The Keys to the Portals

Me thinks me saw a puddycat!

San Francisco. For 100 år siden var den hjemsted for alverdens outsiders, græsrødder, hippier, homoseksuelle og andre, der ledte efter et sted at høre hjemme.

I dag er den styret af et Japan, der er blevet mere fremmedhadsk end de nogensinde har været før. Siden de første metahumans dukkede op er den officielle tone fra Japan blevet hårdere og hårdere. Grænserne er lukkede, næsten ingen ikke-japanere kommer ind eller ud. Og de har ikke holdt det indenfor deres eget land. I mange år har San Francisco været under japansk kontrol og ingen kan føle sig sikker.

Tingene er blevet en smule bedre i SF efter en del af den japanske besættelsesstyrke brød med hovedhæren og oprettede deres San Francisco Defence Force (SFDF) styrke. Soldaterne i SFDF har valgt at bosætte sig i SF og vil ikke tilbage til Japan. Det kan jeg ikke bebrejde dem, men jeg synes dog, at det havde været bedre, hvis de havde skiftet nationalitet og fået SF tilbage til CAS. Ikke fordi jeg har nogen nationalistiske eller patriotiske følelser overfor SF. Det var bare en fed by at gamble i tidligere. Åh, hvor jeg kunne fortælle historier! Men det må blive en anden dag.

På vej herned i hurtigtoget fra Seattle fik jeg fat i en SF avis og læste lidt op på situationen. Ikke noget nyt og stort. SF er stadig i konstant klammeri med sine naboer, for ikke at tale om “moderlandet” Japan. Det kommer ikke til åben kamp nogen steder, i hvert fald ikke officielt, men hele området er sprængfarligt som en antændt dynamitstang.

Så hvorfor er jeg taget herned?

Jo, det skal jeg fortælle jer. Vi, dvs folkene fra SafeBox samt et par hangers-on, har taget et arbejde for en afdeling af Seattles yakuza. Jeg kender ikke de præcise detaljer. Det er heldigvis kun Jack, der har haft kontakt til dem. Og sådan foretrækker jeg, at det bliver ved med at være. Min erfaring med dem er, at man altid ender med at skylde dem mere end man har fået fra dem.

Målet med vores tur herned er at finde Arthur Brown, som ikke blot yakuzaen men også Abstergo er interesserede i. Han har lavet en del arbejde og forskning omkring magiske ritualer og har været blandet ind i et eller andet, der har med Desmond Miles at gøre. Vi skal finde ham, hvis muligt, og finde ud af, om han har arbejdet aktivt for Miles, eller om han er uvidende om, hvad Miles har været blandet ind i. Det burde ikke være nødvendigt at sige, at vi er meget påpasselige med, hvordan vi angriber denne mission. Hvis Brown har arbejdet aktivt for Miles risikerer vi at få alverdens l*rt i hovedet, hvis vi ikke passer på.

Vores eneste spor hernede er en en vis Daiko Yamakana, der er tidligere VP for YamaTechs våbenafdeling. Han er nu pensioneret, og lever tilsyneladende det søde liv i sydens varme med japansk beskyttelse.

Resten af holdet var taget i forvejen, så jeg skyndte mig hen til deres hotel, da det endelig lykkedes mig at komme frem til SF og finde min bagage, som det skide togpersonale var “kommet til” at lægge om i postvognen. Jeg er sikker på, det er hævn fra purseren, der var muggen over, at jeg vandt et par runder poker over ham i spisevognen.

På hotellet blev jeg hurtigt briefet om, hvad de havde fundet ud af indtil videre. I forhold til, hvor kort tid, de havde været i SF havde de præsteret at fremskaffe en del info, der havde stor nytte for os. De havde en adresse på Daiko og Frank havde fulgt op på, hvad der var blevet af Kara tilbage i Seattle. Tilsyneladende havde der, ifølge hans kilder i politiet, været et angreb på det hotel, Kara boede på, og hun var nu blevet sat under Knight Errants beskyttelse. Angrebet havde ikke båret præg af at være paranormalt, men det betyder ikke, at de små missekatte med store kløer ikke stod bag.

Da jeg havde fået et værelse og dumpet mine ting besluttede vi, at det ville være en god idé, hvis jeg tog en lille astral aftentur hen i nærheden af Daikos hus og se, hvad vi kan finde ud af. Som sagt så gjort: mens Frank og Nova ævlede løs om våben, satte jeg mig over i et hjørne og savlede lidt for mig selv. Jeg hader den del af at være en magiker, men kan åbenbart bare ikke lære at styre mine kropsfunktioner. Det er så pinligt! I det mindste er det kun savl og ikke noget mere ulækkert.

Alt i alt var der ikke noget overraskende ved Daikos hus. Han bor überlækkert. Bør man ikke sige über? Sådan af respekt for det gamle nummer, der går noget i stil med “California über alles” eller noget i den stil? Der var lidt barriers, et par patruljerende spirits og den slags. Som sagt: ikke noget overraskende.

Da jeg kom tilbage igen (og havde fået vasket mig selv lidt) fortalte jeg, hvad jeg havde set. Vi begyndte at snakke lidt om, hvordan vi skulle gribe det an, men endte i en længere snak om Det Onde, moral, dobbeltmoral og hvem/hvad Koffstein og Kali egentlig er. Frank har helt klart hjertet på rette sted, og selvom han ikke lige nu og her helt har forstået det enorme omfang af, hvad Det Onde er, så er han meget interesseret i at lære mere om det med henblik på at hjælpe i kampen. Der går nok noget tid, før han (desværre) får personlig erfaring med, hvad Det Onde kan gøre. Og hvis han er heldig finder han aldrig ud af det. Men han er en frisk knægt, og om ikke andet så kan han lokkes med jagt efter de critters, der er i de verdener, vi besøger som en del af vores kamp.

Da vi havde snakket færdigt begyndte jeg at gennemgå de bøger og artikler, Brown har fået udgivet. Det er ikke så lidt. Der er en håndfuld bøger om både ritualmagi, religiøs magi og noget, Brown kalder “livskraftmagi”. Det meste af det er rimelig almindeligt skole/universitets materiale, men der var et par af artiklerne, der var en kende skræmmende. Brown tager som videnskabsmand en neutral indstilling til tingene og beskriver på den måde måder, man kan finde energi til at drive sin magi. Han skriver ikke direkte om blodmagi, men han kommer så tæt på, at det virker som om han godt kunne have arbejdet med det.

Mens jeg var forsvundet ind i bøgernes univers var Hood og Frank taget ud fra at lede efter andre spor. Desværre var det ikke lykkedes dem at finde noget nyt. Så Frank besluttede sig for at hoppe ind i The Matrix og decke lidt for at finde ud af så meget som muligt om Daiko gennem lidt mere uofficielle kanaler. Hvad kan jeg sige? Han virker herresej til at decke. Det er virkelig en helt anden verden, end hvad jeg er vant til.

Frank fandt ud af en masse interessante ting om Daiko, først og fremmest at han har været overhovede i Goda Ikka yakuzaklanen indtil for to år siden. Da var han 69 år. De sidste to år har han boet i SF og har ingen officiel tilknytning til klanen, men vi går ud fra, at han stadig har forbindelser og kontakter til dem.

Det næste stykke tid brugte vi på at lave overvågninger af Daikos hus og prøve at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Ingen af os havde lyst til at lave hverken et frontalt angreb på huset eller forsøge at lege ninjaer og snige os ind af bagvejen. Da vi dermed var lidt gået i stå besluttede vi os for at tage kontakt til Koffstein for at høre, om han kender nogen i byen, som vi kan snakke med. Det gjorde han selvfølgelig. Den bastard kender folk alle steder. Så vi fik kontakt til en vis John Winters, der er Koffsteins øjne og ører i SF. Udover information kunne han også hjælpe os med våben og andet udstyr, vi helst ikke ville fanges med af myndighederne.

På deres sædvanlige obskure vis lykkedes det Hood og Nova at få sat et møde i stand med den lokale yakuza. Det ville forhåbentlig give os noget mere information om Browns opholdssted og andre relevante informationer. Da de sætter mødet i stand får de at vide, at de skal have en gave med. Og vi snakker ikke en lille pakke Bogø chokolade nede fra den lokale tankstation. Det skal være noget ordentligt. Noget, som Daiko vil være både glad og taknemmelig for. Et våben vil være en god idé fordi Daiko efter sigende er ekstremt glad for våben. Heldigvis er det ikke et problem at skaffe blankvåben i SF. Det er kun skydevåben, der er ekstra meget kontrol med.

Efter en munter snak om, hvad der vil være en god gave ender vi med at finde et autentisk sværd fra Custer’s Last Stand. Eller en sabel. Eller hvad det nu engang hedder. Det bliver pakket ind på passende vis og vi gør os klar til at mødes med yakuzaen aftenen efter.

Da vi ankom til Daikos hus fik jeg bekræftet, at det var en god idé ikke at lave et frontalt angreb. Der var mindst en dygtig magiker i huset, en kvinde hvis fremtoning fik mig til at tænke på ildsalamandere. Derudover var der temmelig meget skjult fysisk sikkerhed. Eller det er i hvert fald min teori eftersom vi ikke så noget overvældende. Et tidligere klanoverhovede fra yakuzaen trækker sig ikke bare tilbage til en almindelig villa. Ikke engang i en japansk styret by.

Mødet går efter min mening ekstremt langsomt. Hvor glad jeg end er for både bantering, konversation og så videre, var det her for meget. Der var en uendelig lang snak mellem Daiko og Hood, der næsten var som en mindre krig udspillet af to verbale topstrateger.

Langt om længe lykkedes det Hood at vinde Daikos respekt og de begyndte at tale sammen om rigtige ting. Som for eksempel Arthur Browns tilholdssted. Daiko bekræftede, at yakuzaen havde hjulpet Brown med at skifte identitet og gav os hans nye navn: Rob Hammond. Hood fortæller Daiko både om Browns kniv og om Kara. Dette vækker tilsyneladende hans interesse, for han sender os ud, så han kan tale med sine forfædres ånder. Vi venter høfligt udenfor indtil salamanderkvinden ud og fortæller os, at Arthur Brown har misligeholdt sin aftale med yakuzaen. De har derfor ingen kvaler med at give os, hvad de har af informationer om ham. Derudover beder de os opsøge Brown og give ham hans betaling tilbage. Aftalen er ophævet, så betalingen skal tilbage. Plain and simple. Vi får at vide, at Brown bor på The Ritz.

For ikke at spilde tid tager vi direkte til The Ritz og beder portieren om at ringe til Hammonds værelse. Imens tager Nova og Frank op til Hammonds værelse og, tjah, jeg er lidt usikker på, hvad der helt præcist skete der. Men jeg hørte dem efterfølgende snakke om et eller andet med en sko i en elevator. Man skulle tro, jeg var ved at være vant til besynderlige episoder, hvor Nova er involveret, men hun bliver ved med at overraske mig. I like that in a woman!

Nede i foyeren på hotellet lægger vi mærke til, at døren ud til trappeopgangen åbner og lukker sig. Det viser sig at være Brown, der er ved at stikke af under dække af en usynlighedsformular. Det havde været en glimrende strategi, hvis der ikke lige havde været en magiker til stede. Det var ikke synderlig besværligt at få ham lagt ned. Altså fysisk lagt ned. Han er ikke min type, så få de frække tanker ud af dit hovede!

Sammen med Hood fik jeg hurtigt fragtet Brown hen til John Winters. Imens tog Nova og Frank en taxa for at møde os. De havde Browns kniv med og ankommer omtrent samtidig med os andre. Winters mødte os i fuldt storvildtjægerkostume og fortæller os, at Kara ikke længere er på sit hotel i SF. Det var rimelig skræmmende for mig eftersom jeg ikke havde opfanget, at Kara havde forladt Seattle og var dukket op i SF. Det var sikkert mens jeg sad og savlede. Typisk!

Hvorom alting er følte vi, at det var bedst at få gemt Brown og kniven af vejen bag en magisk barriere. Så hurtigt som muligt fik jeg lavet en summoning circle, der ville give os lidt ly fra eventuelle magiske søgninger efter ham. Husk på, at der var mange, der var interesserede i at finde Brown. Og hvem ved, hvad et par hyperaktive tigerdyr er i stand til?

Da vi er faldet lidt ned og føler, at vi har forskanset os godt hos Winters, vækkede vi Brown og tog en lille hyggesnak med ham om, hvorvidt Kali er en rigtig gud eller ej. Til trods for hans flirten med blodmagi må jeg sige, at han er en virkelig interessant person at tale med. Gennem vores snak og det af hans udgivelser, jeg havde nået at få læst, fandt vi frem til, at han ikke tror der har eksisteret reelle guder. Men der har derimod været nogen ualmindelig mægtige magikere, der gennem tiderne med et lavt maginiveau har præsteret at bevare eller fremmane deres magiske evner ved at trække på deres omgivelser. Nogen har gjort det ved grusomme ritualer, nogen har gjort det ved at overbevise deres tilbedere om, well, at tilbede dem. Den tro og hengivenhed får åbenbart flyttet noget energi ganske frivilligt fra tilbederen til “guden”. Om det så er skadeligt, fysisk eller mentalt, er uvist. Spændende teorier.

Men det er et lille sidespring. Beklager.

Vi fik af Brown at vide, at Eugene Price fra DociCorp havde kontaktet ham for at få informationer om magiske ritualer, i særdeleshed i forbindelse med Kali og hendes kult i Indien. Brown kom på den måde i kontakt med Desmond Miles og har hjulper ham med at udvikle et livskraft ritual, der på en eller anden måde genererer astralt døde områder. Det var Miles, der financierede og støttede Brown, da han rejste til Indien for at forske i Kalis ritualer og deres effekt.

Ifølge Brown var han ikke klar over, at Miles var involveret i blodmagi, og så vidt jeg kunne bedømme ud fra hans auras udstråling, talte han sandt. Han kan dog nok klandres for ikke at have lagt to og to sammen. Brown er på ingen måder uintelligent, så han burde have forstået, hvad det var, Miles arbejdede med.

Noget rigtig interessant, Brown også kunne fortælle, var at Kali leder efter en form for “magibarometer”, der kan måle det magiske niveau i verdenen. Hun har fundet ud af, at der skulle være et af dem oppe i Tibet et sted, men har vist ikke fået fat i det endnu. Alle de ekspeditioner, hun har sendt derop, er forsvundet sporløst. Personligt tror jeg, det er fordi de er kommet for tæt på Mike, mens han forsøger at få lidt ro og fred. Der er intet, der kan spolere morgenkaffen som en flok kultister på jagt for deres åh-så-store-og-fantastiske gudinde. Jeg håber han har det godt derude og ikke er alt for irriteret af kultisterne. Eller af den af Kalis fire avatarer, som hun har sendt til Tibet.

Vi fortalte Brown, at vi oprindeligt var blevet kontaktet af hans kollega Professor Graham. Det tror jeg, han blev rørt over, og vi aftalte med ham, at vi ville lave en lille film med en besked fra Brown til Graham. Om ikke andet så for at Graham får bevis for, at hans gamle kollega ikke er gået til.

Da vi ikke kunne få mere ud af Brown trak vi os lidt tilbage for os selv for at diskutere, hvad vi nu skulle gøre. Alt i alt havde vi lidt for mange muligheder. Skulle vi aflevere Brown til yakuzaen? politiet? Abstergo? Koffstein? I sidste ende valgte vi, at det nok var i vores bedste interesse at aflevere ham til Koffstein. Det er det eneste sted, hvor vi er nogenlunde sikre på, at Browns viden ikke vil blive brugt til blodmagi eller generelt bare tilfældige ubehageligheder.

Winters får de lavpraktiske ting sat i gang og inden længe befandt vi os på hans luksusyacht med kurs mod Seattle. Det sidste vi hørte inden vi forlod SF var, at Kara og hendes missekatte også havde besøgt Daiko. Vi kan kun antage, at hun nu også kender til Browns nye identitet, tilholdssted og så videre. Personligt var jeg glad for, at vi allerede var på vej ud af byen, da vi fik det at vide.

Turen op til Seattle forløber ganske fredeligt. Det eneste, jeg egentlig har at berette derfra er, at Brown lærte os et ganske brugbart warding ritual, der kan udføres af flere magikere i fællesskab. Det er kraftigere end et almindeligt ward ritual og skal nok vise sig at være nyttigt at kunne.

Oppe i Seattle blev vi mødt af Hans i havnen. Man kan sige meget om Koffstein og hans slæng, men de rejser med stil: først en luksusyacht, så en lækker limousine direkte til en bygning beskyttet af intet mindre end DocWagon. I disse herlige omgivelser tog vi en debriefing med Koffstein, der kunne fortælle os, at han har fundet informationer om en såkaldt “kaer” i det nordlige Tibet. Kaers er en form for fæstning eller beskyttelsesrum, der er blevet brugt i fordums tid, da maginiveauet i vores verden var så højt, at der næsten var hul mellem de magiske planer. Dengang var det nemt for Det Ondes agenter at trænge ind i vores verden og gøre deres bedste på at destruere alt liv, de kunne finde.

Her blev vores debriefing afbrudt af endnu en snak om, helt præcis hvad Det Onde er. Igen er det Frank, der ønskede at vide mere. Som sagt: en god knægt. Der skal nok komme en fin mand ud af ham.

Koffstein berettede yderligere, at Kali også leder efter kaers for at kunne beskytte sine egne tilbedere når/hvis maginiveauet igen stiger til et niveau, hvor Det Onde kan trænge ind i vores verden. Disse kaers er interessante dels fordi de i sig selv har (magi)historisk værdi, og dels fordi der i dem findes disse magibarometre, som folk i kaersene har brugt til at holde øje med, om det var sikkert at åbne portene og begive sig ud i verden igen. Og lige netop kaeren i Nordtibet er ekstra interessant (og farlig!) fordi der ifølge Koffsteins forskning måske er en “horror” inde i den. Jeg må her tilstå, at jeg ikke er bekendt nok med Det Ondes agenter og tjenere til at kunne sige, hvad en horror er. For mig lyder det dog som noget, der i traditionel mytologi ville blive kaldt en dæmon. Mike og Sting har vist stiftet bekendtskab med en horror på et tidspunkt, men jeg kender ikke de nøjagtige detaljer om det. Forståeligt nok var vi alle nervøse ved tanken om et sådant væsen.

Nu venter så bare det store spørgsmål om, hvordan vi går videre nu?
Tager vi til Tibet, med risiko for at gøre Mike sur?
Tager vi på critterjagt i en mere magisk verden, så Frank kan få et fint jagttrofæ til væggen?
Tager vi på shopping spree med Nova, så hun ikke får abstinenser?
Tager vi ned til det lokale kasino, fordi det synes jeg nu engang er det mest logiske at gøre?
Eller tager vi et par underbukser på hovedet, stikker en blyant op i hvert næsebor og siger “wobble” i et forsøg på at undslippe vores pligt?

Comments

skjalm

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.