var at vi var en rigtig kærnefamilie, min far arbejde stadig for militæret, men hans skade havde gjort ham ukampdygtig, men han var blevet forfremmet til at styre IT afdelingen på Naval Air Base Ft. Worth og min mor arbejde stadigvæk for TI, som familie lave vi mange ting sammen, vi spiste tit ude i byen, og et par gange om året tog vi alle til rodeo, min far deltog vist nok en enkelt gang. Både min mor og far kunne flyve og det var så også noget vi gjorde tit i vores lille Synergy A4, Men min fars store passion var ødemarken, han tog tit mig og min store bror ud på lange vandre ture, hvor han og hans venner underviste os i jagt, i at håndtere skydevåben og overleve i naturen, min mor var anderledes på den front hun elskede Texas og hun hade Aztlan og alt det de stod for, hun var også meget imod UCAS og NAN af flere politiske oversager ikke noget jeg gik så meget op i på det tidspunkt, men jeg havde nok mere til fælles med hende end med med min far, og det var også hende der hurtigt indså at jeg havde et naturligt flair IT, hvilke hun kun opelskede i mig, men jeg ville enligt også gøre min far stolt, men det med ekstrem overlevelse var mere min brors side end min, så jeg fandt min egen måde at hengive mig til dem begge, jeg udviklede en passion for the olde west og våben, imens fordybe jeg mig i the matrix, og Texas historie. En ting som var gennem gående i min brors og min opdragelse var at være stolt af at være os.

Den 14 Aug. 2055, skulle vi en tur til Louisiana, som vi havde gjort så mange gange før, ville vi selv flyve der ned, min bror havde flyttede et par måneder før, så det var bare os tre min mor, far og mig. Alt var som normalt, men godt 2 timer inden i turen gik alt galt, jeg kan ikke rigtigt huske noget andet end de glimt som jeg til tider få i mine drømme. Men det jeg har fået fortalt og læst så, fik vores fly en massivt mekanisk svigt og min ellers dygtige pilot af far, mistede herredømmet over flyet, som sendte det ned i et fatalt dyk.

Jeg overlevede, jeg lå i koma i 3 måneder, mens lægerne gjorde hvad de kunne for at rede mit liv, jeg havde forbrændinger over 15% af kroppen og min højer side af kroppen var næsten knust, de fik reddet mit højer ben, men ikke min højer arm, der fik genopbyggede mit ansigt men jeg mistede mit højer øje. Lægerne sagde at det var min unge alder som havde rede mig, det der berørte min mest var at jeg ikke kunne deltage til begravelsen af mine forælder, på grund af mine stader kunne jeg ikke forlade hospitalet i næsten halvt år. I den tid flygtede jeg ind i Matrix.

Da jeg blev udskrevet stod jeg og min bror med hus og en masse penge som vi havde arvet og det var nok her at mit liv begyndte at tage en anden vej end den min mor og far havde ønskede, det første skridt blev taget den gang den dag. Da vi delte vores arv op og solte huset, min bror blev min værge, ikke uden kamp for staten ville ikke havde i starten men efter nogle ture i ratten fik vi vores vilje igennem, vi fik en del hjælp, af min fare venner, ikke fordi militærfolk er de bedste til at hjælpe to unge drenge på benene igen, men vi tog hvad vi kunne få.

Jeg kom til at havde en del tid for mig selv, som jeg brugte på at udnytte det cyberdeck som havde været min mors.

Vi havde ca. to år for os selv på denne måde, før jeg blev ramt, først troede vi at det bare var feber men dem blev værre og så kom smerten og det blev å slemt at jeg til tider mistede bevidstheden, jeg kom på hospitalet igen og endnu en gang faldt jeg i koma.

Jeg slog øjet op i 2057 9 Aug. ca kl. 1020, som om noget havde rystede mig ud af en ond drøm, jeg lå alene og var stadigvæk, noget omtåget da man kunne høre personalet reger på at Dunkelzahn var blevet dræbt.
Det var også en noget rystede læge, som noget tid efter stod og fortalte mig om hvad der var sket med mig, han brugte en masse fine ord og meget tid på at sikker mig at jeg forstod hvad han sagde, men i simple ord, jeg havde gennem gået en forvandling beder kendt som goblinization, jeg var nu en ork!
Det tog pusten fra mig, for at sige det mildt, ikke fordi jeg havde noget imod orker, eller noget men fuck jeg er en ork!

Da jeg kom hjem, igen kunne jeg godt følge at min bror havde svært ved at forlige sig med min forandring men han prøvede, men til sidst gav han op og lod sig indkalde i militæret, vores fars venner havde talt godt for sig og ville søger for at hjælpe ham. Og sådan lige med et var jeg meget alene. Jeg blev boende i vores lejlighed noget tid, men jeg følget mig ikke hjemme der, så jeg flyttede lidt ud af Fort Worth, købte en trailer og der boede jeg igennem min uddannelsestid, min fritid gik med at samle gamle våben, og bygge på min mortrecykel, jeg klarede min eksamen til ug, A++ hvad kan jeg sige, skole sikkerheden er bare ikke så god. Efter skolen prøvede jeg at få arbejde som programmør, men åben bart er en, enarmet ork ikke lige det folk vil havde, hvis de kan få et menneske med to arme.

Sandt skal være sagt jeg var bitter engang, og sur på omverden, jeg jeg begyndte at træne, jeg brugte de midler jeg havde tilbage fra min arv, og sammen med mine evner som decker fik jeg fat i en ny arm, og andre små forbedringer.

Det var i 2062 at jeg mødte Bloody Jim, jeg lå uden for min trailer og lavede bænkpress, da han henvendte sig til mig for at spørger om jeg havde set en person i parken, jeg fik ham på rette vej, og fik give et tilbud om at give en hånd med og den tog han imod, det viste sig at Bloody Jim var dusør jager, og der var noget der tiltalte mig ved den titel, så jeg fik ham over talt til at vise mig faget og så ville jeg hjælpe ham. I to år arbejde vi sammen end til han trak det korte strå, og blev skudt.

2066, var året og landevejen var nu mit hjem, min motorcykel var min hest, ved min side hang S&M 500 og min trofaste shortgun, jeg startede med kun at arbejde i CAS, men snart bevægede jeg mig også ind i UCAS og nogle af NAN landene, folk gør hvad de kan for at flygte lige som i de gode gamle dage, men tiden er ikke 1864, og de næste par år på landevejen i nord Amerika fik jeg lighederne at se, men også forskellen, i de små byer kunne de godt bruge hjælp til at jage uønskede væsner væk, og de betaler godt for det, og nogle shamaner betaler også for at få nogle dele fra disse væsner hmm dobbelt betaling nice. Og snart jage jeg ikke kun folk for loven, men for dem der ville betale for det. Som tiden dog forandre en.

Det var i start Aug 2067, Jeg befandt mig selv i en lille by kaldt White Deer i det nordlige Texas, ikke langt væk UCAS eller Pueblo. Baren jeg var i hed Bloodworth, ikke et sted for sarte sjæle, her var det en livlig handel med smuler vare og det var et møde sted for mange biker.
min mål var Christin Ford, eller Candy, hun var flygtede fra et forvaringshjem for unge piger, hun var 19 år gamle og var bestemt ikke fars lille pige, hun var hvis på vej mod Pueblo, men havde heldigt for mig dummet sig ved at ringe til en af sine gamle kontakter, så jeg havde sporgeret hende det denne lille hyggelige bar nice!
Jeg havde været der i nogle timer, og havde fået et godt indtryk af stedet, og hun var i fuld gang med at skaffe sig en kørelejlighed med nogle biker, da denne unge sømdagskole knægt, kommer ind i baren, først troede alle i baren, at han nok ville vende om og gå igen når han indså han var gået forkert, men det må jeg give ham han havde nosser nok til at begynde at udspørger folk om Candy, Da jeg fandt ud af det blev jeg urolig, var der andre ude efter hende, så jeg begyndte at gå igennem baren for at se om jeg kunne se nogle kollegaer i baren, for knægten var ikke i faget det var sikkert.
Jeg var lige kommet til den konklusion at det kun var mig her, da jeg der blev helt stille i baren og Candy skrig op, noget om parvase svin!! slip mig! Jeg så at den unge mand havde fat i hende og prøvede at få hende med sig, mens han hvis prøvede at berolige folkende omkrig sig om, FUCK han var dødsdømt! Alle i baren kunne lugte det, usikkerhed, måske tilsat lidt frygt, det er som at en dråbe blod i et kar med piranha,
jeg ved ikke om jeg ville prøve at rede ham eller om det var hende jeg ville rede fra at blive et uskyldigt ofre, men da jeg kom frem til dem, var helvede brugt ud, en fordel ved en cyberarm er at folk blive liggende når jeg slå dem, og min størrelse har også en fordel i stunder som disse, jeg ved ikke helt hvordan jeg fik os ud levende, og i næsten et stykke, men hel , var nok en af grundene, men jeg tager gerne æren.
Da vi var kommet væk så som lang væk fra baren, fandt jeg ud at at knægten ikke som sådan var ude efter pigen men efter en ånd som havde besat hendes krop. Jeg var ikke helt overbevist til at at starte med men han fik mig overbevist, så efter at han havde fået ånden fordrevet, tog jeg mig at Candy.
Dette var hvordan jeg mødte Frank Moses, vi har siden da hjulbet hinanden nu og da og også arbejde sammen fra gang til gang, han er blevet mere en mand med tiden og han kan sit kram, han beskæftiger sig med den magiske verden og de væsner som høre sig til der, og hvis vi kan være til hjælp for hinanden og samtidigt få brød på boret så er det ok med mig at hans fortid er noget sløret .

Fire år i dette fag, er en livs tid, for mange, fuck jeg er god!, og jeg har gjort dette i snart otte år, jeg har mange fjender rundt omkrig, det ved jeg med sikkerhed, men jeg har også deres respekt, de fleste ved, at for mig, er dette ikke personligt, men bare et job. Så længe de ikke blander sig i mit arbejde eller bliver mit arbejde, så har jeg ikke noget problem med nogle.

Spade er et godt eksempel på dette, i gennem de otte år jeg har arbejde i faget, har jeg måtte finde ham et par gange, pga. hans livs stil, til tider bringer ham ud i lidt gæld, først var det bare et job, men når jeg først havde fået fat i ham er han meget staksalig og til sidst tro jeg, at jeg tog jobbet kun fordi jeg følget at jeg efter hånden kendte manden.
Og ikke ville havde at nogle af de andre, skulle gå hænd at blive for håre i filten, ikke for det, så tro jeg nu nok, Spade nok skulle klare sig mod de fleste, men nå hårdt møder hårdt er der noget der skal give sig. Så jeg henter ham sku gerne hvis det betyder jeg kan få ham med mig udem vold.
Så er det, at jage Spade er som at jage mig selv, han er intelligent, og også han besidde magiske evner, og han er en gentleman af den gamle skole, jeg ser samlinger ham tit med Doc Holliday.
Vi har gennem tiden fået en gensidigt respekt for hinanden og jeg har rigtigt meget til fælles med ham ikke at jeg vil sige det højt.

Det er koldt sneen danser runde til vindens musik, jeg er i Seattle en af de storbyer jeg så tit vender tilbage til om vinteren for at kommer væk fra vejen i denne årstid, der er næsten altid arbejde i denne by, jeg kikke over gaden, bygningen på den anden side ser forladt ud og virker uden betydning, tja det er det de fleste vil se, jeg ved at der mindst er fire personer der inde en korrupt sikkerhedsvagt hans tre venner og deres rov.
Jeg studer lige igen de tekniksketegninger over bygningen igen for mit inderøje, kikke på mit inder ur og lader billede af mit mål ligge fremme i mit syn, god nu! 10, 9, 8, jeg går over mod bagdøren
lyset i områder dør ud, i det sekund der gå før nødstrømmen når at slå til sætter min virus i gang, jeg åbner den nu ulåste ståldøren, uden problemer, ligger min shortgun til skulderen, den første person bliver klaret før han ved hvad der rammer ham, tre tilbage, de næste to vil komme oppe fra trappen hvor de holdte vagt for et øjeblik siden, jeg elsker elektronisk overvågning, jeg venter ved foden til de kommer frem, og freden bliver brudt af mit salve af skud to mere, må vinke farvel, en tilbage. Han er inden på kontoret, både mit offer og deres rov, jeg lade riflen falde i sin ram og sæter i løb mod døren, mens jeg trække mit revolver, jeg ligger al min vægt mod døren velvidende at den elektroniske lås ikke virker lige nu.

Døren ryger op med et brag, han havde ventede på at det skulle ske, det viste jeg og da skudene kom, kom de hurtigt, jeg kunne mærke på rykkende i kroppen at jeg blev ramt, men om de gik igennem den skudstikkervest ved jeg ikke, det gør ondt, som bare fanden lige meget hvad, jeg rettede revolveren mod han, sigte mod hans hoved, han ville sikkert havde en vest på, det havde jeg jo.

Det velkendte rekyl fra min revolver og han lå stille, jeg stoppede op, skikerede rummet, og undersøgte mig selv, kun letter skrammer jeg skulle nok klare den. Jeg gik hen til vagten satte ham op på stolen og bandt han fast, ham skulle havde sin straf om et øjeblik, nu til rovet.

Jeg fandt pengeskabet og gik i gang med at dirke det op, skabet var et gamle dags pengeskab ikke min stærke side, men det lykkes efter noget tid, og jeg fandt chippen, lage den i lomme og gik over til vagten. Jeg gav ham en sprøjte så han ville vågne op, imens sprøjten virkede begyndte jeg at skifte patronerne ud i revolveren med skrap runder.

Folk bliver altid overraskede når de overlever noget som de er sikker på at de ikke ville, jeg kender følgelsden alt for godt, det er måske også derfor jeg godt kan lide at se folk, i lige det øjeblik at det gå op for dem at de lever… endnu.

Jeg tager min telefon frem, og trykker 5, ”bip” efter lidt tid svare en kraft fuld stemme fyldt med sine spanske rødder ”Don Castanelo!”
-Jeg har din vagt, her foran mig og din egendom, i lommen, jeg vil sende dig en adresse hvor du kan finde ham.
-ok, fint, han for tog en lille kunst pause,( han var, vantil at, folk lyttede til ham, og afventede hans ord), og han lever?
Ja han har det fint, som aftalen lyd, vil jeg give dig, din vagt og den Chip han tog fra dig, jeg sender dig adressen hvor du han sende dine folk hen for at hente ham, så kan du sende mig pengene for vagten og i morgen, vil jeg komme til dig med din Chip efter resten af pengene, er det er aftale Don!?
Si-ja, det er en aftale ser frem til at se dig Djengo.

Jeg sluttede telefonen, sendte adressen, jeg hader at arbejde for de ”private” især hvis de har mange penge, de vil altid prøve på noget, man skulle tro det var en sygdom, bare fordi man har mange penge, tro de fleste plusligt at de er almægtige og at aftaler ikke gæller dem, så de vil prøve at røvrene en, man ved bare ikke hvordan, lort! Og Don Castanelo var ikke anderledes det kunne jeg mærke.

Jeg kikkede over på vagten, mens jeg lod telefonem glide ned i lommen, han var vågen og havde sikket hørt det meste af samtalen.
Hvem er du? fik han mumlet, jeg kikkede over på ham, ”Djengo”,svarede jeg i min mest tørre stemme, og gav hatten et lille nøk op med pegefingeren. Med E! Hvor efter jeg vendte rundt og forlod lokalet, vagten til hans egenskæbne, og mig til mit møde i morgen.

Djengo

The Keys to the Portals dennisrjans